Erik og Betinas Jordomrejse 2008/2009
Beskrivelse af vores oplevelser på vej jorden rundt

Omsider et nyt indlæg…

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
marts 15th, 2009

Kære alle,

Beklager den – indrømmet – ekstremt lange ventetid, men internet viste sig at være nærmest ikke-eksisterende på Samoa og besynderligt svært at opdrive i USA, hvor alle nok har deres egen computer, og derfor ikke behov for internetcaféer. Men her kommer der endelig et måske sidste indlæg på bloggen (det kan være vi sammenfatter turen i et sidste indlæg senere). Der er også en masse billeder denne gang.

Da vi forlod jer sidst, sad vi i lufthavnen i Auckland og ventede på vores fly til Samoa. Vi fandt hurtigt ud af, at det var sandt hvad vi havde læst, folk fra stillehavsøerne er generelt flæskefede. Der var rigtigt mange svært overvægtige mennesker der skulle med samme flyver som os. Vi krydsede fingre for, at der ikke var nogen af dem, der skulle sidde ved siden af os. Det viste sig, at hende der sad ved siden af Erik var en lokal, og også godt i stand, men dog langt fra rekorden. Men jesus christ, de har et problem. Problemet består primært i, at de lever af bistand fra især New Zealand, og derfor ikke bekymrer sig stort for at sørge for at etablere nogle erhverv der kan forsørge dem. Det eneste de producerer er stort set kun de serviceydelser, som turisterne efterspørger. Og så turistet er Samoa trods alt alligevel heller ikke.

Desværre ankom vores fly til Samoa meget sent om aftenen/natten, så vi blev hentet i lufthavnen omkring halv to. Da vi skulle helt over i den modsatte ende af øen, ankom vi først til vores lille resort omkring halv fire. Ved første øjekast var vi noget skuffede. Selvom vi havde forventet at det var primitivt, så var især toiletforholdende noget mere primitive end vi havde håbet på og også mere primitive end næsten alle andre steder, vi havde været. Nå, men om natten er alle katte jo grå som man siger, og vi lagde os til at sove og håbede på en åbenbaring dagen efter. Den kom til fulde, da vi slog øjnene op og så den mest fantastiske strand lige ude foran vores lille sivhytte. Der var kridhvidt sand og et koralrev, der brød bølgerne nogle hundrede meter ude i vandet, så vandet ved stranden var dejligt roligt. Samtidig var der kun omkring 10-15 meter ud til hvor koralrevet startede, så man nemt kunne smutte en tur ud og se på korallerne og de helt utroligt flotte fisk, der holder til der. Snorkling i Thailand og Australien var fantastisk, men der var en måske endnu større artsrigdom på Samoa, og så var det samtidig lige ud for stranden.

Vi boede der i tre dage, inden vi trængte til luksus og derfor flyttede over på et resort tæt ved lufthavnen. Fem stjerner, international standard, pool og frem for alt aircon. Skønt. Her boede vi også i tre dage, og der var oveni købet et dykkercenter, så Erik kunne komme ud at dykke. En rigtig god oplevelse også.

Seks dage på Samoa gjorde os godt. Afslappede og lidt mere solbrune tog vi videre med fly til Los Angeles for derfra at komme videre til San Francisco. Det gik efter planen bortset fra at Betinas bagage strandede i LA. United, som vi fløj med, var dog rimeligt hurtige til at få den frem, så vi fik den allerede ca. 8 timer efter vi ankom til SF. San Francisco var et rigtigt fornuftigt bekendskab. Hyggelig by med rimelige afstande mellem seværdighederne og en god storbystemning i store dele af byen. De fleste, vi har talt med, anbefaler at man bor i det kvarter, der hedde Fisherman’s wharf, hvilket vi dog ikke gjorde. Vi havde fundet os et lille hyggeligt hotel tæt ved Union Square (The Andrews Hotel – anbefalelsesværdigt), og vi kunne bedre lide den mere klassiske storbycharme der var over kvarteret omkring Union Square end det meget turistede Fisherman’s Wharf. Under vores desværre lidt for korte ophold i SF, hvor man sagtens kan bruge en 4-5 dage, var vi en tur ude at se det nu nedlagte fængsel Alcatraz. Det var en rigtig spændende oplevelse - overraskende nok, idet Alcatraz jo dybest set blot er et nedlagt fængsel. Her blev vi guidet rundt vha. høretelefoner og et timelangt “foredrag”, der var indtalt af tidligere indsatte og ansatte. Super godt lavet. Derudover fik selvfølgelig set Golden Gate Bridge, men fik desværre ikke tid til at besøge Napa Valley for smage på den lokale druesaft. Det må blive næste gang.

Efter San Francisco fløj vi til Las Vegas, hvor vi havde reserveret en bil for  at stryge af sted til Grand Canyon samme dag som vi ankom. Derfor var vi lidt nervøse for, om flyselskabet skulle genere os ved at være forsinket, så vi ville komme meget sent ud til Grand Canyon. Det viste sig dog, at det ikke var flyselskabet (United), der var vores hurdle, men udlejningsfirmaet i Vegas. Vi endte med at stå i kø i omkring halvanden time for at få udleveret nøglerne til vores store Chrysler (Chrysler 300 for nørdernes skyld :-) ). Det betød, at vi først nåede vores hotel i Grand Canyon omkring kl. 21. hvor det var mørkt. Dagen efter var vi ude at se solopgang over Grand Canyon og se en IMAX film om dalen. Grand Canyon er uden tvivl et storslået syn. Over frokost fortsatte vi mod Monument Valley, der ligger ca. 300 km. yderligere vestpå på grænsen til Utah. Der er langt færre turister i Monument Valley, der ligger i Navajo indianernes reservat, end i Grand Canyon, men oplevelsen er omtrent lige så storslået, og kan varmt anbefales. Meget smukt sted. Efter en overnatning og sightseeing i Monument Valley kørte vi tilbage til Grand Canyon og videre til den lille by Williams på Route 66, hvor vi overnattede. Dagen efter brugte vi på at køre en del af vejen af Route 66, der ellers ikke anvendes ret meget længere eftersom der er bygget motorveje til erstatning. Det var meget sjovt med en masse souvenirbutikker, der febrilsk forsøger at holde gang i hypet omkring Route 66 og en masse klassiske “dinere” i bedste 50′er stil med burgere og milkshakes der får tænderne til at løbe i vand. Ikke særligt sundt, men super nice alligevel.

Sidst på eftermiddagen nåede vi Vegas. Vegas må siges at være et ret specielt sted. Det er ikke uden grund at man siger “No place like Vegas”. Det er et inferno af neonlys, casinoer, restauranter, butikker, forlystelser, gigantiske shows, springvand og letpåklædte kvinder (der kører rent faktisk lastbiler op og ad the strip med det eneste formål at reklamere for escort piger vha. store bannere på siden af bilerne – crazy).

Vegas var sjovt, og vi fik brugt en del penge på shopping i stedet for gambling – det synes vi var sjovere at bruge pengene på. Men Vegas er heller ikke et sted man kan holde ud at være alt for længe ad gangen, så de par dage vi var der, var fint tilstrækkeligt.

Fra Vegas begyndte turen hjemad så, og vi fløj via Chicago til København. Det var en meget speciel følelse at komme hjem til Danmark. På en måde rigtig skønt at være hjemme igen, og på en måde også en lidt tom fornemmelse, når man er vant til at rejse videre og videre og videre hele tiden.

Vi er glade for, at så mange har fulgt vores oplevelser her på bloggen, og vi glæder os til at fortælle meget mere face to face med jer alle sammen. Glem ikke at se billederne fra New Zealand, Samoa og USA nedenfor.

De bedste hilsner fra Betina og Erik

PS: Siden vi kom hjem, har det været et værre bøvl med at få uploadet billederne, hvilket er en af grundene til at det har taget så lang tid. Det krævede derfor en opgradering af programmet. Det gjorde det til gengæld lidt lettere at uploade, og det ser også lidt anderledes ud nu, hvilket I kan se nedenfor.

No Comments »

The right hook og alle de andre roedder…

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
februar 18th, 2009

Hej alle sammen,

Her kommer endnu en hilsen, denne gang fra en internetkiosk i Auckland lufthavn, hvor vi sidder og venter paa vores fly til Samoa, hvor der forhaabentlig venter sol, strand og frem for alt ren afslpaning. Siden vi skrev til jer sidst, i Te Anau, har vi vaeret en tur omkring Dunedin, der ligger paa oestkysten af sydoeen ret langt sydpaa. Byen er ret speciel, paa den maade, at den priser sig selv for at vaere den mest skotske repraesentant i New Zealand. Det er ogsaa rigtigt i et vist omfang, at en del bygninger, ikke mindst kirker har et ret anglikansk praeg. Om det saa lige er skotsk eller walisisk eller hvad ved jeg skal jeg ikke goere mig klog paa, men saerpraeget er der i hvert fald. Saa er Dunedin ogsaa den stoerste universitetsby paa sydoeen, hvilket ogsaa goer, at der er en lidt anderledes og mere levende stemning i byen end hvad tilfaeldet er for de fleste andre byer paa sydoeen. Dunedin var vi dog ikke voldsomt imponerede af, men vi er paa den anden side heller ikke taget til New Zealand for at se byer, men den flotte natur. Derfor tog vi bilen, og tog ud paa Otago halvoeen kun en lille times koersel fra Dunedin. Denne halvoe rummer noget ret unik natur, og der er paa relativt lille plads baade pingviner, saeler, soeloever og saa den store stolthed – albatrossen, naermere betegnet “Northern Royal Albatross”, der angiveligt skulle vaere den stoerste af albatrosarterne. Stor var den i hvert fald. Vi var ifoelge vores guide meget heldige med vejr osv., saa vi saa masser af kaempe albatrosser flyve rundt over hovederne paa os og faa meter foran os. Det var meget imponerende, de er godt nok store naar de kommer taet paa. De har et vingefang paa 3 meter (!) og vejer omkring 9 kg. Kaempe fugl. Vi var meget glade for at vi var taget derud, det var en stor oplevelse at se dem, og vi fik ogsaa nogle rigtigt flotte billeder med hjem. Dem maa I vente lidt endnu paa at se.

Dagen efter koerte vi videre paa vores sidste straek til Christchurch, hvor vi afleverede bilen. Dermed er det slut med at koere i venstre side af vejen for denne gang. Det er nu gaaet overraskende smertefrit, og det er utroligt hvor hurtigt man vender sig til det. Det hjalp selvfoelgelig ogsaa, at vi har vaeret igennem en raekke lande, hvor man ogsaa koerer i venstre side … Tanzania, Indien, Nepal, Thailand, Malaysia… ja, jeg tror faktisk ikke vi har haft hoejrekoersel siden Zurich. Et par andre eftertanker omkring bilkoerslen skal der ogsaa lige vaere plads til. Trods de lange afstande isaer i Australien, men til dels ogsaa her i New Zealand, er de fleste veje faktisk ret fine. Naar nu afstandene er saa store, saa saetter man ogsaa pris paa, at man maa koere 100 km/t paa landevejene (i Western Australia endda 110), for ellers tager det altsaa lang tid at daekke afstandene med vores danske 80 km/t. I Australien var trafikreglerne stort set som derhjemme, bortset fra i Melbourne, hvor de har en af de mest (undskyld sproget) fucked up regler for hoejresving (altsaa stort sving, da der jo er venstrekoersel). Det er en regel, de kalder for The Right Hook. Man kan blive saa frustreret over den regel, at man fristes til at saette bogstaverne “er” paa den regel. Hvorom alting er, naar man skal dreje til hoejre, skal man laegge sig helt ind til venstre af vejen, altsaa i venstresvingsbanen, og saa koere lidt frem indtil der begynder at blive roedt, og naar saa alle, der skal ligeud er koert frem eller holder tilbage, saa laver man et kaempe hoejresving paa tvaers af alle vejbanerne. Bizart. De paastaar at dets skyldes tilstedevaerelsen af sporvogne i byen, men den koeber jeg ikke. Det har man altsaa loest paa smartere maader andre steder. Her i New Zealand har de ikke the right hook, heldigvis. Til gengaeld er reglerne for at holde tilbage, naar man skal dreje i et kryds anderledes. I Danmark er det altid den, der skal lave det store sving (i Danmark altsaa venstresving) der skal holde tilbage for den der skal lave det lille sving. Jeg gaar ud fra, at det er lavet saadan fordi det er svaerere for den der skal lave det lille sving ogsaa at holde oeje med cyklister, fodgaengere osv. Det giver mening. I New Zealand er det lige omvendt. Saa naar man skal lave lille sving skal man godt nok se sig for, da man baade skal holde oeje med tvaergaaende trafik, modsatkoerende svingende, cyklister og fodgaengere. De to sidstnaevnte er der selvsagt kun i byerne, saa det letter selvfoelgelig tingene lidt, men hvorfor de har valgt at lave vigepligtsreglerne stik modsatte af saa vidt jeg ved alle andre lande er mig en gaade. Og saa en sidste ting – det kan godt vaere at koebenhavnske bilister foeler sig chikaneret af Bondams lukning af Noerrebrogade og andre bilistfjendtlige tiltag i trafikudformningen, men i Auckland tager de godt nok prisen. Her har man, som i en raekke andre storbyer, fodgaengergroent. Dvs. at naar der er groent for fodgaengere, saa er der groent for alle fodgaengere og roedt for alle bilister. Det betyder, at man fx kan gaa tvaers over et kryds, da alle bilister har roedt lys. Det er for saa vidt meget smart, men det graenser til chikane, naar fodgaengergroent kommer hele tiden, altsaa foerst er der groent for bilister i den ene retning, saa for fodgaengere, saa for bilister i den anden retning, og saa for fodgaengere igen osv. Kombineret med lidt groenpile her og der, saa goer det det altsaa rigtigt surt at misse et groent lys, da man kan holde i adskillige minutter og vente paa det naeste groenne lys. Da lyskurvene samtidig er med faa hundrede meters afstand, saa bliver det hurtigt rigtigt festligt. Anyways, hermed inspiration for trafikudvalget til den naeste studietur :-)

I morges floej vi saa fra Christchurch og her til Auckland, hvor vi saa har haft stoerstedelen af vores smaa ti timers ventetid, som vi har slaaet ihjel ved at vandre rundt inde i centrum. Om et par timer flyver vi saa til Samoa. Det betyder, at vi krydser hen over den internationale datolinje. Det er der ikke nogen af os der har proevet foer. Betydningen af det er lidt sjov. Lige nu er kl. 20.02 d. 18. februar her. Det samme goer sig gaeldende for os om 24 timer. Med andre ord oplever vi d. 18. februar to gange saa at sige. Lidt specielt, men en meget god historie.

Efter seks dage paa Samoa gaar turen igen videre, denne gang til USA, hvor foerste stop er San Fransisco.

Haaber I alle har det godt derhjemme,

Mange hilsner fra Betina og Erik

2 Comments »

Nyt fra New Zealand og billeder fra Australien

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
februar 10th, 2009

Hej alle,

Her kommer seneste nyt fra New Zealand, hvor vi i skrivende stund er naaet til adrenalin-hovedstaden Queenstown. Queenstown lever af at servicere turister (er faktisk den mest besoegte by i New Zealand paa trods af at her bor ret faa mennesker – vist nok omkring 10.000). De ydelser, man kan koebe af de mange turbureauer rundt omkring varierer var faldskaermsudspring, paragliding, jetboating, bungy-jumping, helikopter ture, rafting… you name it. Vi valgte at proeve jetboating, der, sandt at sige, faktisk var ret sjovt. Man sidder ca. 12-15 mennesker paa raekke i en baad drevet af to kraftige jetmotorer og farer saa nedad en flod og sejler saa taet paa klippevaeggene som overhovedet muligt. Det gaar derudaf med ca. 80 km i timen kun afbrudt af enkelkte 360 graders sving for at give lidt ekstra til oplevelsen. Lidt som en tur i rutsjebanen, men selvfoelgelig latterligt dyrt. 25 minutters tur koster godt og vel 300 kr. pr. snude… Man kan godt gribe sig selv lidt i at taenke at det hele er lidt et stort tivoli. Det er der faktisk ingen grund til, for Queenstown ligger i en ret smuk del af New Zealand omgivet af soer og bjerge. Naa, men Queenstown er fin nok for dem der vil have action, men man faar ret hurtigt nok af, at det stort set er det eneste byen tilbyder, og at det hele er en stor pengemaskine.

Naa, men for lige at gribe traaden fra hvor vi forlod jer sidst, saa var vi paa vej til Queen Charlotte Trekket allernordligst paa sydoeen. Vores to dages trek gik fint, men efter de to dage var vi ogsaa glade for at vi ikke skulle gaa de to sidste dage af trekket ogsaa. Der er ret smukt med en flot tempereret regnskov og gode udsigter til de mange fjorde, men det det saa til gengaeld ogsaa hele vejen. Efter en nat tilbage i Picton begav vi os af sted mod Nelson og Motueka ved Abel Tasman Nationalparken. Det var skoenne tre dage vi havde der. Vi havde igen booket et homestay, og det var en kanon oplevelse igen. Det viste sig, at vi skulle bo i et Annex til huset, der var tegnet (!) af den tidligere ejer (arkitekt). Det hele var meget oekologisk orienteret og integreret i naturen. Det betoed bl.a. at vi fik oekologisk morgenmad, plukkede frugt og salat til vores aftensmad i deres koekkenhave og … badet var udendoers. Godt vi ikke var der om vinteren, men da vejret var perfekt – 25-27 grader og solskin var det ret cool. Vi noed bare at vaere der og slappe af, men vi var da ogsaa paa vores bebudede tur i Abel Tasman Nationalparken, hvor vi sejlede i kayak en 3-4 timer. Ogsaa det var en rigtig god oplevelse, og kan varmt anbefales, men vi var ret traette i armene bagefter… :-)

Under vores ophold i Motueka begyndte vi desvaerre at faa lidt problemer med lejebilen. Begyndte at ryste og knirke og havde meget svaert ved at holde farten op ad selv smaa bakker. Vi ringede til udlejningsfirmaet, og de sagde, at vi var velkomne til at kigge ind forbi og faa set paa den. Problemet var bare, at det naermeste kontor var i Christchurch – 500 km den forkerte vej – eller 900 km den rigtige vej – her i Queenstown. Vi valgte at satse paa, at bilen holdt til Queenstown. Det gjorde den heldigvis. Nu har vi faaet den byttet til en anden. Stadig ikke noget fartmonster, men der er da ingen maerkelige lyde og rystelser, og den koerer ogsaa noget bedre.

Paa vejen fra Abel Tasman og ned til Queenstown overnattede vi to naetter i Franz Josef, der er en lille turistby med et eneste formaal – at servicere de turister, der vil se gletcherne i naerheden. Det gaelder generelt om vestkysten at man har det ret meget for sig selv. Paa hele vestkysten bor der ca. 30.000 mennesker, saa det er bestemt ikke overrendt. I vores guidebog stod der, at der var kun en ordentlig maade at se gletcherne paa – fra oven. Ergo, vi maatte hoste op med de penge der skulle til for at komme paa en halv times helikoptertur henover gletcherne og med en landing paa toppen for at tage billeder. Det var penge well spent – rigtig flot, og vi var ret heldige med vejret. Det er tit overskyet og regnvejr, men vi kom af sted med en del sol paa himmelen. I sig selv var det ret sjovt at flyve i helikopter; det var der ingen af os der havde proevet foer, og saa var det ogsaa som lovet en god maade at se gletcherne paa.

Vi er her i Queenstown et par dage endnu inden vi igen skal paa landevejen for at koere til Milford Sound, hvor vi skal paa et cruise og overnatte en enkelt nat paa skibet. Derefter foelger et par dage i Te Anau i Fiorland distriktet, ikke saa langt fra Milford Sound, hvorefter vi skal til Dunedin paa vestkysten inden vi vender snuden tilbage til Christchurch for at flyve videre til Samoa. Desvaerre er vores fly til Samoa blevet rykket, hvilket giver os 10 timers ventetid i Auckland. Skoent ikke? Naa, men det giver os paa den anden side en mulighed for at se lidt af Auckland og maaske faa shoppet lidt. Man kan virkelig maerke at den lokale dollar er langt nede, det er ret billigt baade at spise, bo og shoppe her nede.

Det var alt fra rejseskriveriet i denne omgang, men nedenfor foelger vores billeder fra Australien, som vi haaber i vil nyde.

Mange hilsner fra Betina og Erik

Udsigt over Perths skyline set fra den store Kings Park

Den smukke udsigt over havet fra vores skoenne lille resort i Denmark

En af de lokale… :-)

Et ikke helt usaedvanligt syn i Australien… lang lige vej… masser af den…

Ku’ ik’ la’ vaer’ ;-)

Et billede fra vores vintur i Margaret River omraadet. Vingaardene er ofte i sig selv et besoeg vaerd.

Den 1,8 km lange mole i Busselton

En af de obligatoriske… men en forstaaelig attraktion… Ayers Rock / Uluru

Kata Tjuta, der ligger kun ca. 20 km fra Ayers Rock var naesten endnu mere betagende.

Fluerne i det centrale Australien (og desvaerre ogsaa enkelte andre steder) er en for uindviede uforstaaelig stor plage. De elegante hovednet hjaelper ekstremt meget paa irritationen, men det goer champagnen ved solnedgangsturen ved Uluru lidt besvaerlig at indtage…

Nedenfor en stribe billeder fra vores to dage paa Kangaroo Island…

En af de mest overraskende oplevelse paa vejen mellem Adelaide og Melbourne i Mt. Gambier. The Blue Lake. Sigende navn, ikke? Den bliver blaa hver sommer uden at nogen rigtig ved hvorfor. Fantastisk flot synes vi, og sjovt fordi det var en sevaerdighed vi ikke rigtigt havde planlagt at se. Der er ikke manipuleret med farverne – saadan saa den ud.

Et flok billeder fra Great Ocen Road

Et par billeder fra cruiset paa Great Barrier Reef. Selvom det var flottest under vandet (hvor digitalkameraet ikke rigtig ville med ned) var det nu ogsaa ret flot over vandet.

Her er der snydt lidt, billederne er fra Sea World paa Guldkysten, men fiskene er gode nok og nogle vi saa paa revet

Man kan ikke tage i Sea World uden at se delfin-show… :-)

Blue Mountains med “de tre soestre i forgrunden”. Man kan godt lidt se det blaa skaer over traerne i horisonten, ik’?

Et af Sydneys to stoerste vartegn – Sydney Harbour Bridge

Utzons mestervaerk by night

4 Comments »

Endnu et nyt land…

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
februar 1st, 2009

Kaere alle,

Siden vi skrev sidst har vi forladt Australien og begivet os til New Zealand. Inden vi forlod Australien naaede vi lige at opleve nationaldagen – Australia Day – i Sydney. Dagen var en stor barbecue, og der var markeder og udstilling af veteranbiler i gaderne og den slags. Det var ret hyggeligt, men aergeligt, at det om eftermiddagen blev regnvejr for foerste gang i ugevis. Lidt aergeligt at det lige skulle ske den dag. Om aftenen var vi i operahusets koncertsal til en koncert med irsk folkemusik. Det loed lidt specielt, men vi syntes at det ville vaere sjovt at proeve at komme til en koncert i operahuset, og det var noget billigere at gaa til koncert end til en opera. Det viste sig bestemt ikke at vaere noget daarligt valg. Vi saa og hoerte et irsk ensemble, der kalder sig Masters of Tradition, og er en samling af de bedste irske musikere inden for hvert deres instrument. Det var alle tiders. Fra start til slut var det en stor oplevelse, og en af de stoerste koncertoplevelser, vi har haft. Saadan kan man nogle gange virkelig blive positivt overrasket. Det er ogsaa altid lidt nemmere naar man ikke har saa hoeje forventninger. Men som sagt – det var fed musik og dybt imponerende. Vi skal hjem og bestille et par cd’er.

Dagen efter Australia Day floej vi til Christchurch i New Zealand. Dermed er vi vist saa langt vaek hjemmefra som man naesten kan komme – rent geografisk i hvert fald. Til gengaeld er det nok det land, hvor mentaliteten har mindet mest om Danmark, som vi har vaeret i paa denne tur. Vi er her i New Zealand i godt og vel tre uger, og skal kun rundt paa sydoeen.

Efter et par dage i Christchurch, der, bevares, da var meget hyggelig, men ikke nogen stor oplevelse, lejede vi en bil og koerte op til den lille by Kaikoura et par hundrede kilometer norpaa paa oestkysten. Byen er beroemt for en population af hvaler der holder til kun faa mil fra kysten, da en dyb undervandskoeft goer, at der er meget dybt vand taet paa kysten. Vi var paa en hvalkiggertur – dyrt som bare pokker, men alle pengene hver. Hele tre hvaler fik vi set, og hvaler er heldigvis indrettet saadan, at naar de kommer op til overfladen, saa bliver de der typisk i en 5-10 minutter, saa man kan naa at faa et ordentlig blik paa dem. Det stoerste oejeblik er dog til sidst, lige inden den dykker, hvor man kan faa et flot billede af hvalens hale. Det var foerste gang at nogen af os saa hvaler, og det er i sandhed en oplevelse. Saa store dyr – utroligt. Udover hvaler boed Kaikoura ogsaa paa saeler og de store albatrosser, saa vi fik set lidt af hvert der.

Efter Kaikoura koerte vi yderligere nordpaa til en lille by ved navn Renwick, der ligger pladask midt i Marlborough vindistriktet, der isaer er beroemt – ogsaa i Europa – for deres Sauvignon Blanc. Vi indkvarterede os hos en familie, der tjente lidt ekstra ved at leje et par vaerelser ud. Det var en god oplevelse, og lidt anderledes end de evigt ens moteller og hostels. De havde et par cykler, vi kunne laane, til at koere en tur ud i vinmarkerne og besoege de forskellige vingaade. Det brugte vi det meste af loerdagen paa, og det var en rigtig god tur i dejligt varmt solskinsvejr. Bl.a. kom vi forbi vores favoritproducent – Cloudy Bay og smagte deres fantastiske Sauvignon Blanc. Det var primaert Sauvignon Blanc, der var en oplevelse hos de forskellige producenter, men der var ogsaa enkelte gode Pinot Gris’er imellem (ikke mindst den lille producent Gibson Bridge, der ogsaa havde hoestet utallige udmaerkelser for denne vin) og enkelte Pinot Noirs.

I dag (soendag) koerte vi videre til Picton, nord paa sydoeen. Der er herfra faergen til Wellington (hovedstaden paa Sydoeen) sejler. Vi skal dog ikke med faergen, men skal bruge de naeste par dage paa en vandretur paa Queen Charlotte Track, der gaar langs med fjorden af samme navn. Derefter tager vi igen bilen og koerer til Nelson og videre til Abel Tasman National Park, hvor vi haaber at komme ud at sejle i kayak.

Billeder fra Australien maa I vente lidt endnu paa, men jeg proever at finde et sted og tid, hvor jeg kan uploade nogle billeder.

Mange hilsner fra Betina og Erik

2 Comments »

Billeder fra Thailand, Malaysia og Singapore

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
januar 26th, 2009

Kaere alle,

Her er endelig nogle billeder fra vores tid i Thailand, Malaysia og Singapore. Se i oevrigt ogsaa, at vi i gaar skrev et indlaeg om den sidstes uges tids opelvelser.

Koh Phi Phi lidt fra oven

Vores lille strandhytte paa Koh Phi Phi

Betina foran vores hotelvaerelse paa Ao Nang… ingen havudsigt, men stadig helt ok… ;-)

Et par billeder af en af Koh Lipes smukke strande

Betina paa toppen af Langkawi i Malaysia. Udsigtspunkt paa det hoejeste punkt paa oeen. Bygget efter Schweizisk forbillede med kabelbane osv.

Theplantager i Cameron Highlands. Udover the dyrkes ogsaa jordbaer en masse… mums

Et par billeder af en smule regnskov lige uden for Kuala Lumpur, som er bevaret til forskningscenter

Vist nok en af de hoejeste hindu-gude statuer i verden… lige uden for Kuala Lumpur

Kuala Lumpurs “Twin towers” – aka Petronas Towers. Var paa et tidspunkt verdens hoejeste taarn(e). Billedet er taget fra vores hotelvaerelse (!). Nice.

Et par billeder fra kolonibyen Melaka

Malaysias faunas kronjuvel – naesehornsfuglen. Den er nu ogsaa ret flot…

Som en af de chauffoerer vi koerte med gjorde os opmaerksomme paa, Malaysia er et af de faa steder, hvor mange religioner kan leve sammen uden sammenstoed af stoerre art. Statsreligionen er islam, men der er ret store mindretal af baade hinduer og buddhister (og enkelte kristne ogsaa).

Nogle faa bygninger i Kuala Lumpur har overlevet siden kolonitiden…

Selvom de som saadan ikke er kristne, ikke hovedparten i hvert fald, i Singapore, goer de alligevel ret meget ud af julen, og der var flot pyntet op de fleste steder

Paa vores hotel blev julen fejret ved midnat med 30.000 balloner, der blev kastet ned over hovederne paa os. Ret festligt, men mindede mere om nytaar end om jul.

Et blik over Singapores skyline julenat fra vores hotelvaerelse

Vel nok Singapores mest kendte bygning… Raffles Hotel. Priserne gjorde dog, at vi valgte at proeve den obligatoriske Singapore Sling paa vores eget hotel…

 

Haaber, I nyder billederne. Vi proever at faa uploadet nogle billeder fra Australien snart. Der er nogle rigtige godbidder imellem :-) Nu er det nye EOS kamera nemlig kommet i sving, saa nu er der ingen undskyldning for halvgode billeder laengere…

Mange hilsner fra Betina og Erik

3 Comments »

Sidste nyt fra Australien

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
januar 25th, 2009

Kaere alle,

Her er sidste nyt fra Australien. Sidst vi skrev var vi i Melbourne. Melbourne var et rimeligt fornuftigt bekendtskab uden at vi dog var helt oppe og ringe over byen. Melbourne var den af de af Australiens byer, som vi havde besoegt paa det tidspunkt, der foeltes klart mest som en storby. Et fornuftigt centrum, hoejhuse og i det hele taget bare lidt mere storby end baade Perth og Adelaide, der var ret provinsielle i det trods der millionbystatus.

Efter Melbourne floej vi til Cairns for at komme ud paa Great Barrier Reef. Cairns var tropisk. Varmt og ekstremt fugtigt, ikke saerligt behageligt. Det var straks bedre, da vores fire-dages cruise paa revet startede. Bare det at komme ud paa vandet var super. Koralrevet viste sig at vaere akkurat lige saa fantastisk som forventet. Masser af forskellige og smukke farvestraalende koraller og tonsvis af fisk. Erik var ude at dykke to gange og for os begge blev det til masser af snorkling. Begge dele var helt fantastisk, og svaert at forestille sig meget smukkere. Paa dykket blev det saagar til baade skildpadder og hajer, saa det kunne ikke vaere meget bedre. Der var ogsaa god tid til at slappe af paa daekket. Cruiset var en super maade at se revet paa; det er bare noget andet, naar man kan overnatte derude ogsaa. Det kan varmt anbefales, selvom det er ret dyrt. Et enkelt minus var dog, at den lille baad ikke skulle have meget soegang foerend det foeltes ret voldsomt. Det kunne heldigvis klares med en soesygepille, saa ingen af os blev soesyge undervejs.

Efter tre gode dage paa vandet var det ogsaa godt at faa fast grund under foedderne igen. Vi blev sat af baaden et par hundrede kilometer laengere sydpaa end Cairns, i Townsville, hvor vi havde et fly til Sydney. Eriks foraeldre blev i Sydney, mens vi selv kun var i transit, og floej lidt nordpaa igen til Gold Coast for at besoege endnu to af vores gode venner. Vi boede hos dem i et par dage, og fik set guldkystens fantastiske strande, og Australiens udgave af SeaWorld. Begge dele var rigtigt gode oplevelser, og det var sjovt at bo hos dem et par dage. To dage senere floej vi tilbage til Sydney, hvor vi er nu.

Vi er i Sydney i fem dage, og flyver videre tirsdag til Christchurch i New Zealand. I morgen, mandag, er det Australia Day (nationaldag), saa vi glaeder os til at der bliver gang i den med koncerter, boder, fyrvaerkeri osv. I morgen aften skal vi ogsaa i operahuset for at hoere en koncert med irsk musik. Det bliver ogsaa sjovt at faa den oplevelse med. Vi var for et par dage siden paa rundvisning inde i Utzon’s flotte bygning, og selvom huset i sig selv er imponerende, er det mest imponerende naesten, at han designede den i slutningen af 50′erne. Utroligt fremsynet af Utzon, selv i dag virker bygningen naesten futuristisk i sit design. Derudover har vi brugt det meste af tiden her til bare at traske rundt i byen, der er den klart mest spaendende af Australiens byer. Beklager over for alle med en forkaerlighed for Melbourne, der ogsaa er et besoeg vaerd, men Sydney er bare bedst. I gaar var vi en tur ude i Blue Mountains, der var en noget turistet oplevelse, men stadig ok. Blue Mountains, der ligger ca. 110 km. vest for Sydney har faaet deres navn efter det blaalige skaer, der ligger over de traeklaedte bakker, og som skyldes fordampningen fra de mange eukalyptus traer. Vi var forberedt paa, at der kunne vaere koeligere end i Sydney, men koldt var der ikke. Paa vej tilbage til Sydney viste et skilt, at der var 41 grader. Da vi steg ud af toget, der gjorde heftig brug af aircondition, troede jeg at en ekstremt varm brise skyldtes udsuget fra airconditionen i toget. Det var det ikke… der var bare kanonvarmt. Det var trods alt lidt for meget af det gode.

Naa, men det var alt herfra i denne omgang. Efter en dejlig maaned i Australien glaeder vi os ogsaa nu til at komme videre til New Zealand, og isaer glaeder vi os til en masse naturoplevelser og at blive herre i egen bil igen.

Haaber i har det godt derhjemme, og kan holde varmen. Bliv endelig ved med at skrive tilbage paa bloggen – det er dejligt at faa nogle beskeder hjemmefra.

Mange hilsner fra Betina og Erik

2 Comments »

“Kangaroos and koalas next 500 km”

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Betina
januar 15th, 2009

Sidst vi skrev på bloggen var vi i Adelaide. Vi kan roligt sige at vi har oplevet meget siden da.

Efter et par overnatninger i Adelaide tog vi meget tidlig morgen af sted mod Kangaroo Island syd for Adelaide. Den to timer lange bustur ned til havnen blev ikke kedelig. Vi så nemlig flere kænguroer som hoppede rundt på markerne, vi kørte langs med.  Det var let overskyet og blæsende, så overfarten var mildt sagt en gyngende oplevelse. På kajen på Kangaroo Island fandt vi hurtigt frem til den minibus vi skulle køre rundt i sammen med 14 andre og vores guide fra Adventure Tours. Få minutter senere var vi allerede på vej mod første stop spændte på hvilke oplevelser dagen ville bringe os. Det skulle vise sig at blive en action packed dag. Vi fik set både koalaer, kænguroer, søløver, wallabies, emuer og papegøjer den første dag. Efter aftensmaden, som vi alle deltog i at lave, gik vi sammen med vores guide ud på en “night walk” for at se om vi kunne spotte flere kænguroer og andre dyr. Det var bælgragende mørkt så vi måtte bruge lygter og holde godt øje med hvor vi gik og holde tæt sammen. Heldigvis så vi ingen slanger! Til gengæld fik vi set flotte store kænguroer og wallabies, som hoppede rundt omkring den gård vi boede ved.

Den følgende morgen så vi sæler og klatrede rundt på “Remarkable Rocks”, kæmpe sten ved kysten som er millioner af år gamle. Senere gik vi på et lille hike langs med en flod som førte os helt ud til havet. En meget smuk tur og det var rart at få rørt sig lidt igen. Bagefter badede vi ved den bedste strand på Kangaroo Island før vi slttede tren af med pelikanfodring ved havnen. Her stod en sjov fisker og fodrede ca. 50 pelikaner. Det var noget af et syn!

Vi kom sent til bage til Adelaide den aften og fik pakket vores ting sammen før vi næste dag skulle starte vores næste lille road trip fra Adelaide mod Melbourne, bl.a. langs Great Ocean Road.

De følgende tre dage nød vi masser af sol, frisk havluft og selvfølgelig Great Ocean Road, som var en fantastisk køretur med masser af gode stop med udsigtspunkter og små gåture undervejs…og selvfølgelig De Tolv Apostle. På tredjedagen nåede vi Melbourne. Det var noget af en udfordring af komme igennem byens ensrettede gader og veje og vi undgik heller ikke betalingsvejen…Øv! Melbourne har udover de meget mærkelige trafikregler også et syret vejbetalingssystem, som er alt andet end turistvenligt. Vi endte med at måtte købe tre dagspas for 36 AUD for at undgå bøder. Det var vel at mærke for at køre på betalingsvej i ca. 1 time tilsammen i de tre dage!!! Ud over sådanne ting, så har det nu været rart at vi har haft vores egen bil at køre i.

I går, dagen efter vores ankomst snusede vi lidt til byen før vi om eftermiddagen kørte til Phillip Island med den berømte pingvinparade. Det kræver vist nærmere forklaring, så den kommer her:

Hver aften når det bliver mørkt kommer alt mellem nogle enkelte og op til tusinde pingviner op på stranden efter en eller flere dages fiskeri i havet. Landgangen er pingvinernes farligste del af dagen for de kan blive spist af både rovfugle og ræve. Derfor venter de på hinanden og går sammen i mindre flokke op mod klitterne, hvor de fodrer deres unger og hviler ud. Enkelte af dem har svømmet mere end 100 km, så de er ret trætte. Hele sceneriet er blevet en enorm tristattraktion og vi delte da også stranden med 2000 andre den aften. For ikke at forstyrre pingvinerne er der lavet afspærringer, så man ikke kan gå ned på stranden men må holde sig på tribunerne – ja, det mindede lidt om fodboldtribuner – hele tre store af slagsen. Naturfænomenet var selvfølgelig heller ikke gratis, men hvad gør man ikke for at få lov til at se små søde pingviner. De kom heldigvis også den aften, ligesom alle de forrige. Forsigtigt dukkede de op i strandkanten, ventede lidt på hinanden, tøvede lidt før de på bedste pingvinvis løb henover stranden og styrede mod klitterne. Det var et både sjovt og utroligt syn. Bagefter kunne vi gå rundt på træbroer i klitterne og helt tæt på se hvordan pingvinerne kaldte efter deres unger for at finde dem og deres huler. Inden vi kørte fra parkeringspladsen kiggede vi efter pingviner under bilen. Vi så ingen, men havde fået at vide, at pingvinerne ofte kommer helt ud på parkeringspladsen og vi ville ikke risikere at køre sådan en sød lille pingvin over.

I dag har vi sidste dag i Melbourne før vi flyver til Cairns og Great Barrier Reef. På dyrefronten har vi efterhånden også fået set de fleste på landjorden nu, så nu gælder det dyrelivet under vand. Erik er også lidt træt af at køre bil nu, så de næste dage på vand bliver nu rart. Vi håber på stille vejr, selvom det i øjeblikket ser ud til både regn og blæst i Cairns.

Vi nyder fortsat rejselivet i fulde drag, selvom der for tiden er en del praktiske ting, der sniger sig ind og tager tiden fra det væsentligste – alle oplevelserne. Men det er nu også rart en sjælden gang imellem at bruge en lille halv dag på hotellet og slappe lidt af og ordne div. praktiske ting.   

Hilsner fra Erik og Betina

          

1 Comment »

Down under

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Betina
januar 8th, 2009

Nu har vi vaeret i Australien i ti dages tid. Sidst vi skrev var vi paa vej til Dunsborough fra byen Denmark (som absolut intet har med Denmark at goere!). Dunsborough viste sig at at vaere et rigtig lille australsk ferieparadis med skoenne strande, seafood og masser af smaa vingaarde med dejlig vin.

Dagen efter vi ankom til Dunsborough havde vi arrangeret en vintur, hvor vi fire alene fik stillet en chauffoer/guide og en bil til raadighed. Vi bestemte selv hvilke vingaarde vi ville besoege og der var nok at vaelge fra – hele 141 vingaarde! Vi besoegte Voyager, Leuvin, Watershed og Lawrence Estate og slttede til sidst af med et besoeg paa et stort nyaabnet bryggeri. Saa var vi vist heller ikke helt appelsinfri laengere, for der blev skaenket rigeligt vin – gratis.

Den 3. januar besoegte vi byen Busselton, beroemt for sin 1,8 km. lange Jetty (=mole), hvorfra der fiskes og bades. Ude for enden var vi nede i deres Underwater Observatory otte meter under vand, hvorfra vi udaf tykke ruder kunne se smukker koraller og masser af fisk. Senere paa dagen gik turen op til Dunsboroughs gamle fyrtaarn, hvorfra der fra toppen var en storslaaet udsigt over kysten. Paa vejen tilbage badede vi ved en af de smukke strande foer vi koerte hjemad.

Naeste dag d. 4. koerte vi tidligt fra Dunsborough mod Mandrah, hvor vi skulle besoege et par af vores venner fra Sydamerikarejsen i 2004. Paa vejen slog vi et smut omkring Bunburrys Delphin Discovery Center lige tids nok til at komme helt taet paa to delfiner, som kom ind til kysten. En sjov oplevelse. Resten af vejen mod Mandurak gik langsomt fordi juleferien for alle australiere netop sluttede den soendag. Alle skulle hjem og arbejde…bare ikke os! Da vi endelig kom til Mandurah blev vi hjerteligt modtaget af Phill og Carol i deres smukke hus ved kanalerne. Her spiste vi frokost og fik snakket en masse foer vi satte kursen mod Perth.

Mandag d. 5. floej vi direkte fra Perth til Ayers Rock. Her blev vi i to naetter og naede alle de essentielle ture, dvs. solnedgang over Ayers Rock, solopgang over Ayers Rock og endelig en fantastisk tur ud til The Olgas. Maette af gode oplevelser fra The Red Center floej vi d. 7. videre til Adelaide, hvor vi stadig er. I dag har vi vaeret rundt i byen og i morgen sejler vi til Kangaroo Island. Her kommer vi forhaabentlig til at se endnu mere natur og maaske kaenguroer og koalaer!

Vi har det fortsat rigtig godt og glaeder os over alt det vi oplever og ser og ikke mindst alle de mennesker vi moeder paa vores vej. Det er ogsaa rart nu at vaere fire om at dele oplevelserne for en stund. Det er ogsaa dejligt at saa mange skriver til os paa bloggen, facebook og mailen. Ikke mindst glaedede jeg mig meget over alle de hilsner jeg fik paa min 28 aars foedselsdag. Vi er desvaerre lidt bagud med at besvare nogle af jeres mails og hilsner, men tiden har vaeret knap, saa indtil maa I noejes med bloggen.

Hilsner fra Erik og Betina

3 Comments »

Godt nytår!

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
januar 1st, 2009

Kære alle,

Her kommer en nytårshilsen fra det vestlige Australien. Vi har holdt nytår i en lille by ved navn Denmark (sjovt nok) på sydkysten af Australien næsten helt ud vest på.

Juleaften i Singapore var en oplevelse. Vi ankom til Singapore d. 23. december, og indlogerede os på et fint hotel (det var jo jul :-) – faktisk det eneste i Singapore, der er medlem af Leading Hotels of the World. Her havde vi også bestilt bord til vores juleaftensmiddag, så der var styr på det allerede. D. 23. gik vi en tur ud i Singapore. Kun et ord kan retfærdigt betegne Singapore – shopping. Der er malls over alt! Man kan ofte gå fra det ene til det andet endda underjordiske indkøbscenter. De er på hvert eneste gadehjørne. Nå, men efter lidt shopping (nyt Tag Heuer ur til Erik – det skal dog siges, at det gamle ur var gået i stykker…) fandt vi op til “hovedgaden” – Orchard Rd – der var absolut behørigt udsmykket med farvede julelys og nisser. Det var ret flot. Turistrådet i Singapore havde endda arrangeret at man kunne komme på en “lystur” op ad gaderne for at se udsmykningen, gratis og kun for turister. Super service, og det var ret flot.

Juleaftensdag regnede det det meste af dagen, så vi valgte at tage en slapper det meste af dagen, bortset fra en kort shoppingtur ;-) Det blev til lidt motion i hotellets fitness center, og vi sprang frokosten over, så vi var klar til julebuffeten. Den var også ret overdådig, men selvfølgelig med en masse ting vi absolut ikke forbinder med jul derhjemme. Det gjaldt bl.a. en kæmpe seafood buffet med østers, muslinger, tigerrejser, kammuslinger, vandmand (!) you name it. Af mere juleagtig mad lykkedes det også at få både and og kalkun, men flæskestegen må vente til næste år. Så var det jo godt at Betinas mor havde lavet også en julemiddag med flæskesteg på forhånd umiddelbart inden vi startede på vores rejse. :-)

Meget af set-up’et til denne julemiddag var ret nytårsagtigt. Vi fik udleveret plastikhatte, masker, truttehorn, knallerter osv. og tjenerinderne var klædt i sølvagtige kjoler der ledte tankerne hen på star trek. Det meste crazy af det hele var dog da klokken slog tolv til d. 25., hvor de i hotellets kæmpe atrium, hvori vi spiste vores middag, udløste ikke mindre end 30.000 balloner højt over vores hoveder. Det var ret sjovt, da de faldt ned over os, og jagten gik på at få smadret så mange som muligt så hurtigt som muligt. Ikke ret meget med jul at gøre, men stadig ret sjovt.

Efter juleoplevelsen og mere shopping d. 25. december (butikkerne har åbent næsten altid; en af dem beklagede dog at meddele, at de allerede lukkede kl. 18 på juleaftensdag… det er så i orden, tog vi flyet 2. juledag til Perth i Australien, hvor vi ankom omkring kl. 2 om natten til d. 27.

Perth viste sig ikke at være nogen kæmpe oplevelse. Byen er mere eller mindre på størrelse med København, men fornemmelsen af storby kan ligge på et relativt lille sted. D. 27. havde vi rimeligt store problemer med overhovedet at finde et sted at spise aftensmad, og centrum af byen kan mest prale af et antal butikker, og ikke ret meget kultur, arkitektur etc. Byen havde dog en rigtig fin park med en flot udsigt over centrum. Her tog vi en tur op en af dagene, og vi fejrede også Betinas fødselsdag d. 29. på en rigtig god restaurant i denne park.

I Perth mødtes vi med to venner fra en tidligere rejse til Sydamerika, der tog os med en tur rundt i byen, og vi fik en drink med en fin udsigt over byen. De var selvfølgelig meget nysgerrige for at høre vores rejseberetning, og vi var lige så glade for at fortælle den, så det var jo helt fint. Senere skal vi også mødes med andre venner fra den samme tur. Det er nu meget sjovt at mødes med dem her på deres egen “turf”.

Sent d. 28. ankom Eriks forældre til Perth for, for en tid, at slutte sig til de to verdensfarere. Da vi har lejet en bil så længe vi er her i Sydvestaustralien, hentede vi dem i lufthavnen. De var ret trætte efter en rejse på 36 timer…

D. 30. kørte vi sydpå fra Perth foreløbig til den lille by Denmark på sydkysten. En fiks lille tur på godt 400 km. Her fejrede vi nytår. Nytår gøres der ikke det store ud af hernede, og vi havde rimeligt store problemer med overhovedet at finde en restaurant hvor vi kunne fejre nytår. Nå, men det lykkedes da at få mad i maven, og champagnen tog vi tilbage på vores meget hyggelige resort.

I dag, d. 1. januar, kører vi videre vestpå til badebyen Dunsborough, hvor vi skal nyde det varme vejr ved stranden og poolen, og en af dagene også på vintur til vinområdet syd for byen, Margeret River – et af de bedste i Australien. Efter tre dage der, kører vi tilbage til Perth for at flyve ind til Ayers Rock.

Her fra de varme lande skal til alle jer derhjemme, eller hvor I nu befinder jer, lyde de bedste hilsner og ønsket og et godt og lykkebringende nytår.

Mange hilsner fra Betina og Erik

4 Comments »

Julehilsen fra troperne

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Betina
december 22nd, 2008

Kaere alle!

Klokken i Kuala Lumpur er halv ti om aftenen. Vi sidder paa hotellets 32. etage ved hver sin computer. Udenfor er der storslaaet udsigt til KL’s oplyste skyskrabere og julelysene nede langs gaderne. Det er saa smukt saa smukt. Paa trods af, at de fleste malayere ikke selv holder jul, goeres der alligevel meget ud af julen i KL. Stormagasinerne bugner af juleknas og -pynt. Gaderne er pyntet op med lys og dekorationer. Det er dejligt, at man kan faa lov til at fejre julen, selvom man er langt hjemmefra.

Men der er en meget vigtig del, der mangler for os alligevel - familien og vores venner. Pakkerne, flaeskestegen, ris a l’amanden og det aegte juletrae kan vi nok undvaere et enkelt aar, men at fejre julen uden familien og vennerne i naerheden, det er lidt haardt. Men i aar har vi valgt det saadan som en del af vores jordomrejse, og gudskelov har vi jo hinanden at fejre julen sammen med. Det er vi taknemmelige for. I det hele taget er vi taknemmelige for rigtig mange ting. Det bliver saerligt tydeligt for os hvor godt vi har det i Danmark, naar man oplever verden udenfor. Vi er priviligeret og heldige, bl.a. fordi vi har muligheden for at rejse og opleve, og fordi vi har familie og venner, som foelger os gennem glaeder og “sorger” paa vores rejse jorden rundt og i det hele taget. Alle de hilsner vi har faaet undervejs har virkelig varmet. Selvom man er to, kan man godt blive lidt ensomme sammen, og saa er det rart at faa hilsner hjemmefra og vide, at der er nogen derude som foelger med og er der. Det er ogsaa rart at kunne foelge lidt med i hvad der sker der hjemme. SAA BLIV ENDELIG VED MED AT SKRIVE!!!! (Det skal vi nok ogsa love at goere).

Vaebnet med nyt toej, sko, bamser, Guccitaske (ups!) og nye boeger koebt i KL’s utallige shoppingmalls, begiver vi os i morgen videre med fly til Singapore for at holde juledagene der. Vi har hoert, at det skulle vaere helt spetakulaert der med julelys, pynt, julemad mm. Det glaeder vi os til…naar vi nu ikke kan faa vores danske jul i aar er det er godt bytte synes vi… 

Vi oensker vores familie, venner, kollegaer og tidligere rejseledsagere en rigtig glaedelig jul og et godt og velsignet nytaar. Vi glaeder os meget til at se jer, naar vi kommer hjem til Danmark til foraaret.

Paa gensyn her paa bloggen i det nye aar

De bedste julehilsner, knus og tanker fra Erik og Betina

7 Comments »

Med kakerlak-express til Cameron Highlands…

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Betina
december 16th, 2008

Kaere alle nye og trofaste laesere! Her foelger sidste nyt fra vores rejse jorden rundt.

Efter nogle dejlig afslappende dage paa Gude-oeen Langkawi begav vi os videre med baad til Penang, som er en oe laengere sydpaa i Malaysia. Vi ankom i regn og torden. Det er naesten blevet den vanlige velkomst paa nye destinationer… Hurtigt fik vi en taxi (pirat), som koerte os til hotellet. Pirat-manden var toerstig efter flere penge og forsoegte hele vejen at overtale os til en guided tour oeen rundt dagen efter for kun ca. 50 danske kroner i timen. Billigt billigt, men vi ville ikke binde os allerede inden vi rigtig havde fundet ud af hvad Penang havde at byde paa.

Toerskoede naaede vi hotellet – Trader’s Hotel. Doerne til den fantastisk flotte hall blev aabnet og indenfor stod det smukkeste juletrae – mere end fem meter hoejt. Jeg fik naesten taarer i oejnene. Mens vi tjekkede ind paa vores fine hotel kunne vi hoere julemusik og fra en bod i hall’en blev der solgt julesmaakager og slik (det maatte vi selvfoelgelig koebe noget af…)

Efter en snak med personalet i hotellets turistinformation bookede vi en taxi for en hel dag, saa vi kunne se alle de ting, der laa udenfor gaa-afstand. Vi kunne vaelge mellem limosine eller almindelig bil. Vi valgte det sidste for at vaere bare lidt oekonomiske. Ca. 70 danske kroner pr. time skulle vi betale. Det var dyrere end pirat-mandens tilbus, men nok noget mere autoriseret.

En nat i himlen og en kaempe morgenmadsbuffet senere, sad vi i vores lejede taxi. Vores taxi-mand var meget snakkesaglig og kunne fortaelle os alt om oeen og dens sevaerdigheder paa perfekt engelsk. Herligt! Vi havde selv lavet en liste med ting, vi ville se (typisk os!). Vi besoegte bl.a. en tropisk frugtplantage, hvor vi spiste os maette i alverdens frugt, en sommerfuglepark, en krydderihave med spaendende lugte og fremmede krydderier og en raekke templer.

Naeste dag begav vi os paa egen haand ud i byen. Her opdagede vi, at Georgetown ikke ligefrem er en fodgaengervenlig by. Derfor koerer de allerfleste da ogsaa i bil, uanset om de bare skal hen om hjoernet. Vi sprang som fodgaengere for livet ude mellem biler og motorcykler, hoppede op og ned ad halve meter hoeje fortovskanter og hen over aabne kloakker med store fede rotter…Uff! Fire timer efter var vi hjemme igen. Saa var den by set… Resten af den eftermiddag slappede vi af og svoemmede i hotellets pool.

I morges stod vi saa tidligt op for at komme med bussen til Cameron Highlands. CH ligger oppe blandt boelgede groenne bakker og bjerge ca. 200 km nord for Kuala Lumpur. Pga. beliggenheden er klimaet meget frodigt og noget koeligere end i lavlandet. Af den aarsag dyrkes her tonsvis af jordbaer, the, roser og groentsager. Det er noget af det, vi skal nyde de naeste par dage.

En taxa koerte os til busstationen og kl. 8:00 kom bussen som planlagt, men, men, men. I forhold til resten af busserne paa stationen lignede vores en skrammelkasse. Oev! Taenkte vi. Hvorfor havde vi lige vaeret saa uheldige at booke den enste gamle bus? Ved godt mod stod vi nu alligevel paa bussen, for turen skulle kun tage 4 1/2 time, saa det skulle vaere til at holde ud. Vi blev klogere…

Bussen var moeg beskidt og efter ca. 3 timers koersel fik vi besoeg af en kakerlak…”Davs! Vi troede ellers vi havde efterladt jer i Indien?”. Men nej… Vores ikke helt lille kakerlak var en hurtig satan, saa det lykkedes os ikke at slaa den ihjel inden vi naaede til vores tisse-stop. “15 minut break” sagde chauffoeren.

Tre kvarter, et toiletbesoeg og en sneakers senere var vi stadig ikke koert fra tisse-stoppet. Vores kakerlak havde i mellemtiden hentet alle sine venner, som nu holdt en stoerre sammenkomst ved vinduet ud for saede 8 og 9 – vores pladser. Herligt! Desperat ledste vi efter alternative pladser i bussen. Erik fandt een, men da han rykkede derhen var der alligevel optaget…Af en stor fed kakerlak! Nu var gode raad dyre… Med bussens beskidte gardin trukket for kunne vi holde de stoerste af dem paa afstand. Saa var “problemet” naesten loest, saadan da… Nu havde resten af bussens passagerer ogsaa faaet besoeg. De fandt heller ikke gaesterne saerlig rare… Men kakerlakkerne skulle dog snart blive vores mindste bekymring…

Vores chauffoer var blevet traet og begyndte at gabe ret ofte. Snart efter sad han uroligt i sit saede, lavede oejengymnastik og masserede ansigtet. Der blev heller ikke sparet paa cigaretterne, som blev kaederoeget. Vi var nu naaet op i det bakkede terraen og vejen snoede sig op ad med stejle skrenter paa siderne… Vi holdt et skarpt oeje med vores traette chauffoer, som nu ogsaa talte med sig selv. Var han hallucineret ogsaa? – Det fandt jeg aldrig helt ud af… Kort tid efter maatte han pludselig bremse haardt for at undgaa at vi fortsatte ind i autovaernet! Saa blev bussen stoppet og vores chauffoer tog sig noget koldt vand i hovedet. Om han tog andet, saa vi ikke, men tilbage i bussen var han pludselig ikke traet mere, men naermest ret vaagen og lidt kaek. Bussen havde ogsaa faaet lidt mere fart paa i svingene… Det var ingen fest kan vi godt afsloere! Selv kakerlakkerne kroeb tilbage i deres skjul.

Syv timer senere (!) kunne vi aande lettet op. Vi var naaet frem til vores destination i live. Jeg var bekymret for om chauffoeren skulle koere bussen tilbage til Penang igen og overvejede serioest at stjaele noeglen til bussen, men det fik Erik talt mig fra. Udenfor bussen moedte vi en fyr fra vores hostel, som hurtigt koerte os den korte vej videre til vores hostel – Fathers Guest House. Det skal tilfoejes, at vi undervejs paa busturen via Eriks mobil tjekkede mails. Blandt dem var en mail fra Fathers Guest House (der hvor vi skulle bo), som advarede os imod at benytte netop det busselskab, som vi nu befandt os paa en bus fra! Det var meget betaenktsomt af dem, men vi opdagede desvaerre mailen for sent…

Paa Fathers Guesthouse blev vi hjerteligt modtaget, naermest som en del af familien. Vi fik en rundtur og fik anvist vores vaerelse, som til prisen er ret fint. Nu sidder vi og hygger med resten af gaesterne med DVD-film, internet og snakken i krogene. Her er mange unge backpackere, som har spaendende historier at fortaelle… I morgen skal vi paa en tur rundt i Highlandet, bla. til en the-plantage og en stor jordbaer-farm. Vi glaeder os til friske jordbaer!

Hilsner fra os begge.

1 Comment »

Malaysia (igen)

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
december 12th, 2008

Kaere alle,

Nu er vi endnu en gang naaet til Malaysia. Vi forlod jer sidst i Ao Nang uden for Krabi. Vi besluttede at tage et enkelt stop mere i Thailand inden vi fortsatte til Malaysia. Vi tog derfor til Koh Lipe, der ligger aller sydligst i Thailand. Oeen er endnu ret uudviklet, men vi fik at vide, at strandene skulle vaere rigtigt gode. Vi tog med minibus fra Ao Nang til en lille (!) kystby i Trang-provinsen syd for Krabi. Her var skaderne efter 2004-tsunamien stadig aabenlyse. Faergelejet var rent ud sagt et hul i jorden, og da vi blev sat af var vi ret meget i tvivl om hvorvidt der overhovedet ville komme en faerge dertil. Det gjorde der – vi skulle vente i halvanden time inden det skete, men der kom da en faerge. Faerge og faerge… det var i hvert fald noget der kunne sejle os til Koh Lipe. Tja… og saa alligevel… motoren gik selvfoelgelig i stykker da vi skulle til at sejle. Ham, der kunne reparere den var 50 km vaek, saa … mere ventetid. Naa, men han kom dog og yderligere to timer senere kunne vi endelig sejle mod Koh Lipe. Sejlturen dertil var ret meget en pestilens, idet billetkonduktoeren, kaptajen osv. alle havde taget deres boern med paa turen, der alle som en betragtede skibet som deres legeplads, og passagerne som naturlige forhindringer for deres leg.

Da vi endelig, efter 2 og en halv times sejlads naaede Koh Lipe var det en kaempe skuffelse. Det regnede. Koh Lipe er af en saadan stoerrelse, at man end ikke har en kaj, hvorfor man flyttes fra faergen og over i langhalebaade for at blive sejlet ind til stranden og resorts’ne. Ikke en super fed oplevelse i regnvejr. Naa, men ind til stranden kom vi da, og blev sat af… i den forkerte ende af stranden. Saa vi maatte vade med al vores oppakning, der trods en pakke fra Nepal til Danmark paa ca. 9 kilo, stadig foeles ret tung, langs stranden og hen til det resort, vi havde booket paa et turistkontor i Ao Nang.

Resortet var ogsaa en skuffelse. Totalt ligeglade ansatte, og stedet lignede en byggeplads. Alle hytterne var saadan set bygget faerdige, men de havde ikke gidet at fjerne al deres byggeaffald, der derfor laa i dynger rundt omkring hytterne. Vi havde besluttet ogsaa at tage en billig hytte, da vi havde boet ret dyrt i Ao Nang. Den var imidlertid langt fra vores forventninger. Betina naegtede prompte at bo der, og gik op i receptionen og forlangte at faa en bedre hytte. Det fik vi saa, men maatte selvfoelgelig ogsaa betale ekstra for det. Det var dog stadig efter danske forhold ret billigt, men i forhold til priserne i Thailand maa man sige, at det var dyrt og daarligt. Derfor, hvis det skulle vaere relevant for nogen, bo aldrig paa Lipe Resort, skodsted. Det foerste vaerelse var ret klamt, toilettet lignede et offentligt et af slagsen, end ikke traek og slip, og sengen var en tynd madras paa en plade krydsfiner. Der var ikke lagner i traditionel forstand, men et haandklaede i overstoerrelse, man kunne sove med. Det samme var tilfaeldet i den naeste hytte, vi kom hen til. Aldrig foer tror jeg at jeg har betalt for et hotelvaerelse, hvor man sover med haandklaeder… Saert. Da vi havde betalt paa forhaand valgte vi at blive boende, ellers var vi flyttet med det samme. Dagen efter havde vi endnu et sammenstoed med de ansatte, da Erik spurgte en af dem om de ville goere rent paa vores vaerelse. Laengere historie, men i hvert fald maatte Erik fortaelle dem et par ting om service og hoteldrift. Bl.a. paapegede vi i kasse med beskidte tallerkner i restauranten med flere hundrede fluer omkring sig, og spurgte dem, om de selv syntes det var i orden at have saadan noget svineri staaende. Alt i alt… skodresort. Vi indtog vores maaltider paa nogle af de andre resorts paa stranden … hvordan mon der ikke saa ud i koekkenet.

Hvad resortet ikke havde, havde stranden og oeen til gengaeld til fulde. Fantastiske strande med sand der foeles som bagepulver og helt turkisblaat vand. Nogle smaa rev taet paa stranden – ikke taet nok paa til at vaere generende naar man bader, men taet nok paa til at man kunne snorkle. Selv saa taet paa kysten var der fyldt med farvestraalende fisk – fantastisk. Koh Lipe kan varmt anbefales.

Onsdag fortsatte vi til Malaysia med en lille speedbaad til den toldfrie ferieoe Langkawi. Man maa sige, at det hele lige har faaet en tand ekstra her i forhold til Thailand. Det hele er lidt mere upscale, lidt mere tjekket og lidt dyrere. Thailand vs. Malaysia er nok et spoergsmaal om pengepungens stoerrelse og komfortkravene. Her er i hvert fald ret skoent. Vi bor paa et trestjernet resort med pool, laekker strand og der er som saadan alt det, der skal vaere. Vi har vaeret en tur inde til hovedbyen for at shoppe lidt og en tur oppe paa oens hoejeste punkt med en Oestrisk bygget cablecar (jeg sagde jo, at det var ret tjekket). I morgen tager vi videre sidst paa eftermiddagen – igen med baad – til oeen Penang laengere sydpaa. Det skulle tage 2,5 time. Der bliver i tre naetter. Derefter drager vi til Cameron Higlands inde paa land inden vi havner i Kuala Lumpur. Her flyver vi fra d. 23. for at fejre jul i Singapore.

Vi haaber at I alle har det godt derhjemme, og er rigtigt ved at komme i julestemning.
De bedste hilsner fra

Betina og Erik

4 Comments »

Billeder fra Nepal

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
december 7th, 2008

Kaere alle,

Saa lykkedes det endelig at finde et sted, hvor vi kunne uploade nogle billeder. I dette indlaeg er der billeder fra Nepal, og i et separat indlaeg nedenunder er der billeder fra Indien. Se ogsaa Betinas indlaeg endnu en tak laengere nede fra loerdag om vores tur til Phi Phi mv. Vi har her til morgen besluttet, at vi tagere videre i morgen mandag til oeen Koh Lipe, der ligger helt nede sydligst i Thailand taet paa graensen til Malaysia. Derfra kan vi ogsaa sejle til Malaysia (til oeen Langkawi, som vi har besluttet er vores naeste stop efter Koh Lipe).

 

Her vores uheldige helt – elefanten “Lucky” og dens “chauffoer”. Ser soed ud, men sikke et gemyt… :-)

Vi fik imidlertid set hvad vi kom for… naesehorn

Blik over soen i Pokhara

Pokhara set fra en faldskaerm

Byliv i Kathamandu (kaos)

Den superlange landingsbane i Lukla … aargh

At stige ud af flyet i Lukla er lidt som en tur tilbage i tiden…

Transport af varer og den slags foregaar paa yakokser…

…eller endnu mere manuelt

Betina foran en af den mange haengebroer i Khumbu-omraadet

… der byder paa fantastiske udsigter til nogle af verdens hoejeste tinder

Namche Bazaar

 

 

Everest (toppen lidt til venstre for midten af billedet, hvor der blaeser sne fra toppen) set fra Tengpoche klostret

Fornuftig udsigt (til Everest) fra vores lille og kolde vaerelse i Tengpoche

 Bedste hilsner fra Betina og Erik

3 Comments »

Billeder fra Indien

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
december 7th, 2008

Hej,

Her er billederne fra Indien…

Betina foran Gatewat to India ca. 50 meter fra Taj hotellet, hvor der var terrorangreb for nylig

Her vaskes der toej i Mumbai – kaempe stort omraade, hvor vaskemaendene vasker toej

Her faar vi vores foerste Thali – en indisk frokost ad libitum style. Smager fantastisk, og er ofte super billigt, og man kan som sagt spise til man revner

Lotus-templet i Delhi

Qtab Minar i Delhi

Humayans Tomb i Delhi, der tjente som inspiration for Taj Mahal i Agra

India Gate i New Delhi ved aftenstide

Vindenes palads i Jaipur

Water palace i Jaipur (sigende navn, ikke? ;-) )

og saa… the one and only… Taj Mahal. Fantastisk.

Lidt farver til salg i Orccha

Erik hoppede med turlederen af nattoget tidlig morgen paa en station for at straekke benene… vi var ikke alene

Byliv i Varanasi

Hinduistisk ceremoni ved flodbredden i Varanasi

Der er intet som et dyp i den hellige flod…

No Comments »

Nyt fra Thailand

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Betina
december 6th, 2008

Denne gang skriver vi fra Ao Nang i Krabi – et rigtig ferieparadis med hvide strande, thaimassage, laekker mad, sol…naesten da, for vejret i Thailand er ikke saa godt som det plejer at vaere paa dette tidspunkt. Thaierne undrer sig over det. Siger, at saadan plejer det slet ikke at vaere. Vi traekker bare lidt paa skuldrene, for “plejer” er faldet ud af vores ordforraad. Det findes ikke naar man rejser. Men hvad skal man da egentlig ogsaa med det? Det er jo netop eventyr, spaending…det uventede, der er krydderiet og det som rejser virkelig i bund og grund handler om.

Her paa bloggen goer vi dog alligevel den undtagelse. idet vi fortsaetter vores blog som “vi plejer”, nemlig derfra hvor vi sidst slap jer – Phuket.

Efter en nat der i et muggent hotelvaerelse var vi for alvor blevet ivrige for at komme ud paa Koh Phi Phi. Men, men, men. Chauffoeren fra dagen i forvejen ved Phuket lufthavn dukkede ikke op til aftalt tid – igen! Fem minutter over tiden og jeg stod allerede og forlangte manageren for hotellet at ringe efter to taxier (vi havde nemlig fundet et andet dansk/norsk par, der gerne ville med). Han mente dog at vi lige skulle vente “five more minuttes”. Men nej, det skulle vi i hvert fald ikke! Ikke en gang til skulle det lykkedes chauffoeren at sporelere vores laenge ventede oe-paradis. Jeg insiterede. Kort efter sad vi ikke i en taxa, men i managerens egen bil. Han koerte os personligt til baaden. Saadan! – Efter Nepal er vi blevet eksperter i det her.

Ombord kom vi og to timer efter var vi paa Phi Phi. Hurra! Jublen ville ingen ende tage, lige bortset fra at det altsaa var blaesende og overskyet. Men hvad, nu var vi her! Kort efter steg vi paa en saa kaldt long tail boat ejet af resortet. Vores lille paradis laa nemlig omme paa oestkysten paa en lille privat strand uden andre resort. Det rene paradis. Det kan imidlertid ikke kalde baadturen dertil! Pyha, der var storm og kaempe boelger. Vores lille baad gjorde hvad den kunne for at besejre boelgerne. Hold op hvor blev vi vaade. Da vi naaede stranden maatte vi pga. boelgerne enten svoemme resten af vejen ind eller hoppe over i en anden lille baad, som de saa trak ind. Bagagen gik de ind til land med hoejt haevet over hovedet.

Saa blev vi budt hjerteligt velkommen paa bedste thai maner. Vi fik drinks og blev fremvist vores bungalows. Vores var en skoen traehytte 10 meter fra strandkanten med en lille varenda, hvor man kunne ligge og hoere boelgerne eller se solopgangen. Resortet, stranden…det hele var ligesom vi havde droemt det.

Vejret paa Phi Phi blev hurtigt bedre. Heldigvis. Dagene blev brugt paa at koble af, gaa ture i den bagvedliggende jungle (med MANGE myg – fik lige 25 styks myggestik der – Troede kun myggesprayen var noedvendig morgen og aften – Oev!). Paa dag fire var Erik paa sit foerste dyk efter han havde taget certifikatet i DK. Jeg var med og fik snorklet for foerste gang. Dykkerturen var fantastisk. Erik fik set baade hajer, skildpadder, masser af farverige fisk, koraller…you name it. Jeg selv saa mange fisk og en enkelt skildpadde.

Efter i alt fire naetter paa Phi Phi tog vi videre med baad til Ao Nang ved Krabi. Ao Nang er et rigtigt ferieparadis, som man kender det lidt fra charterbladene. Baade Apollo og Spies er repraesenteret hernede og her er da ogsaa ret mange skandinavere. Men pyt med det! Det er rart ogsaa med lidt hjemlig hygge ind imellem. Efter baadturen blev vi koert ind til byen, hvorfra vi fandt et godt resort at paa paa. For lidt under 500 kr. pr nat har vi faaet et super deluxe room. Det er bare dejligt. Efter fire dage uden varmt vand og elektricitet paa resortet paa Phi Phi er det helt i orden synes vi.

I dag har vi vaeret paa en lang dagstur til Kao Sok National Park. Her skulle vi ifoelge programmet sejle i kanoer op ad floden og ridde paa elefanter. Det gjorde vi ogsaa, men hverken kanoturen eller elefantturen var noget saerligt. Vi saa ingen dyr andet end sommerfugle og et par giftige slanger og vores guide havde medbragt begge sine boern, hvoraf den ene var ret stoejende…Saa fugle saa vi ikke mange af. En enkelt Kingfisher blev det til. Den er nu ogsaa flot med helt orange naep og gyldenblaa krop. Vejret var paa hele turen noget skyet og til sidst med lidt regn. Men naar nu man er en dag vaek fra stranden goer det jo ikke saa meget.

Nu er vi tilbage i Ao Nang. Vejret er gaaet amok. Det staar ned i torve. Intet er som det plejer…men som sagt saa er det hele ideen med at rejse…

Hilsner fra Erik og Betina

1 Comment »

Til Thailand af bagvejen…

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Betina
november 30th, 2008

Saa er vi omsider naaet til Thailand. HURRA!!! Mens naermest hele verden forsoeger at komme ud er det lykkes os at komme ind nu. HURRA igen!

Men, men, men vi er ikke naaet til Koh Phi Phi i dag som det ellers var planlagt… Nu skal I faa historien. Den begynder paa vores afgangsaften fra Kathmandu d. 28. november.

Som manden hos Nepal Airlines havde raadet os til, tog vi MEGET tidligt i lufthavnen. Vi skulle flyve kl. 23:30 – vi stod i Kathmandus lufthavn allerede kl. 19:30. Det var der imidlertid ogsaa andre der gjorde. Ca. 60-70 stykker foran os! Heraf en stor gruppe nepalesiske drenge, der uden tvivl skulle flyve for foerste gang. Naa taenkte vi, det brude ikke give nogen problemer for der maa vaere mere end 200 saeder i flyveren. Paa det tidspunkt havde vi fundet ud af, at flyvet var overbooket med 17 passagerer + en lang venteliste.  

Vi stillede os i koe efter noeje at have aflaest hvilken een der synes at vaere kortest. I koeen talte vi med indtil flere mennesker, der havde vaeret ude i samme stormvejr med billetter som os. (Vi fandt ogsaa ud af, at de andre havde betalt for deres billetter og ikke bare havde faaet ombyttet dem! – endnu en gang blev vi bekraeftet i, hvor heldige vi var). Mens vi stod der i koeen small talkede jeg med nogle af vagterne og smilede meget venligt til alt hvad der var af lufthavnspersonale omkring os. Af erfaring efter tre uger i Nepal giver det en del good will… Uretfaerdigt, men saadan fungerer det.

Kort foer de skulle til at aabne skrankerne fandt vi saa pludselig ud af, at skranken vi stod ved slet ikke skulle aabne. Shit! taenkte vi. Nu ender vi bag i en af de andre koeer. Ahh nej! Men nej, nej, saadan gik det ikke. En af de maend jeg havde smilet og blinket til den sidste time vinkede os frem i en anden koe. Saadan! Men hvor var vi lige lidt flove overfor alle de ventende nepalesere. Men ok, vi var ude hvor alle kneb gaelder. Vi var faerdige med at vaere flinke. Vores koe begyndte indtjek foer de andre og snart kom vi til. Ved skranken saa manden mistaenkeligt paa vores mystiske billet (en saakaldt FIM billet fra Thai med en bekraeftelse ovenpaa fra Nepal Airlines). Saa tog han billetten i haanden og forsvandt… Vi holdt vejret. Tanekt hvis de ikke ville godkende den nu. Det ville ikke vaere til at baere. Manden kom tilbage. Billetten var god nok. Endelig nogle minutter senere kunne vi aande lettet op. Nu stod vi faktisk med to boardingkort i haanden. Saa blev der sms’et til familien. Vi var omsider efter alt kaoset i gaar kommet ud af Nepal…Naesten da.

Flyveturen tog 4 timer, hvor vi totalt udmattet faldt i soevn begge to. Soevnige landede vi i Kuala Lumpur. Med et blev det klart, at vi var tilbage i civilisationen. Her var alt hvad hjertet kunne begaere – og rene toiletter! Vi fandt hurtigt ud af at komme med toget ind til City. Her fandt vi ogsaa hurtigt et laekkert hotel, som desvaerre kun havde executive rooms tilbage. Pyt saa!

Efter at have nydt en stor morgenmad paa hotellet begav vi os lidt ud i byen. Vi havde ikke lige taenkt paa hvor varmt det var. Jeg var ifoert varmt toej var Kathmandu. Hoejhalet bluse og cowboybukser. Det var ca. 30 grader og MEGET fugtigt! Derfor fandt vi hurtigt ind i et af Kuala Lumpurs storcentre. Og et storcenter i Kuala Lumpur er altsaa et STORcenter. 14 etager og nok mere end 500 forretninger. Her kunne man faa alt! – Bl.a. spabad med fisk! Vi noejedes dog med lidt toej og andre fornoedenheder. Omkring os farede tusindvis af unge mennesker omkring os. Nogle klaedt i burka, andre med hot pans. Der var virkelig tale om en “melting pot”. Samme aften saa vi James Bond sammen med en masse Malayere. De elsker bare ham der James Bond – “My mane is Bond, James Bond” gentog de med asiatisk accent.

Efter en droemmenat paa hotellet i Kuale Lupur (den foerste rigtige seng i over en maaned!) tog vi til lufthavnen med toget igen. Transporten var lidt forsinket, men vi var da i lufthavnen lige to timer foer. Her kunne vi imidlertid ikke finde chek ind skranken. Vi fandt i stedet informationen, som kunne fortaelle os, at vi skulle skynde os til Kuala Lumpurs anden lufthavn 20 km derfra!!!! Fuck, Shit, aahh nej!!! Vi synes ellers at vi havde tjekket det, men de sidste dage har bare vaeret “system overload” i hovedet, saa den var aabenbart glippet alligevel. (Det viste sig, at der egentlig er tale om samme lufthavn, men at selve terminalen vi skulle fra laa 20 km derfra) Naa, men vi fandt os hurtigt en taxi, som koert os derud paa bare 15 minutter. Her naaede i snildt tjek in.

De foregaaende dage i Kathmandu havde vi haft fat i resortet paa Koh Phi Phi for at aendre vores lufthavns transfer fra Krabi til Phuket (som var eneste sted vi kunne faa billet til). Igennem mailvekslingen med dem, var vi paa forhaand blevet gjort opmaerksom paa, at vi skulle skynde os meget hvis vi skull naa faergen til Koh Phi Phi kl. 14:30. Derfor var det lidt Oev, da vi erfarede, at vores fly var forsinket med 20 minutter. Vi maatte forberede os paa en nat i Phuket by, men det var der jo ikke noget at goere ved. Nu var vi i det mindste i Thailand.

Da vi ankom til Phuket lufthavn saa det dog alligevel ud til, at vi kunne naa det. Nu afhang det af immgrationsskrankens hurtighed! De var hurtige nok og tids nok kom vi igennem og ud paa parkeringspladsen. Her skulle en chauffoer hente os og fraese os til baaden til Phi Phi. Men ak! Ingen chauffoer var at se. Vi kiggede og kiggede. Derefter ringede vi til resortet, som paastod, at manden var der med et skilt med vores navn paa. Vi kiggede desperat igen. Han var der altsaa ikke. Vi ringede igen. Nu ville vi ikke naa faergen – Santans! Pludselig kom fyren, der skulle hente os. Erik var roedgloedende af raseri! Manden paastod, at han havde siddet fast i trafikken paa en soendag i Phuket (hvor gaderne er helt tomme…). Gennem chauffoeren fik vi fat i resortet igen. Vi fortalte nu situationen, at de nu var skyld i, at vi ikke kunne naa faergen. Det endte med, at vi fik resortet til at betale hotelovernatning i Phuket til i morgen og at vi fik en gratis ekstra overnatning paa resortet i Phi Phi, saa vi alligevel faar i alt fire naetter derude som vi faktisk har betalt. Saadan! Vi er blevet ret gode forhandlere efter to maander i ulande.

Alt i alt er vi lykkelige og taknemmelige for, endelig at vaere kommet til Thailand mod alle odds. De seneste dage har vi vaeret gennem et billethelvede uden lige. Paa trods af, at flere tusinde mennesker forsoegte at komme ud fra Kathmandu udenom Bangkok fik vi en billet til samme dag til Malaysia. Utroligt! Det er svaert helt at forstaa og forklare hvordan det kunne lade sig goere. Jeg tror det handler om at vi var bedre til at “spille spillet” end de andre og manipulere os til vores vilje. Vi ved fra andre, at ventetiden for at komme ud fra Kathmandu er over en uge nu. Endvidere ved vi, at ventetiden paa at flyve fra Bangkok er 3 uger, hvis de da aabner. Det var GODT at vi kom videre, ellers kunne vi have siddet i Nepal i mange dage…

I morgen venter Koh Phi Phis strande…Hvis ikke chauffoeren sover over os igen… Hope not!

Hilsner fra Erk og Betina

6 Comments »

Kaoset fortsaetter…

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
november 28th, 2008

Well… I morges checkede vi ud af hotellet, og tog som planlagt hen til Thai Airways’ kontor for at faa dem til at udstede billetten til Nepal Airlines’ fly i aften kl. 23.30 til Kuala Lumpur. Paa trods af at vi var der praecis da de aabnede var der allerede en lang koe, og vi matte vente fem kvarters tid indtil det blev vores tur. Da vi endelig kom til fik vi at vide, at det var rigtigt, at de ville betale billetten til Kuala Lumpur, men at der saa skulle udstedes en saakaldt FIM, der er et fysisk dokument, der sikrer betaling flyselskaberne imellem i saerlige tilfaelde. Saadanne dokumenter kan imidlertid kun udstedes i lufthavnen, men det var ikke noget problem, forsikrede damen i skranken, vi skulle bare tage derud med det samme.

Som sagt saa gjort, vi tog dagens anden taxa til lufthavnen. Da vi naaede derud blev vi ret overraskede over karakteren af deres kontor. Det var et lille intermistisk kontor paa anden sal af en kontorbygning. Den foerste mand vi talte med fortalte os, at det kunne der overhovedet ikke vaere tale om, at udstede en FIM, da vi ikke skulle videre med et connecting flight ud af Thailand fra Bangkok. Det var i totalt modstrid med den besked vi nu havde faaet af Thais kontor downtown ikke mindre end tre gange. Her var vi noedt til at haeve stemmen, og kom nu til at tale med chefen derude. Efter intense overvejelser besluttede han, at de, givet den ekstraordinaere situation, alligevel ville udstede os en FIM, der altsaa goer det ud for en flybillet. Hurra taenkte vi, da vi fik overleveret det essentielle dokument. Gudskelov kiggede vi det igennem med en lup inden vi forlod kontoret; det viste sig nemlig, at de havde udstedt en billet til bookingklasse Y, der er economy, og vores reservationer var til Business Class (kode J), da der kun var ledige pladser paa Business Class. Det var dog ikke noget problem at faa aendret, men man skal godt nok vaere om sig for at faa tingene paa plads.

Derefter tog vi dagens tredje taxa til Nepal Airlines’ kontor for at faa bekraeftet vores reservationer. Klokken var efterhaanden blevet henad tolv, men vi havde reservationerne til kl. 15, saa det var ikke noget problem. Det var det saa alligevel. Da vi kom hen til Nepal Airlines, der var belejret af andre turister i et omfang, de nok ikke just er vant til, fik vi at vide, at vores reservation var blevet slettet. Total krise.. hvad foregaar der… vores reservation var jo til kl. 15! Manden, som tilfaeldigvis viste sig at vaere chefen for foretagenet beklagede, men sagde, at der ikke var noget han kunne goere, da alle pladser var solgt. Efter lidt undersoegen og raaben frem og tilbage forklarede han, at de grundet det store pres fra afviste Thai passagerer, havde besluttet sig for, efter at have talt med Thai, at slette alle ikke-billetudstedte reservationer kl. 11, hvorefter vores billetter var blevet solgt. Nu stod vi med et stykke papir, hvorpaa der stod at vi skulle flyve i aften, men uden pladser i flyet, og i hos Thai i lufthavnen havde de taget vores billetter mod at udstede FIM’en. Gode raad var dyre. Nu blev Betina hidsig, og fortalte dem, at det var deres problem, og at vi ikke forlod kontoret foer end de havde fundet os to pladser til i aften. Det havde chefen ikke meget forstaaelse for, og Erik proevede at glatte lidt ud, saa good cop/bad cop blev spillet til perfektion. Paa mirakuloes vis lykkedes det dem at fremskaffe to saeder til os, en paa business og en paa economy. HURRA. Hvordan gjorde de saa lige det… saare simpelt flyet er mega overbooket, og chefen fortalte os med lav stemmefoering, at det nok var en god ide at vaere i lufthavnen i god tid. Flyet er 23.30, vi har booket en transfer til lufthavnen kl. 19, saa det burde vaere rigeligt.

Dagens fjerde taxa tog os tilbage til vores hotel for at spise frokost. Helt bombede var vi begge efter en foelelsesmaessig rutschebanetur i saerklasse.

Dagens sidste goeremaal var endnu en penibel sag. Vi opdagede ret tidligt under vores ophold i Nepal, at de havde lavet en fejl i graensekontrollen. Vi har et visum til 30 dage, men under udloebsdatoen havde de ved en fejl kun givet os 15 dage, hvilket nok skyldtes, at alle andre i vores GAP gruppe kun havde et 15 dages visum, og at de saa havde overset, at vores var for 30 dage. Vi havde hele tiden taenkt, at det nok gik, for man kunne jo se paa entry stemplet, at der objektivt var sket en fejl. Alle problemerne de sidste par dage havde imidlertid gjort os paranoide, saa vi besluttede os for at tage paa immigrationskontoret for at faa det rettet – dagens femte taxa. De havde egentlig lukket, da vi naaede derhen, men det lykkedes os alligevel at faa rettet datoen. Saa er der i hvert fald en enkelt usikkerhedsfaktor mindre.

Dagens sjette taxa tog os hen til den internetcafe hvorfra dette indlaeg er skrevet. Her har vi booket nye billetter fra Kuala Lumpur til Phuket, saa, inshallah, gaar det hele forhaabentlig i orden. Vi toer dog ikke tro noget foer end vi sidder i det fly i aften. De fingre, vi bad jer om at krydse i gaar, skal gerne beholdes krydset indtil ca. kl. 19 dansk tid i aften.

Vi giver lyd fra os snarest, forhaabentlig med besked om at vi trods alle odds er ankommet til Malaysia/Thailand.

Mange hilsner fra Betina og Erik

4 Comments »

Chaos! (English post)

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
november 27th, 2008

Hi all,

(Bemaerk, at vi har lavet to indlaeg i dag. Beskrivelse af vores trekkingtur er i et indlaeg nedenfor. Dette indlaeg er paa engelsk og beskriver vores kvaler det sidste doegns tid med at komme ud af Kathamandu pga. problemerne i Bangkok. )

We promised some of our new-found friends, our travelling companions on the GAP tour through India and Nepal that at least one of our blog entries should be in English. We found this to be definately the right time.

Already the night before flying back to Kathmandu from Lukla, where our trek ended (below is an entry in Danish that describes our trek through the Everest region), we got word from Betina’s mother that there were problems in Bangkok. Since then, we have received so many text messages on the cell phone (thank heaven, it is working again) and e-mails from you out there. Thank you very much to all of you, it is comforting and warming to us that so many of you not only follow our journey, but also do your best to help us out, when problems arise.

Since we had heard that there were problems in Bangkok already before we got back to Kathmandu, the first thing we did was to turn on the telly at our hotel here in Kathmandu. Fortunately, we had BBC (it has often been the case in both India and Nepal that they have BBC rather than CNN), so we could easily get an update of the events in Bangkok, yesterday. It seemed pretty hopeless to go to Bangkok any time soon, and completely out of the question to go there today. Hence, yesterday, we tried all day to call Thai Airways’ offices both in Kathmandu and Bangkok to know if we were still supposed to show up at the airport, even though there weren’t going to any flight for us. As we didn’t manage to get hold of anybody by yesterday evening, we decided that we would just go to the airport this morning as planned, as there were little else we could do, since we hadn’t spoken to anybody. Then we were going to sort out the tickets at Thai’s office in the airport. We did not manage to get hold of our hotel in Bangkok to cancel our reservation either, but sent them an e-mail to cancel our reservation, which they have fortunately replied to by now.

This morning, we turned on the television only to find out that the Bangkok blocade was no longer the main story. Now, terror bombings in Mumbai were. We have not really got a close overview of the various places the bombings and shootings have happened, but at least it seems that there have been explosions at one of the restaurants that we ate at, and at two of the hotels that we had walked by when we were there. The hotel that we ourselves stayed at in Mumbai, were probably not target of any explosion of shooting, as it was relatively low-key compared to the Taj and Oberoi hotels. Our thoughts are right now with two of our new-found friends from the GAP trip, who were supposed to be in Mumbai around this time, we hope to hear from you soon that you are OK. We had also received a couple of text messages from you back home in DK, informing us of events in Mumbai – thank you.

This morning after having had our breakfast, we tried to call Thai Airways again, and this time with considerably more luck, which saved us a trip to the airport, as they could confirm that the flight to Bangkok today was indeed cancelled. Thereafter, we went to the Thai office here in Kathmandu to change our tickets. As the only destination of Thai Airways out of Kathmandu is Bangkok, there was little they could do for us more than changing our tickets to one of the following days, hoping for the situation in the Bangkok airport to ease. However, they did tell us that if we could get a ticket out of Kathmandu to any destination with any other carrier at all, they would be willing to exchange our ticket for a new of that airline. Having already yesterday done our research on the internet, we knew that the only viable other options were Nepal Airlines to Kuala Lumpur and Silk Airlines to Singapore. Hence, we decided to head for Nepal Airlines’ office to see if they could get us to Kuala Lumpur, as it would then be a relatively easy task to go from there to the Thailand Andaman coast (Krabi, Phuket or the like). At Nepal Airlines they told us there were no flights to Kuala Lumpur until tomorrow (Friday), and Thai is only willing to exchange the ticket if we can get on a flight on the same day, because, as they say, you never know if the airport is open tomorrow. We think not. Therefore we asked Nepal Airlines to reserve us two tickets for the Friday flight to Kuala Lumpur. They only had available seats in business class, so we called Thai Airlines to hear if this was OK. It was, but they still wouldn’t issue the tickets until tomorrow morning, given that the flight tomorrow is indeed cancelled. Hence, it all ended up with us having reservations for the tomorrow (late – 23.30) flight with Nepal Airlines to Kuala Lumpur. However, we still need to have the tickets issued, which we hope to have at Thai Airways’ office tomorrow morning, once it is confirmed that they do not fly tomorrow. And apparently, it will not cost us a dime extra. We keep our fingers crossed that nothing will go wrong, but is looks as if we are guaranteed to get out of Kathmandu some time tomorrow. Please also keep your fingers crossed for us. :-)

Anyways, once we got out of Nepal Airlines’ office, we suddenly noticed that all shops were closed, and couldn’t figure out why. We started walking along one of the main streets, New Road, and a little further ahead we saw that there had been bonfires in the streets and there were policemen everywhere. At that time we decided to go straight back to the hotel. There was chaos in traffic, bacause the inner city had been blocked. Here at the internet cafe next to the hotel, where we are sitting now, we have read that the chaos and riots here in Kathmandu has been due to the discovery of two missing teenagers’ dead bodies yesterday. They had been reported missing for weeks, and protesters are claiming that the police had not done enough to solve the crime. The situation is still a little tense here, with shops opening and closing all the time contingent on the presence of protesters nearby. However, we still feel relatively safe, and we stay around the hotel tonight and take a taxi to the Thai office tomorrow morning.

We are so happy to receive all of your comments, so please keep them coming. For those of you who have not yet written comments to us, remember that it is very easy to do so by registering – you only need to enter a username and a password.

Finally, here is a brief description of our trekking in the Everst region (more elaborate in the below post in Danish). The trekking, which was a total of ten days, started out with a domestic flight with a very small airplane (!) to Lukla. The landing in Lukla was itself a pretty interesting experience, as the runway is extremely short and located on a semi-flat part of a cliff. Anyways, we landed safely.. a group of Germans was as late as September not so fortunate when they collided with the face of the mountain – all died. The first two days were spent in the valley leading to the small town of Namche Bazaar. The trekking to there was nice and relatively easy going, as it more or less follows the river upstream. The stretch is what is often reffered to as “nepali flat”, which essentially means up and down, up and down all the time. Namche Bazaar, where we arrived after two days of trekking is a funny little town located amazingly beautifully in a southward facing valley that seems suited for a town like this. The altitude here is 3400, which is approximately 600 meters higher than Lukla, where we started. Most people stay in Namche two days to acclimatize, which we also did. Most people are then heading for Everest Base Camp. Unfortunately, we did not afford the time to do this trek, which is normally around 15 days, so instead we went into a side valley to visit the village of Thame with its monastry. Still, relatively easy trekking, which was actually typical for most of our days. The longest day we had was around four hours of trekking. In Thame, we felt the bitter cold for the first time. Temperatures at night drop to around minus 10 to 15 celsius, and most of the guesthouses, where we stayed, we literally build by thin pieces of wood with no heating inside whatsoever. So yes, you bet it was cold. Our sleeping bags were a bit too summerly for these conditions, as they were only suited to temperatures down to around plus 0 to 5 celsius. Thame was the first of three nights, where we experienced to wake up with frost on the inside of the windows. Brrrr…

After this cold experience, the next day (day 5), we walked almost back to Namche, before turning to the village of Khumjung, the largest of the area, and relatively untouched by tourism, as it is not on the road to Everest Base Camp. On day 6, we continued to the monastry of Thengboche, which is on the Everest Base Camp route. We were so lucky to have clear skies; it was so beautiful, the view towards Everest, Lhotse, Nuptse and Ama Dablan. We even had a view of Everest from our bedroom. Amazing… but cold… winter at 3800 meters is cold. By this time we were glad that we were not going all the way to Base Camp, as it would just get colder and colder. After spending one night at Thengboche, we walked back to Namche Bazaar, and the next two days we walked out of the valley back to Lukla again. We were pretty affraid that it should be bad weather in Lukla (fog), as it is pretty common that flights back to Kathmandu are cancelled or delayed. However, the weather in Lukla was clear and beautiful, so only a little fog in Kathmandu managed to delay us for about an hour, but this was perfectly acceptable as long as we got back to the civilization after 10 days that felt like going back in time with scarce electricity, no roads or wheels (transportation of goods is done by the means of humans or yaks…) and very little heating in the guesthouses apart from the only fireplace located in the dining room, which was hard to leave for bed.

All the best from the two of us, hoping to get moving tomorrow. We will keep you posted.
Betina & Erik

2 Comments »

Nyt fra Nepal

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Betina
november 27th, 2008

Hej igen!

Sidst vi slap jer var vi paa vej op i Himalayas bjerge, naermere bestemt Everestregionen paa et ti dages trek. Dette blogindlaeg starter fra hvor vi slap.

Mandag morgen meget tidligt d. 17. november blev vi hentet og sammen med vores trekkingguide Nawang begav vi os mod Kathmandus indenrigslufthavn. Pga. taage var vores lille fly forsinket i ca. en time. Lufthavnen var ikke meget andet end en ventesal, saa ventetiden foeltes lang. Endelig var vores fly klar til afgang. Kort efter lettede vores lille propelfly med plads til 20 passagerer fra lufthavnen. Paa flyveturen var vi heldige at sidde i hoejre side og kunne dermed se mange af Himalayas beroemte bjerge. Bl.a. Lotse og Everest fra flyveren. Efter ca. en halv time kom den lille bjergby Lukla (2800 m) til syne mellem bjergene i dalen. Landingsbanen var placeret paa en lav skraent paa bjerget. Vi landende uden problemer, selvom landingen for os synes lige lovlig spaendende. Helt saa heldigt var det ikke gaaet for 4 tyske turister og deres nepalesiske guider for et par maaneder siden. Da deres pilot lagde an til landing i Lukla var der tage. Flyvet floej ind med for lav hoejde og ramte frontalt ind i bjergvaeggen i stedet for landingsbanen. Alle blev draebt. “Big Fire…BOM!”, fortalte vores bjergguide Nawang livligt.

I Lukla moedtes vi med vores baerer, som skulle baere vores to gange 1o kilos tunge bagage fra bjergby til bjergby de naeste ti dage. Jobbet som baerer er eftertragtet fordi man paa en tur tjener ca. det samme som en landsbylaerer goer paa to maaneder.

Vi fattede vandrestavene og begav os i raskt tempo af sted mod foerste by – Manjo. Turen dertil gik forholdsvis ligeud henover grus og stenet terraen. Nepaleserne kalder en saadan nogenlunde sti uden stigninger for “Nepalese flat”. Alligevel kunne vi maerke pulsen og maatte hive lidt efter vejret i de knapt 3000 meters hoejde. Fremme i Manjo blev vi vist ind paa det thehus vi skulle overnatte paa. Vi fik et lille hjoernevaeresle paa 1. sal. Vinden pev ind, men soveposerne ville holde os varme om natten. Aftenen tilbragte vi nede i thehusets pejsestue sammen med 6-7 andre turister. Her fik vi mad og varmt appelsinsaft…uhm! Sengetid i Himalaya er allerede ved otte-tiden for man er tidligt oppe og den friske bjergluft og trekkingen goer een meget traet. Derfor laa vi ogsaa i hver vores sovepose med taeppe over os paa dette tidspunkt.

Naeste morgen gik vi af sted mod naeste bjergby Namche ved otte-tiden. Vejret var godt med enkelte skyer. Som dagen foer krydsede vi flere floder. Dette foregik paa over 1oo meter lange haengebroer, som gyngede godt i vinden – isaer ude paa midten hoejt over den brusende flod. Paa vejen til Namche blev vi passeret og passerede selv yakokser, koeer, heste og mange baerere, der hver isaer enten gik med proviant til bjergbyerne eller med turisters bagage. Enkelte af dem bar paa op til 70 kg! Yakokserne var kaempe store og havde lange skarpe horn, som man for alt i verden skulle undgaa. Derfor var det hurtigt ind til siden paa den smalle sti eller skraent, saa ”paraden” med den haeftige oppakning kunne komme forbi. Den sidste times tid op til Namche i 345o meters hoejde gik opad og opad. Det var haardt, men med Kilimanjaro in mente dog til at overskue.

Paa vejen ind gennem Namche by, som vel nok er den stoerste bjergby deroppe, stoedte vi paa en stoerre flok tibetanere der havde slaaet deres telte op. De var alle kommet over passene fra Tibet, en mindst ti dages vandring gennem sne og haard frost. Vi fik at vide at tibetanerne ikke var flygtninge, men var kommet til regionen for at saelge toej og andre varer. Naar de ikke har mere tilbage tager de den lange vej hjem igen.

I Namche var der noget, der mindende lidt om civilisation (selvom det jo egetnlig ikke var det vi var kommet for). Der var en lille bager, smaa butikker/boder og saagar internet! Vi spiste en varm aeblekage hver efter dagens anstrengelser. Resten af tiden blev brugt paa thehuset med laesning, varme drikke og snakken med andre turister. Enkelte af dem kunne berette om spandende ekspeditioner og bestigninger af bjerge og peaks i omraadet.

Vi blev i Namche i to naetter. Paa dag fire vandrede vi videre til naeste bjergby, Thame. Trekkingen var haard det sidste stykke, men vi naaede frem efter ca. 4 timer. Fra Kathmandu havde vi faaet stillet i udsigt, at vi skulle regne med 5-6 timers trek hver dag, saa fire timer var bestemt i orden. Vi kom til den lille by netop til at naa at se deltagerne af dette aars Everest Maraton naaede dagens maal i Thame. Taenk en gang at gennemfoere maraton her! Af samme grund var det svaert at finde ledige vaerelser i byen. Vi endte med et lille koldt vaerelse i et noget primitivt thehus, men som vores guide sagde ”it’s better than tents” - det var vi enige i. Det var nemligt blevet ret koldt efter vi havde bevaeget os laengere oip i hoejderne. Thame ligger i 38oo meter. Aftenen forloeb som de foregaaende ved kallelovnen i thehusets stue. Natten var meget kold og vi maatte sove med overtoej paa, hue og vanter for at holde varmen. Naeste morgen var der frost paa indersiden af vinduet…

   Vi drog af sted lige efter Everest Maraton-holdet (deres sidste dag) mod byen Khunjung i 385o meters hoejde. Stierne foerste os op og ned af dalene, over floder, langs skraenter og ind i skove. Langs med vejen havde vi atter fantastisk udsigt til Himalayas bjerge. Det bedste Everest view havde vi stadig i vente dagen efter. I Khungjung stoedte vi paa en gruppe tyskere, som ogsaa boede i vores thehus. Det var frygteligt koldt i thehusets stue, saa vi spurgte paent tyskere om der ikke kunne blive plads til os ude ved dem i udestuen hvor solen varmede. “Das ist gesetz”. Loed det vredt fra dem. Jeg spurgte igen og loed som om jeg ikke kunne forstaa poelsetysk, men frasen blev blot igen gentaget paa modersmaalet. Sikke en indspist gruppe. Hvor herre bevares. Taenk at staa midt i Himalaya og forlange at tale paa sit modersmaal! Kort efter vrissede samme poelsetysker af tjeneren: ” Ein, zwei, dreimal nudlensuppe!!!”. Stakkels tjener! Naa, men snart efter forlod poelsetyskerne deres pladser ifoert seler, tophuer og militaerbusker for at begive sig ud paa en lille travetur. Saa kunne vi faa varmen igen i udestuen.

Naeste morgen overhalede vi til al fryd poelsetyskerne paa vejen fra Khunjung til Temboche, turens haardeste trek. Vi startede i  3850 meter og skulle slutte i samme hoejde, men for at komme fra den ene lille bjergby til den naeste, maatte vi helt ned i dalen og op igen 600 meter. Pyha! Men vi klarede det fint, for formen var kommet igen. Baade vores guide og baerer var forbloeffet over vores hurtighed – Ha!

Temboche er en lille bitte by noget laengere oppe mod Mt. Everest. Fra vaerelset i thehuset (som var piv utaet og koldt som de andre steder) var der storslaaet udsigt direkte til Mt. Everest og Lotse. Det var ret fantastisk og der blev lige taget en masse billeder.  Om eftermiddagen var vi heldige at faa lov til at overvaere en buddistisk ceremoni oppe i det flotte buddistiske tempel, som Temboche er beroemt for. Vi sad paa taepper paa gulvet indenfor og kunne se og hoere hvordan munkene messede og spillede paa deres instrumenter. Templet var malet med flotte detaljerede tegninger overalt og der var hundredevis af levende lys. Det var en helt saerlig oplevelse. Inden vi gik derfra igen gav vi munkene et biddrag til renoveringsarbejdet af templet.  

Paa grund af kulden og forventet snefald blev vi enige med vores guide om at gaa fra Temboche en dag foer en beregnet. Vi blev derfor kun en nat i den lille guddommelige bjergby med udsigten til Everest og begav os den naeste dag tilbage til Namche. Hele vejen dertil snakkede vi om alle de laekre ting, vi skulle koebe der og spise om aftenen i soveposen. Guldbamser, kiks, snickers og cola for at naevne nogle. Der var doemt regulaert aedegilde den aften. Nu var vi ogsaa ved at vaere traette af trekking og saa frem til Thailands sol og strande kun faa dage vaek.

Naeste dag gik vi fra Namche til Pakhding, som ligger ca. to timer fra Lukla, hvor vi skulle med bjergflyet hjem. Vejret var raadet og koldt. Sneen var paa vej. Det var taaget hele vejen. Vi begyndte at blive urolige for vores fly fra Lukla to dage senere. Hvis taagen og skyerne ikke forsvandt kunne vi risikere at sidde fast i Lukla – en bittelille bjergby. Det var naesten ikke til at baere taenkte vi. Flyet til Bangkok skulle afgaa dagen efter fra Kathmandu og det ville vi bare naa. Vi skulle senere faa helt andre og uventede udfordringer…

I Pakhding var vi igen nede i 2600 meters hoejde og det kunne maerkes paa vejrtraekning og lunger. Nu kunne man traekke vejret uden anstrengelser igen. Om aftenen saa vi sammen med de faa andre turister og deres baerere en god dokumentarfilm om bestigningen af Everest i 1996 – det aar hvor mange mistede livet paa bjerget pga. en storm.

Turen fra Pakhding tilbage Lukla naeste dag gik nemt og solen skinnede. Vi skulle nok komme med et fly til Lukla tanekte vi. Om aftenen inviterede vi vores guide og baerer paa middag i thehuset. De fik lov at vaelge lige hvad de ville fra menuen. Isaer vores baerer havde svaert ved at tage imod denne gestus. Under middagen fik vi talt mere sammen med dem begge. Vores guide fortalte om sine bestigninger af nogle af 8000-meter bjergene og om sine planer med at bestige Everest naeste aar. Vores baerer fortalte os lidt omn livet i den lille bjergby han kommer fra og om sine boern. Han droemmer om at blive guide saa han kan tjene flere penge og give sine boern en uddannelse. Inden aftenen var slut gav vi dem begge et kort med en hilsen paa og en god portion drikkepenge som tak for turen. Begge var glade og tilfredse.

Naeste morgen i Lukla var det skyfrit og vi sad i thehuset lige bad landingsbanens hegn og ventede at se vores lille miniput-fly lande, saa vi kunne smutte ned i lufthavnen og hoppe paa det (ja, ikke meget sikkerhed der). Men intet fly kom. Telefonen ringede. Konen i thehuset fortalte at nu var der taage i Kathmandu. Oev, Oev! Heldigvis gik der ikke mere end en time foer vi kunne hoere lyden af propellerne paa flyveren. Inden vi gik fra thehuset velsignede thehusets kone os begge og gav os hver et buddsitisk toerklaede ”for good luck”.

I lufthavnsbygningen gik vi hurtigt gennem den saakaldte sikkerhedskontrol. En vagt sprugte ved indgangen om hvor vi kom fra. Vi svarede “Denmark”. Saa spurgte han “Mattis?” Vi svarede paent at ham kendte vi desvaerre ikke… Hvad mente manden? Troede han, at vi kendte alle i Danmark eller hvad? Manden spurgte nu igen, mens han rystede en aeske taendstikker. Naaah! “No matches sir”. Det var saa det sikkerhedstjek.

Flyveturen gik fint. Bagge sad vi med en foelselse af, at vaere baade heldige og priviligeret over alt det vi havde set og oplevet i Himalayas Everest Region. Det havde bestemt vaeret et lille eventyr! I Kathmandu skyndte vi os at tanede tv’et og hoere mere om situationen i Bangkok, som skulle vise sig at faa konsekvenser for vores videre rejse… 

 

1 Comment »

Kathmandu

Posted in Jordomrejse 2008-2009  by Erik
november 16th, 2008

Hej igen,

Nu er vi naaet til Kathmandu - Nepals pulserende hovedstad.

Pokhara viste sig som en helt anden verden end mange af de andre steder, vi har besoegt gennem vores vej gennem Indien og Nepal (og Tanzania for dens sags skyld). Byen er i hoej grad centreret om een ting – turisme. Det vrimler med souvenirshops, gadesaelgere, restauranter, touroperatoerer osv. Af Pokharas tilbud fik vi proevet en morgentur op paa en lille bakketop lidt uden for byen for at se solopgangen over Annapurna. Selvom vi var lidt uheldige med vejret, da der var lidt skyer, der skyggede for solen, saa var det stadig flot og en rigtig god oplevelse. Efter at have betragtet bjergenen fra bakketoppen gik vi ned til byen – en tur paa et par timer. Det var vores foerste fysiske aktivitet i flere uger, saa det var rart at faa roert sig lidt og vide, at kroppen alligevel er klar til vores trekkingtur, der starter i morgen (mandag). Derudover var jeg (Erik) ude at proeve paragliding. Vi var overraskende mange fra gruppen (8 ud af 15), der meldte sig til at proeve paraglidging med udsigt over Annapurna. Desvaerre var det en lidt skuffende oplevelse. Vi havde bestilt en ekstra lang tur paa en time, men vejret viste sig fra sin triste side med overskyet og naesten vindstille, saa en timelang tur var ganske enkelt ikke muligt. I stedet fik vi at vide, umiddelbart inden vi skulle af sted, at vi kun ville faa en halv time i luften. Det var imidlertid ogsaa langt fra virkeligheden, idet vi reelt kun kom til at flyve ca. 10 minutter. Det var en stor oplevelse -  naesten ligesaa stor som hanggliding i Rio. (Forskellen er, at paragliding er med faldskaerm, hanggliding med et dragelignende stativ). Alle der var med var ogsaa enige om, at det var oplevelsen vaerd, trods den korte tur og manglende udsigt over bjergene paa grund af skyerne. Da vi kom tilbage til byen havde vi et par skrappe toeser med i gruppen, der benhaardt fik forhandlet sig frem til, at vi fik 2/3 af pengene tilbage samt en gratis t-shirt. Saa vi endte faktisk med kun at betale 30 euro for turen og fik altsaa oveni koebet en t-shirt med i koebet.

Fredag koerte vi med bussen til Kathmandu. Vejen mellem Pokhara og Kathmandu er det taetteste man kommer paa en hovedvej i Nepal. Den er til gengaeld ogsaa asfalteret… det meste af vejen i hvert fald! Det var en bumpet affaere, men ogsaa flot, isaer til sidst, hvor vi naermede os Kathmandu dalen. Jeg stod og kiggede paa et kort over Nepal i dag, og det er ganske enkelt skrammende saa lidt infrastruktur der er i dette land. Ligesom vi derhjemme har flere typer af linier paa kort afhaengig af om der er tale om hovedveje, motorveje, landeveje osv. er der praktisk taget kun to typer her i Nepal. Vej eller sti… Dvs. om man kan koere med bil eller man kun kan gaa. I store dele af landet er der ingen veje, men derfor heller ingen biler, hvilket er tilfaeldet i Lukla, hvor vi flyver til i morgen. Det bliver skoent. Her inde i Kathmandu er der masser af biler, og isaer motorcykler, der er meget taet ved at koere ind i folk, og dytter naermest permanent. De har lov at koere alle steder, skoent gaderne som regel kun er ca. 4-5 meter brede. Ensrettede gader er ogsaa en by i Rusland. I kan selv forestille jer resultatet – kaos. Fortove er ogsaa forbeholdt saerligt udvalgte gader, saa man maa ofte springe for livet.

Vi bor midt i turistkvarteret Thamel, der selvfoelgelig er spaekket med butikker, der saelger alt det, de tror, turisterne gerne vil koebe. T-shirts, trekkingudstyr (fake hele moeget, selvfoelgelig, selvom saelgerne ofte proever at slippe af sted med at paastaa andet), smykker og diverse statuer og traeudskaeringer.

Den manglende infrastruktur i Nepal kommer ogsaa meget konkret til udtryk et par gange om dagen selv her i Kathmandu. Stroemafbrydelser er hyppige i hele Nepal, hvilket vi isaer oplevede gentagne gange i Chitwan nationalparken, men her i Kathmandu har de sat stroemafbrydelserne i system. Det betyder, at der paa alle hotellerne haenger en ugeplan for, hvornaar stroemmen ikke virker. I de perioder, laegges dele af byen toer for elektrcitet, for at undgaa at nettet bryder sammen pga. overbelastning. Holy s…! De fleste af hotellerne har deres egne generatorer, saa man alligevel kan se hvad man foretager sig, men en gaatur i byen i stroemafbrydelsesperioderne, hvis de den paagaeldende dag ligger om aftenen, er en ret interessant oplevelse.

Her i Kathmandu har vi nydt, at der har vaeret gode muligheder for at faa mad fra det internationale koekken. Mange restauranter serverer italiensk, indisk eller kinesisk mad og selvfoelgelig en masse fast food ogsaa. Der er ogsaa en raekke barer her, hvilket vi ikke just har vaeret vant til. I gaar var vi paa en bar der hed Tom & Jerry. De havde en raekke fodboldtroejer og halstoerklaeder haengende… I kender typen, og gaet hvad vi saa, da vi kom ind haengende over hovederne paa os… Forza Broendby. Det varmede helt om hjertet ;-) . Saagar Boldklubben Frem var repraesenteret med et toerklaede.

Her i Kathmandu er det ogsaa slut med vores grupperejse med GAP. Ligesom med Tucan i Sydamerika, har det vaeret en god oplevelse at rejse i en gruppe disse steder. Det har gjort, at vi, i lande som Indien og Nepal, har kunnet koncentrere os om at opleve sevaerdighederne, maden og kulturen og overlade alt det praktiske til vores turleder. Vores gruppe har ogsaa vaeret god, hvilket der selvfoelgelig aldrig er nogen garanti for, og vi har knyttet nye venskaber i bl.a. England, Canada, USA og Spanien. Selvom gruppeturen har vaeret en god oplevelse, glaeder vi os ogsaa til nu at vaere lidt for os selv. Vi sad i gruppen i gaar aftes og gjorde lidt status over de to lande. De fleste syntes at Indien havde vaeret en voldsom oplevelse. Personligt har jeg dog vaeret meget positivt overrasket over Indien. Jeg havde virkelig forventet noget meget slemt, og saa kan man som regel ogsaa kun blive positivt overrasket. Menneskerne var overraskende flinke, maden overraskende god, og sanseindtrykkene mange og imponerende. Der gaar nok nogen tid inden vi kommer tilbage, men jeg er til gengaeld ogsaa ret sikker paa at vi kommer tilbage.

De naeste ti dage, hvor vi tager paa trekking omkring Everest er det mere end tvivlsomt om I hoerer noget fra os, men vi har hoert at der skulle vaere et enkelt sted undervejs, hvor de har internet. Vi faar se. Mobilen virker stadig heller ikke her i Nepal; der er nok ikke nogen roaming aftale. Saa sms’er faar vi stadig ikke…

Mange hilsner fra Betina og Erik

7 Comments »

« Previous Entries