Beklager den – indrømmet – ekstremt lange ventetid, men internet viste sig at være nærmest ikke-eksisterende på Samoa og besynderligt svært at opdrive i USA, hvor alle nok har deres egen computer, og derfor ikke behov for internetcaféer. Men her kommer der endelig et måske sidste indlæg på bloggen (det kan være vi sammenfatter turen i et sidste indlæg senere). Der er også en masse billeder denne gang.

Da vi forlod jer sidst, sad vi i lufthavnen i Auckland og ventede på vores fly til Samoa. Vi fandt hurtigt ud af, at det var sandt hvad vi havde læst, folk fra stillehavsøerne er generelt flæskefede. Der var rigtigt mange svært overvægtige mennesker der skulle med samme flyver som os. Vi krydsede fingre for, at der ikke var nogen af dem, der skulle sidde ved siden af os. Det viste sig, at hende der sad ved siden af Erik var en lokal, og også godt i stand, men dog langt fra rekorden. Men jesus christ, de har et problem. Problemet består primært i, at de lever af bistand fra især New Zealand, og derfor ikke bekymrer sig stort for at sørge for at etablere nogle erhverv der kan forsørge dem. Det eneste de producerer er stort set kun de serviceydelser, som turisterne efterspørger. Og så turistet er Samoa trods alt alligevel heller ikke.

Desværre ankom vores fly til Samoa meget sent om aftenen/natten, så vi blev hentet i lufthavnen omkring halv to. Da vi skulle helt over i den modsatte ende af øen, ankom vi først til vores lille resort omkring halv fire. Ved første øjekast var vi noget skuffede. Selvom vi havde forventet at det var primitivt, så var især toiletforholdende noget mere primitive end vi havde håbet på og også mere primitive end næsten alle andre steder, vi havde været. Nå, men om natten er alle katte jo grå som man siger, og vi lagde os til at sove og håbede på en åbenbaring dagen efter. Den kom til fulde, da vi slog øjnene op og så den mest fantastiske strand lige ude foran vores lille sivhytte. Der var kridhvidt sand og et koralrev, der brød bølgerne nogle hundrede meter ude i vandet, så vandet ved stranden var dejligt roligt. Samtidig var der kun omkring 10-15 meter ud til hvor koralrevet startede, så man nemt kunne smutte en tur ud og se på korallerne og de helt utroligt flotte fisk, der holder til der. Snorkling i Thailand og Australien var fantastisk, men der var en måske endnu større artsrigdom på Samoa, og så var det samtidig lige ud for stranden.

Vi boede der i tre dage, inden vi trængte til luksus og derfor flyttede over på et resort tæt ved lufthavnen. Fem stjerner, international standard, pool og frem for alt aircon. Skønt. Her boede vi også i tre dage, og der var oveni købet et dykkercenter, så Erik kunne komme ud at dykke. En rigtig god oplevelse også.

Seks dage på Samoa gjorde os godt. Afslappede og lidt mere solbrune tog vi videre med fly til Los Angeles for derfra at komme videre til San Francisco. Det gik efter planen bortset fra at Betinas bagage strandede i LA. United, som vi fløj med, var dog rimeligt hurtige til at få den frem, så vi fik den allerede ca. 8 timer efter vi ankom til SF. San Francisco var et rigtigt fornuftigt bekendskab. Hyggelig by med rimelige afstande mellem seværdighederne og en god storbystemning i store dele af byen. De fleste, vi har talt med, anbefaler at man bor i det kvarter, der hedde Fisherman’s wharf, hvilket vi dog ikke gjorde. Vi havde fundet os et lille hyggeligt hotel tæt ved Union Square (The Andrews Hotel – anbefalelsesværdigt), og vi kunne bedre lide den mere klassiske storbycharme der var over kvarteret omkring Union Square end det meget turistede Fisherman’s Wharf. Under vores desværre lidt for korte ophold i SF, hvor man sagtens kan bruge en 4-5 dage, var vi en tur ude at se det nu nedlagte fængsel Alcatraz. Det var en rigtig spændende oplevelse - overraskende nok, idet Alcatraz jo dybest set blot er et nedlagt fængsel. Her blev vi guidet rundt vha. høretelefoner og et timelangt “foredrag”, der var indtalt af tidligere indsatte og ansatte. Super godt lavet. Derudover fik selvfølgelig set Golden Gate Bridge, men fik desværre ikke tid til at besøge Napa Valley for smage på den lokale druesaft. Det må blive næste gang.

Efter San Francisco fløj vi til Las Vegas, hvor vi havde reserveret en bil for  at stryge af sted til Grand Canyon samme dag som vi ankom. Derfor var vi lidt nervøse for, om flyselskabet skulle genere os ved at være forsinket, så vi ville komme meget sent ud til Grand Canyon. Det viste sig dog, at det ikke var flyselskabet (United), der var vores hurdle, men udlejningsfirmaet i Vegas. Vi endte med at stå i kø i omkring halvanden time for at få udleveret nøglerne til vores store Chrysler (Chrysler 300 for nørdernes skyld ). Det betød, at vi først nåede vores hotel i Grand Canyon omkring kl. 21. hvor det var mørkt. Dagen efter var vi ude at se solopgang over Grand Canyon og se en IMAX film om dalen. Grand Canyon er uden tvivl et storslået syn. Over frokost fortsatte vi mod Monument Valley, der ligger ca. 300 km. yderligere vestpå på grænsen til Utah. Der er langt færre turister i Monument Valley, der ligger i Navajo indianernes reservat, end i Grand Canyon, men oplevelsen er omtrent lige så storslået, og kan varmt anbefales. Meget smukt sted. Efter en overnatning og sightseeing i Monument Valley kørte vi tilbage til Grand Canyon og videre til den lille by Williams på Route 66, hvor vi overnattede. Dagen efter brugte vi på at køre en del af vejen af Route 66, der ellers ikke anvendes ret meget længere eftersom der er bygget motorveje til erstatning. Det var meget sjovt med en masse souvenirbutikker, der febrilsk forsøger at holde gang i hypet omkring Route 66 og en masse klassiske “dinere” i bedste 50′er stil med burgere og milkshakes der får tænderne til at løbe i vand. Ikke særligt sundt, men super nice alligevel.

Sidst på eftermiddagen nåede vi Vegas. Vegas må siges at være et ret specielt sted. Det er ikke uden grund at man siger “No place like Vegas”. Det er et inferno af neonlys, casinoer, restauranter, butikker, forlystelser, gigantiske shows, springvand og letpåklædte kvinder (der kører rent faktisk lastbiler op og ad the strip med det eneste formål at reklamere for escort piger vha. store bannere på siden af bilerne – crazy).

Vegas var sjovt, og vi fik brugt en del penge på shopping i stedet for gambling – det synes vi var sjovere at bruge pengene på. Men Vegas er heller ikke et sted man kan holde ud at være alt for længe ad gangen, så de par dage vi var der, var fint tilstrækkeligt.

Fra Vegas begyndte turen hjemad så, og vi fløj via Chicago til København. Det var en meget speciel følelse at komme hjem til Danmark. På en måde rigtig skønt at være hjemme igen, og på en måde også en lidt tom fornemmelse, når man er vant til at rejse videre og videre og videre hele tiden.

Vi er glade for, at så mange har fulgt vores oplevelser her på bloggen, og vi glæder os til at fortælle meget mere face to face med jer alle sammen. Glem ikke at se billederne fra New Zealand, Samoa og USA nedenfor.

De bedste hilsner fra Betina og Erik

PS: Siden vi kom hjem, har det været et værre bøvl med at få uploadet billederne, hvilket er en af grundene til at det har taget så lang tid. Det krævede derfor en opgradering af programmet. Det gjorde det til gengæld lidt lettere at uploade, og det ser også lidt anderledes ud nu, hvilket I kan se nedenfor.

Her kommer endnu en hilsen, denne gang fra en internetkiosk i Auckland lufthavn, hvor vi sidder og venter paa vores fly til Samoa, hvor der forhaabentlig venter sol, strand og frem for alt ren afslpaning. Siden vi skrev til jer sidst, i Te Anau, har vi vaeret en tur omkring Dunedin, der ligger paa oestkysten af sydoeen ret langt sydpaa. Byen er ret speciel, paa den maade, at den priser sig selv for at vaere den mest skotske repraesentant i New Zealand. Det er ogsaa rigtigt i et vist omfang, at en del bygninger, ikke mindst kirker har et ret anglikansk praeg. Om det saa lige er skotsk eller walisisk eller hvad ved jeg skal jeg ikke goere mig klog paa, men saerpraeget er der i hvert fald. Saa er Dunedin ogsaa den stoerste universitetsby paa sydoeen, hvilket ogsaa goer, at der er en lidt anderledes og mere levende stemning i byen end hvad tilfaeldet er for de fleste andre byer paa sydoeen. Dunedin var vi dog ikke voldsomt imponerede af, men vi er paa den anden side heller ikke taget til New Zealand for at se byer, men den flotte natur. Derfor tog vi bilen, og tog ud paa Otago halvoeen kun en lille times koersel fra Dunedin. Denne halvoe rummer noget ret unik natur, og der er paa relativt lille plads baade pingviner, saeler, soeloever og saa den store stolthed – albatrossen, naermere betegnet “Northern Royal Albatross”, der angiveligt skulle vaere den stoerste af albatrosarterne. Stor var den i hvert fald. Vi var ifoelge vores guide meget heldige med vejr osv., saa vi saa masser af kaempe albatrosser flyve rundt over hovederne paa os og faa meter foran os. Det var meget imponerende, de er godt nok store naar de kommer taet paa. De har et vingefang paa 3 meter (!) og vejer omkring 9 kg. Kaempe fugl. Vi var meget glade for at vi var taget derud, det var en stor oplevelse at se dem, og vi fik ogsaa nogle rigtigt flotte billeder med hjem. Dem maa I vente lidt endnu paa at se.

Dagen efter koerte vi videre paa vores sidste straek til Christchurch, hvor vi afleverede bilen. Dermed er det slut med at koere i venstre side af vejen for denne gang. Det er nu gaaet overraskende smertefrit, og det er utroligt hvor hurtigt man vender sig til det. Det hjalp selvfoelgelig ogsaa, at vi har vaeret igennem en raekke lande, hvor man ogsaa koerer i venstre side … Tanzania, Indien, Nepal, Thailand, Malaysia… ja, jeg tror faktisk ikke vi har haft hoejrekoersel siden Zurich. Et par andre eftertanker omkring bilkoerslen skal der ogsaa lige vaere plads til. Trods de lange afstande isaer i Australien, men til dels ogsaa her i New Zealand, er de fleste veje faktisk ret fine. Naar nu afstandene er saa store, saa saetter man ogsaa pris paa, at man maa koere 100 km/t paa landevejene (i Western Australia endda 110), for ellers tager det altsaa lang tid at daekke afstandene med vores danske 80 km/t. I Australien var trafikreglerne stort set som derhjemme, bortset fra i Melbourne, hvor de har en af de mest (undskyld sproget) fucked up regler for hoejresving (altsaa stort sving, da der jo er venstrekoersel). Det er en regel, de kalder for The Right Hook. Man kan blive saa frustreret over den regel, at man fristes til at saette bogstaverne “er” paa den regel. Hvorom alting er, naar man skal dreje til hoejre, skal man laegge sig helt ind til venstre af vejen, altsaa i venstresvingsbanen, og saa koere lidt frem indtil der begynder at blive roedt, og naar saa alle, der skal ligeud er koert frem eller holder tilbage, saa laver man et kaempe hoejresving paa tvaers af alle vejbanerne. Bizart. De paastaar at dets skyldes tilstedevaerelsen af sporvogne i byen, men den koeber jeg ikke. Det har man altsaa loest paa smartere maader andre steder. Her i New Zealand har de ikke the right hook, heldigvis. Til gengaeld er reglerne for at holde tilbage, naar man skal dreje i et kryds anderledes. I Danmark er det altid den, der skal lave det store sving (i Danmark altsaa venstresving) der skal holde tilbage for den der skal lave det lille sving. Jeg gaar ud fra, at det er lavet saadan fordi det er svaerere for den der skal lave det lille sving ogsaa at holde oeje med cyklister, fodgaengere osv. Det giver mening. I New Zealand er det lige omvendt. Saa naar man skal lave lille sving skal man godt nok se sig for, da man baade skal holde oeje med tvaergaaende trafik, modsatkoerende svingende, cyklister og fodgaengere. De to sidstnaevnte er der selvsagt kun i byerne, saa det letter selvfoelgelig tingene lidt, men hvorfor de har valgt at lave vigepligtsreglerne stik modsatte af saa vidt jeg ved alle andre lande er mig en gaade. Og saa en sidste ting – det kan godt vaere at koebenhavnske bilister foeler sig chikaneret af Bondams lukning af Noerrebrogade og andre bilistfjendtlige tiltag i trafikudformningen, men i Auckland tager de godt nok prisen. Her har man, som i en raekke andre storbyer, fodgaengergroent. Dvs. at naar der er groent for fodgaengere, saa er der groent for alle fodgaengere og roedt for alle bilister. Det betyder, at man fx kan gaa tvaers over et kryds, da alle bilister har roedt lys. Det er for saa vidt meget smart, men det graenser til chikane, naar fodgaengergroent kommer hele tiden, altsaa foerst er der groent for bilister i den ene retning, saa for fodgaengere, saa for bilister i den anden retning, og saa for fodgaengere igen osv. Kombineret med lidt groenpile her og der, saa goer det det altsaa rigtigt surt at misse et groent lys, da man kan holde i adskillige minutter og vente paa det naeste groenne lys. Da lyskurvene samtidig er med faa hundrede meters afstand, saa bliver det hurtigt rigtigt festligt. Anyways, hermed inspiration for trafikudvalget til den naeste studietur

I morges floej vi saa fra Christchurch og her til Auckland, hvor vi saa har haft stoerstedelen af vores smaa ti timers ventetid, som vi har slaaet ihjel ved at vandre rundt inde i centrum. Om et par timer flyver vi saa til Samoa. Det betyder, at vi krydser hen over den internationale datolinje. Det er der ikke nogen af os der har proevet foer. Betydningen af det er lidt sjov. Lige nu er kl. 20.02 d. 18. februar her. Det samme goer sig gaeldende for os om 24 timer. Med andre ord oplever vi d. 18. februar to gange saa at sige. Lidt specielt, men en meget god historie.

Efter seks dage paa Samoa gaar turen igen videre, denne gang til USA, hvor foerste stop er San Fransisco.

Haaber I alle har det godt derhjemme,

Mange hilsner fra Betina og Erik

Her kommer seneste nyt fra New Zealand, hvor vi i skrivende stund er naaet til adrenalin-hovedstaden Queenstown. Queenstown lever af at servicere turister (er faktisk den mest besoegte by i New Zealand paa trods af at her bor ret faa mennesker – vist nok omkring 10.000). De ydelser, man kan koebe af de mange turbureauer rundt omkring varierer var faldskaermsudspring, paragliding, jetboating, bungy-jumping, helikopter ture, rafting… you name it. Vi valgte at proeve jetboating, der, sandt at sige, faktisk var ret sjovt. Man sidder ca. 12-15 mennesker paa raekke i en baad drevet af to kraftige jetmotorer og farer saa nedad en flod og sejler saa taet paa klippevaeggene som overhovedet muligt. Det gaar derudaf med ca. 80 km i timen kun afbrudt af enkelkte 360 graders sving for at give lidt ekstra til oplevelsen. Lidt som en tur i rutsjebanen, men selvfoelgelig latterligt dyrt. 25 minutters tur koster godt og vel 300 kr. pr. snude… Man kan godt gribe sig selv lidt i at taenke at det hele er lidt et stort tivoli. Det er der faktisk ingen grund til, for Queenstown ligger i en ret smuk del af New Zealand omgivet af soer og bjerge. Naa, men Queenstown er fin nok for dem der vil have action, men man faar ret hurtigt nok af, at det stort set er det eneste byen tilbyder, og at det hele er en stor pengemaskine.

Naa, men for lige at gribe traaden fra hvor vi forlod jer sidst, saa var vi paa vej til Queen Charlotte Trekket allernordligst paa sydoeen. Vores to dages trek gik fint, men efter de to dage var vi ogsaa glade for at vi ikke skulle gaa de to sidste dage af trekket ogsaa. Der er ret smukt med en flot tempereret regnskov og gode udsigter til de mange fjorde, men det det saa til gengaeld ogsaa hele vejen. Efter en nat tilbage i Picton begav vi os af sted mod Nelson og Motueka ved Abel Tasman Nationalparken. Det var skoenne tre dage vi havde der. Vi havde igen booket et homestay, og det var en kanon oplevelse igen. Det viste sig, at vi skulle bo i et Annex til huset, der var tegnet (!) af den tidligere ejer (arkitekt). Det hele var meget oekologisk orienteret og integreret i naturen. Det betoed bl.a. at vi fik oekologisk morgenmad, plukkede frugt og salat til vores aftensmad i deres koekkenhave og … badet var udendoers. Godt vi ikke var der om vinteren, men da vejret var perfekt – 25-27 grader og solskin var det ret cool. Vi noed bare at vaere der og slappe af, men vi var da ogsaa paa vores bebudede tur i Abel Tasman Nationalparken, hvor vi sejlede i kayak en 3-4 timer. Ogsaa det var en rigtig god oplevelse, og kan varmt anbefales, men vi var ret traette i armene bagefter…

Under vores ophold i Motueka begyndte vi desvaerre at faa lidt problemer med lejebilen. Begyndte at ryste og knirke og havde meget svaert ved at holde farten op ad selv smaa bakker. Vi ringede til udlejningsfirmaet, og de sagde, at vi var velkomne til at kigge ind forbi og faa set paa den. Problemet var bare, at det naermeste kontor var i Christchurch – 500 km den forkerte vej – eller 900 km den rigtige vej – her i Queenstown. Vi valgte at satse paa, at bilen holdt til Queenstown. Det gjorde den heldigvis. Nu har vi faaet den byttet til en anden. Stadig ikke noget fartmonster, men der er da ingen maerkelige lyde og rystelser, og den koerer ogsaa noget bedre.

Paa vejen fra Abel Tasman og ned til Queenstown overnattede vi to naetter i Franz Josef, der er en lille turistby med et eneste formaal – at servicere de turister, der vil se gletcherne i naerheden. Det gaelder generelt om vestkysten at man har det ret meget for sig selv. Paa hele vestkysten bor der ca. 30.000 mennesker, saa det er bestemt ikke overrendt. I vores guidebog stod der, at der var kun en ordentlig maade at se gletcherne paa – fra oven. Ergo, vi maatte hoste op med de penge der skulle til for at komme paa en halv times helikoptertur henover gletcherne og med en landing paa toppen for at tage billeder. Det var penge well spent – rigtig flot, og vi var ret heldige med vejret. Det er tit overskyet og regnvejr, men vi kom af sted med en del sol paa himmelen. I sig selv var det ret sjovt at flyve i helikopter; det var der ingen af os der havde proevet foer, og saa var det ogsaa som lovet en god maade at se gletcherne paa.

Vi er her i Queenstown et par dage endnu inden vi igen skal paa landevejen for at koere til Milford Sound, hvor vi skal paa et cruise og overnatte en enkelt nat paa skibet. Derefter foelger et par dage i Te Anau i Fiorland distriktet, ikke saa langt fra Milford Sound, hvorefter vi skal til Dunedin paa vestkysten inden vi vender snuden tilbage til Christchurch for at flyve videre til Samoa. Desvaerre er vores fly til Samoa blevet rykket, hvilket giver os 10 timers ventetid i Auckland. Skoent ikke? Naa, men det giver os paa den anden side en mulighed for at se lidt af Auckland og maaske faa shoppet lidt. Man kan virkelig maerke at den lokale dollar er langt nede, det er ret billigt baade at spise, bo og shoppe her nede.

Det var alt fra rejseskriveriet i denne omgang, men nedenfor foelger vores billeder fra Australien, som vi haaber i vil nyde.

Mange hilsner fra Betina og Erik

Udsigt over Perths skyline set fra den store Kings Park

Den smukke udsigt over havet fra vores skoenne lille resort i Denmark

En af de lokale…

Et ikke helt usaedvanligt syn i Australien… lang lige vej… masser af den…

Ku’ ik’ la’ vaer’

Et billede fra vores vintur i Margaret River omraadet. Vingaardene er ofte i sig selv et besoeg vaerd.

Den 1,8 km lange mole i Busselton

En af de obligatoriske… men en forstaaelig attraktion… Ayers Rock / Uluru

Kata Tjuta, der ligger kun ca. 20 km fra Ayers Rock var naesten endnu mere betagende.

Fluerne i det centrale Australien (og desvaerre ogsaa enkelte andre steder) er en for uindviede uforstaaelig stor plage. De elegante hovednet hjaelper ekstremt meget paa irritationen, men det goer champagnen ved solnedgangsturen ved Uluru lidt besvaerlig at indtage…

Nedenfor en stribe billeder fra vores to dage paa Kangaroo Island…

En af de mest overraskende oplevelse paa vejen mellem Adelaide og Melbourne i Mt. Gambier. The Blue Lake. Sigende navn, ikke? Den bliver blaa hver sommer uden at nogen rigtig ved hvorfor. Fantastisk flot synes vi, og sjovt fordi det var en sevaerdighed vi ikke rigtigt havde planlagt at se. Der er ikke manipuleret med farverne – saadan saa den ud.

Et flok billeder fra Great Ocen Road

Et par billeder fra cruiset paa Great Barrier Reef. Selvom det var flottest under vandet (hvor digitalkameraet ikke rigtig ville med ned) var det nu ogsaa ret flot over vandet.

Her er der snydt lidt, billederne er fra Sea World paa Guldkysten, men fiskene er gode nok og nogle vi saa paa revet

Man kan ikke tage i Sea World uden at se delfin-show…

Blue Mountains med “de tre soestre i forgrunden”. Man kan godt lidt se det blaa skaer over traerne i horisonten, ik’?

Et af Sydneys to stoerste vartegn – Sydney Harbour Bridge

Utzons mestervaerk by night

Siden vi skrev sidst har vi forladt Australien og begivet os til New Zealand. Inden vi forlod Australien naaede vi lige at opleve nationaldagen – Australia Day – i Sydney. Dagen var en stor barbecue, og der var markeder og udstilling af veteranbiler i gaderne og den slags. Det var ret hyggeligt, men aergeligt, at det om eftermiddagen blev regnvejr for foerste gang i ugevis. Lidt aergeligt at det lige skulle ske den dag. Om aftenen var vi i operahusets koncertsal til en koncert med irsk folkemusik. Det loed lidt specielt, men vi syntes at det ville vaere sjovt at proeve at komme til en koncert i operahuset, og det var noget billigere at gaa til koncert end til en opera. Det viste sig bestemt ikke at vaere noget daarligt valg. Vi saa og hoerte et irsk ensemble, der kalder sig Masters of Tradition, og er en samling af de bedste irske musikere inden for hvert deres instrument. Det var alle tiders. Fra start til slut var det en stor oplevelse, og en af de stoerste koncertoplevelser, vi har haft. Saadan kan man nogle gange virkelig blive positivt overrasket. Det er ogsaa altid lidt nemmere naar man ikke har saa hoeje forventninger. Men som sagt – det var fed musik og dybt imponerende. Vi skal hjem og bestille et par cd’er.

Dagen efter Australia Day floej vi til Christchurch i New Zealand. Dermed er vi vist saa langt vaek hjemmefra som man naesten kan komme – rent geografisk i hvert fald. Til gengaeld er det nok det land, hvor mentaliteten har mindet mest om Danmark, som vi har vaeret i paa denne tur. Vi er her i New Zealand i godt og vel tre uger, og skal kun rundt paa sydoeen.

Efter et par dage i Christchurch, der, bevares, da var meget hyggelig, men ikke nogen stor oplevelse, lejede vi en bil og koerte op til den lille by Kaikoura et par hundrede kilometer norpaa paa oestkysten. Byen er beroemt for en population af hvaler der holder til kun faa mil fra kysten, da en dyb undervandskoeft goer, at der er meget dybt vand taet paa kysten. Vi var paa en hvalkiggertur – dyrt som bare pokker, men alle pengene hver. Hele tre hvaler fik vi set, og hvaler er heldigvis indrettet saadan, at naar de kommer op til overfladen, saa bliver de der typisk i en 5-10 minutter, saa man kan naa at faa et ordentlig blik paa dem. Det stoerste oejeblik er dog til sidst, lige inden den dykker, hvor man kan faa et flot billede af hvalens hale. Det var foerste gang at nogen af os saa hvaler, og det er i sandhed en oplevelse. Saa store dyr – utroligt. Udover hvaler boed Kaikoura ogsaa paa saeler og de store albatrosser, saa vi fik set lidt af hvert der.

Efter Kaikoura koerte vi yderligere nordpaa til en lille by ved navn Renwick, der ligger pladask midt i Marlborough vindistriktet, der isaer er beroemt – ogsaa i Europa – for deres Sauvignon Blanc. Vi indkvarterede os hos en familie, der tjente lidt ekstra ved at leje et par vaerelser ud. Det var en god oplevelse, og lidt anderledes end de evigt ens moteller og hostels. De havde et par cykler, vi kunne laane, til at koere en tur ud i vinmarkerne og besoege de forskellige vingaade. Det brugte vi det meste af loerdagen paa, og det var en rigtig god tur i dejligt varmt solskinsvejr. Bl.a. kom vi forbi vores favoritproducent – Cloudy Bay og smagte deres fantastiske Sauvignon Blanc. Det var primaert Sauvignon Blanc, der var en oplevelse hos de forskellige producenter, men der var ogsaa enkelte gode Pinot Gris’er imellem (ikke mindst den lille producent Gibson Bridge, der ogsaa havde hoestet utallige udmaerkelser for denne vin) og enkelte Pinot Noirs.

I dag (soendag) koerte vi videre til Picton, nord paa sydoeen. Der er herfra faergen til Wellington (hovedstaden paa Sydoeen) sejler. Vi skal dog ikke med faergen, men skal bruge de naeste par dage paa en vandretur paa Queen Charlotte Track, der gaar langs med fjorden af samme navn. Derefter tager vi igen bilen og koerer til Nelson og videre til Abel Tasman National Park, hvor vi haaber at komme ud at sejle i kayak.

Billeder fra Australien maa I vente lidt endnu paa, men jeg proever at finde et sted og tid, hvor jeg kan uploade nogle billeder.

Mange hilsner fra Betina og Erik

Her er endelig nogle billeder fra vores tid i Thailand, Malaysia og Singapore. Se i oevrigt ogsaa, at vi i gaar skrev et indlaeg om den sidstes uges tids opelvelser.

Koh Phi Phi lidt fra oven

Vores lille strandhytte paa Koh Phi Phi

Betina foran vores hotelvaerelse paa Ao Nang… ingen havudsigt, men stadig helt ok…

Et par billeder af en af Koh Lipes smukke strande

Betina paa toppen af Langkawi i Malaysia. Udsigtspunkt paa det hoejeste punkt paa oeen. Bygget efter Schweizisk forbillede med kabelbane osv.

Theplantager i Cameron Highlands. Udover the dyrkes ogsaa jordbaer en masse… mums

Et par billeder af en smule regnskov lige uden for Kuala Lumpur, som er bevaret til forskningscenter

Vist nok en af de hoejeste hindu-gude statuer i verden… lige uden for Kuala Lumpur

Kuala Lumpurs “Twin towers” – aka Petronas Towers. Var paa et tidspunkt verdens hoejeste taarn(e). Billedet er taget fra vores hotelvaerelse (!). Nice.

Et par billeder fra kolonibyen Melaka

Malaysias faunas kronjuvel – naesehornsfuglen. Den er nu ogsaa ret flot…

Som en af de chauffoerer vi koerte med gjorde os opmaerksomme paa, Malaysia er et af de faa steder, hvor mange religioner kan leve sammen uden sammenstoed af stoerre art. Statsreligionen er islam, men der er ret store mindretal af baade hinduer og buddhister (og enkelte kristne ogsaa).

Nogle faa bygninger i Kuala Lumpur har overlevet siden kolonitiden…

Selvom de som saadan ikke er kristne, ikke hovedparten i hvert fald, i Singapore, goer de alligevel ret meget ud af julen, og der var flot pyntet op de fleste steder

Paa vores hotel blev julen fejret ved midnat med 30.000 balloner, der blev kastet ned over hovederne paa os. Ret festligt, men mindede mere om nytaar end om jul.

Et blik over Singapores skyline julenat fra vores hotelvaerelse

Vel nok Singapores mest kendte bygning… Raffles Hotel. Priserne gjorde dog, at vi valgte at proeve den obligatoriske Singapore Sling paa vores eget hotel…

Haaber, I nyder billederne. Vi proever at faa uploadet nogle billeder fra Australien snart. Der er nogle rigtige godbidder imellem Nu er det nye EOS kamera nemlig kommet i sving, saa nu er der ingen undskyldning for halvgode billeder laengere…

Mange hilsner fra Betina og Erik

Her er sidste nyt fra Australien. Sidst vi skrev var vi i Melbourne. Melbourne var et rimeligt fornuftigt bekendtskab uden at vi dog var helt oppe og ringe over byen. Melbourne var den af de af Australiens byer, som vi havde besoegt paa det tidspunkt, der foeltes klart mest som en storby. Et fornuftigt centrum, hoejhuse og i det hele taget bare lidt mere storby end baade Perth og Adelaide, der var ret provinsielle i det trods der millionbystatus.

Efter Melbourne floej vi til Cairns for at komme ud paa Great Barrier Reef. Cairns var tropisk. Varmt og ekstremt fugtigt, ikke saerligt behageligt. Det var straks bedre, da vores fire-dages cruise paa revet startede. Bare det at komme ud paa vandet var super. Koralrevet viste sig at vaere akkurat lige saa fantastisk som forventet. Masser af forskellige og smukke farvestraalende koraller og tonsvis af fisk. Erik var ude at dykke to gange og for os begge blev det til masser af snorkling. Begge dele var helt fantastisk, og svaert at forestille sig meget smukkere. Paa dykket blev det saagar til baade skildpadder og hajer, saa det kunne ikke vaere meget bedre. Der var ogsaa god tid til at slappe af paa daekket. Cruiset var en super maade at se revet paa; det er bare noget andet, naar man kan overnatte derude ogsaa. Det kan varmt anbefales, selvom det er ret dyrt. Et enkelt minus var dog, at den lille baad ikke skulle have meget soegang foerend det foeltes ret voldsomt. Det kunne heldigvis klares med en soesygepille, saa ingen af os blev soesyge undervejs.

Efter tre gode dage paa vandet var det ogsaa godt at faa fast grund under foedderne igen. Vi blev sat af baaden et par hundrede kilometer laengere sydpaa end Cairns, i Townsville, hvor vi havde et fly til Sydney. Eriks foraeldre blev i Sydney, mens vi selv kun var i transit, og floej lidt nordpaa igen til Gold Coast for at besoege endnu to af vores gode venner. Vi boede hos dem i et par dage, og fik set guldkystens fantastiske strande, og Australiens udgave af SeaWorld. Begge dele var rigtigt gode oplevelser, og det var sjovt at bo hos dem et par dage. To dage senere floej vi tilbage til Sydney, hvor vi er nu.

Vi er i Sydney i fem dage, og flyver videre tirsdag til Christchurch i New Zealand. I morgen, mandag, er det Australia Day (nationaldag), saa vi glaeder os til at der bliver gang i den med koncerter, boder, fyrvaerkeri osv. I morgen aften skal vi ogsaa i operahuset for at hoere en koncert med irsk musik. Det bliver ogsaa sjovt at faa den oplevelse med. Vi var for et par dage siden paa rundvisning inde i Utzon’s flotte bygning, og selvom huset i sig selv er imponerende, er det mest imponerende naesten, at han designede den i slutningen af 50′erne. Utroligt fremsynet af Utzon, selv i dag virker bygningen naesten futuristisk i sit design. Derudover har vi brugt det meste af tiden her til bare at traske rundt i byen, der er den klart mest spaendende af Australiens byer. Beklager over for alle med en forkaerlighed for Melbourne, der ogsaa er et besoeg vaerd, men Sydney er bare bedst. I gaar var vi en tur ude i Blue Mountains, der var en noget turistet oplevelse, men stadig ok. Blue Mountains, der ligger ca. 110 km. vest for Sydney har faaet deres navn efter det blaalige skaer, der ligger over de traeklaedte bakker, og som skyldes fordampningen fra de mange eukalyptus traer. Vi var forberedt paa, at der kunne vaere koeligere end i Sydney, men koldt var der ikke. Paa vej tilbage til Sydney viste et skilt, at der var 41 grader. Da vi steg ud af toget, der gjorde heftig brug af aircondition, troede jeg at en ekstremt varm brise skyldtes udsuget fra airconditionen i toget. Det var det ikke… der var bare kanonvarmt. Det var trods alt lidt for meget af det gode.

Naa, men det var alt herfra i denne omgang. Efter en dejlig maaned i Australien glaeder vi os ogsaa nu til at komme videre til New Zealand, og isaer glaeder vi os til en masse naturoplevelser og at blive herre i egen bil igen.

Haaber i har det godt derhjemme, og kan holde varmen. Bliv endelig ved med at skrive tilbage paa bloggen – det er dejligt at faa nogle beskeder hjemmefra.

Mange hilsner fra Betina og Erik

Efter et par overnatninger i Adelaide tog vi meget tidlig morgen af sted mod Kangaroo Island syd for Adelaide. Den to timer lange bustur ned til havnen blev ikke kedelig. Vi så nemlig flere kænguroer som hoppede rundt på markerne, vi kørte langs med.  Det var let overskyet og blæsende, så overfarten var mildt sagt en gyngende oplevelse. På kajen på Kangaroo Island fandt vi hurtigt frem til den minibus vi skulle køre rundt i sammen med 14 andre og vores guide fra Adventure Tours. Få minutter senere var vi allerede på vej mod første stop spændte på hvilke oplevelser dagen ville bringe os. Det skulle vise sig at blive en action packed dag. Vi fik set både koalaer, kænguroer, søløver, wallabies, emuer og papegøjer den første dag. Efter aftensmaden, som vi alle deltog i at lave, gik vi sammen med vores guide ud på en “night walk” for at se om vi kunne spotte flere kænguroer og andre dyr. Det var bælgragende mørkt så vi måtte bruge lygter og holde godt øje med hvor vi gik og holde tæt sammen. Heldigvis så vi ingen slanger! Til gengæld fik vi set flotte store kænguroer og wallabies, som hoppede rundt omkring den gård vi boede ved.

Den følgende morgen så vi sæler og klatrede rundt på “Remarkable Rocks”, kæmpe sten ved kysten som er millioner af år gamle. Senere gik vi på et lille hike langs med en flod som førte os helt ud til havet. En meget smuk tur og det var rart at få rørt sig lidt igen. Bagefter badede vi ved den bedste strand på Kangaroo Island før vi slttede tren af med pelikanfodring ved havnen. Her stod en sjov fisker og fodrede ca. 50 pelikaner. Det var noget af et syn!

Vi kom sent til bage til Adelaide den aften og fik pakket vores ting sammen før vi næste dag skulle starte vores næste lille road trip fra Adelaide mod Melbourne, bl.a. langs Great Ocean Road.

De følgende tre dage nød vi masser af sol, frisk havluft og selvfølgelig Great Ocean Road, som var en fantastisk køretur med masser af gode stop med udsigtspunkter og små gåture undervejs…og selvfølgelig De Tolv Apostle. På tredjedagen nåede vi Melbourne. Det var noget af en udfordring af komme igennem byens ensrettede gader og veje og vi undgik heller ikke betalingsvejen…Øv! Melbourne har udover de meget mærkelige trafikregler også et syret vejbetalingssystem, som er alt andet end turistvenligt. Vi endte med at måtte købe tre dagspas for 36 AUD for at undgå bøder. Det var vel at mærke for at køre på betalingsvej i ca. 1 time tilsammen i de tre dage!!! Ud over sådanne ting, så har det nu været rart at vi har haft vores egen bil at køre i.

I går, dagen efter vores ankomst snusede vi lidt til byen før vi om eftermiddagen kørte til Phillip Island med den berømte pingvinparade. Det kræver vist nærmere forklaring, så den kommer her:

Hver aften når det bliver mørkt kommer alt mellem nogle enkelte og op til tusinde pingviner op på stranden efter en eller flere dages fiskeri i havet. Landgangen er pingvinernes farligste del af dagen for de kan blive spist af både rovfugle og ræve. Derfor venter de på hinanden og går sammen i mindre flokke op mod klitterne, hvor de fodrer deres unger og hviler ud. Enkelte af dem har svømmet mere end 100 km, så de er ret trætte. Hele sceneriet er blevet en enorm tristattraktion og vi delte da også stranden med 2000 andre den aften. For ikke at forstyrre pingvinerne er der lavet afspærringer, så man ikke kan gå ned på stranden men må holde sig på tribunerne – ja, det mindede lidt om fodboldtribuner – hele tre store af slagsen. Naturfænomenet var selvfølgelig heller ikke gratis, men hvad gør man ikke for at få lov til at se små søde pingviner. De kom heldigvis også den aften, ligesom alle de forrige. Forsigtigt dukkede de op i strandkanten, ventede lidt på hinanden, tøvede lidt før de på bedste pingvinvis løb henover stranden og styrede mod klitterne. Det var et både sjovt og utroligt syn. Bagefter kunne vi gå rundt på træbroer i klitterne og helt tæt på se hvordan pingvinerne kaldte efter deres unger for at finde dem og deres huler. Inden vi kørte fra parkeringspladsen kiggede vi efter pingviner under bilen. Vi så ingen, men havde fået at vide, at pingvinerne ofte kommer helt ud på parkeringspladsen og vi ville ikke risikere at køre sådan en sød lille pingvin over.

I dag har vi sidste dag i Melbourne før vi flyver til Cairns og Great Barrier Reef. På dyrefronten har vi efterhånden også fået set de fleste på landjorden nu, så nu gælder det dyrelivet under vand. Erik er også lidt træt af at køre bil nu, så de næste dage på vand bliver nu rart. Vi håber på stille vejr, selvom det i øjeblikket ser ud til både regn og blæst i Cairns.

Vi nyder fortsat rejselivet i fulde drag, selvom der for tiden er en del praktiske ting, der sniger sig ind og tager tiden fra det væsentligste – alle oplevelserne. Men det er nu også rart en sjælden gang imellem at bruge en lille halv dag på hotellet og slappe lidt af og ordne div. praktiske ting.   

Hilsner fra Erik og Betina

Dagen efter vi ankom til Dunsborough havde vi arrangeret en vintur, hvor vi fire alene fik stillet en chauffoer/guide og en bil til raadighed. Vi bestemte selv hvilke vingaarde vi ville besoege og der var nok at vaelge fra – hele 141 vingaarde! Vi besoegte Voyager, Leuvin, Watershed og Lawrence Estate og slttede til sidst af med et besoeg paa et stort nyaabnet bryggeri. Saa var vi vist heller ikke helt appelsinfri laengere, for der blev skaenket rigeligt vin – gratis.

Den 3. januar besoegte vi byen Busselton, beroemt for sin 1,8 km. lange Jetty (=mole), hvorfra der fiskes og bades. Ude for enden var vi nede i deres Underwater Observatory otte meter under vand, hvorfra vi udaf tykke ruder kunne se smukker koraller og masser af fisk. Senere paa dagen gik turen op til Dunsboroughs gamle fyrtaarn, hvorfra der fra toppen var en storslaaet udsigt over kysten. Paa vejen tilbage badede vi ved en af de smukke strande foer vi koerte hjemad.

Naeste dag d. 4. koerte vi tidligt fra Dunsborough mod Mandrah, hvor vi skulle besoege et par af vores venner fra Sydamerikarejsen i 2004. Paa vejen slog vi et smut omkring Bunburrys Delphin Discovery Center lige tids nok til at komme helt taet paa to delfiner, som kom ind til kysten. En sjov oplevelse. Resten af vejen mod Mandurak gik langsomt fordi juleferien for alle australiere netop sluttede den soendag. Alle skulle hjem og arbejde…bare ikke os! Da vi endelig kom til Mandurah blev vi hjerteligt modtaget af Phill og Carol i deres smukke hus ved kanalerne. Her spiste vi frokost og fik snakket en masse foer vi satte kursen mod Perth.

Mandag d. 5. floej vi direkte fra Perth til Ayers Rock. Her blev vi i to naetter og naede alle de essentielle ture, dvs. solnedgang over Ayers Rock, solopgang over Ayers Rock og endelig en fantastisk tur ud til The Olgas. Maette af gode oplevelser fra The Red Center floej vi d. 7. videre til Adelaide, hvor vi stadig er. I dag har vi vaeret rundt i byen og i morgen sejler vi til Kangaroo Island. Her kommer vi forhaabentlig til at se endnu mere natur og maaske kaenguroer og koalaer!

Vi har det fortsat rigtig godt og glaeder os over alt det vi oplever og ser og ikke mindst alle de mennesker vi moeder paa vores vej. Det er ogsaa rart nu at vaere fire om at dele oplevelserne for en stund. Det er ogsaa dejligt at saa mange skriver til os paa bloggen, facebook og mailen. Ikke mindst glaedede jeg mig meget over alle de hilsner jeg fik paa min 28 aars foedselsdag. Vi er desvaerre lidt bagud med at besvare nogle af jeres mails og hilsner, men tiden har vaeret knap, saa indtil maa I noejes med bloggen.

Hilsner fra Erik og Betina

Her kommer en nytårshilsen fra det vestlige Australien. Vi har holdt nytår i en lille by ved navn Denmark (sjovt nok) på sydkysten af Australien næsten helt ud vest på.

Juleaften i Singapore var en oplevelse. Vi ankom til Singapore d. 23. december, og indlogerede os på et fint hotel (det var jo jul – faktisk det eneste i Singapore, der er medlem af Leading Hotels of the World. Her havde vi også bestilt bord til vores juleaftensmiddag, så der var styr på det allerede. D. 23. gik vi en tur ud i Singapore. Kun et ord kan retfærdigt betegne Singapore – shopping. Der er malls over alt! Man kan ofte gå fra det ene til det andet endda underjordiske indkøbscenter. De er på hvert eneste gadehjørne. Nå, men efter lidt shopping (nyt Tag Heuer ur til Erik – det skal dog siges, at det gamle ur var gået i stykker…) fandt vi op til “hovedgaden” – Orchard Rd – der var absolut behørigt udsmykket med farvede julelys og nisser. Det var ret flot. Turistrådet i Singapore havde endda arrangeret at man kunne komme på en “lystur” op ad gaderne for at se udsmykningen, gratis og kun for turister. Super service, og det var ret flot.

Juleaftensdag regnede det det meste af dagen, så vi valgte at tage en slapper det meste af dagen, bortset fra en kort shoppingtur Det blev til lidt motion i hotellets fitness center, og vi sprang frokosten over, så vi var klar til julebuffeten. Den var også ret overdådig, men selvfølgelig med en masse ting vi absolut ikke forbinder med jul derhjemme. Det gjaldt bl.a. en kæmpe seafood buffet med østers, muslinger, tigerrejser, kammuslinger, vandmand (!) you name it. Af mere juleagtig mad lykkedes det også at få både and og kalkun, men flæskestegen må vente til næste år. Så var det jo godt at Betinas mor havde lavet også en julemiddag med flæskesteg på forhånd umiddelbart inden vi startede på vores rejse.

Meget af set-up’et til denne julemiddag var ret nytårsagtigt. Vi fik udleveret plastikhatte, masker, truttehorn, knallerter osv. og tjenerinderne var klædt i sølvagtige kjoler der ledte tankerne hen på star trek. Det meste crazy af det hele var dog da klokken slog tolv til d. 25., hvor de i hotellets kæmpe atrium, hvori vi spiste vores middag, udløste ikke mindre end 30.000 balloner højt over vores hoveder. Det var ret sjovt, da de faldt ned over os, og jagten gik på at få smadret så mange som muligt så hurtigt som muligt. Ikke ret meget med jul at gøre, men stadig ret sjovt.

Efter juleoplevelsen og mere shopping d. 25. december (butikkerne har åbent næsten altid; en af dem beklagede dog at meddele, at de allerede lukkede kl. 18 på juleaftensdag… det er så i orden, tog vi flyet 2. juledag til Perth i Australien, hvor vi ankom omkring kl. 2 om natten til d. 27.

Perth viste sig ikke at være nogen kæmpe oplevelse. Byen er mere eller mindre på størrelse med København, men fornemmelsen af storby kan ligge på et relativt lille sted. D. 27. havde vi rimeligt store problemer med overhovedet at finde et sted at spise aftensmad, og centrum af byen kan mest prale af et antal butikker, og ikke ret meget kultur, arkitektur etc. Byen havde dog en rigtig fin park med en flot udsigt over centrum. Her tog vi en tur op en af dagene, og vi fejrede også Betinas fødselsdag d. 29. på en rigtig god restaurant i denne park.

I Perth mødtes vi med to venner fra en tidligere rejse til Sydamerika, der tog os med en tur rundt i byen, og vi fik en drink med en fin udsigt over byen. De var selvfølgelig meget nysgerrige for at høre vores rejseberetning, og vi var lige så glade for at fortælle den, så det var jo helt fint. Senere skal vi også mødes med andre venner fra den samme tur. Det er nu meget sjovt at mødes med dem her på deres egen “turf”.

Sent d. 28. ankom Eriks forældre til Perth for, for en tid, at slutte sig til de to verdensfarere. Da vi har lejet en bil så længe vi er her i Sydvestaustralien, hentede vi dem i lufthavnen. De var ret trætte efter en rejse på 36 timer…

D. 30. kørte vi sydpå fra Perth foreløbig til den lille by Denmark på sydkysten. En fiks lille tur på godt 400 km. Her fejrede vi nytår. Nytår gøres der ikke det store ud af hernede, og vi havde rimeligt store problemer med overhovedet at finde en restaurant hvor vi kunne fejre nytår. Nå, men det lykkedes da at få mad i maven, og champagnen tog vi tilbage på vores meget hyggelige resort.

I dag, d. 1. januar, kører vi videre vestpå til badebyen Dunsborough, hvor vi skal nyde det varme vejr ved stranden og poolen, og en af dagene også på vintur til vinområdet syd for byen, Margeret River – et af de bedste i Australien. Efter tre dage der, kører vi tilbage til Perth for at flyve ind til Ayers Rock.

Her fra de varme lande skal til alle jer derhjemme, eller hvor I nu befinder jer, lyde de bedste hilsner og ønsket og et godt og lykkebringende nytår.

Mange hilsner fra Betina og Erik

Klokken i Kuala Lumpur er halv ti om aftenen. Vi sidder paa hotellets 32. etage ved hver sin computer. Udenfor er der storslaaet udsigt til KL’s oplyste skyskrabere og julelysene nede langs gaderne. Det er saa smukt saa smukt. Paa trods af, at de fleste malayere ikke selv holder jul, goeres der alligevel meget ud af julen i KL. Stormagasinerne bugner af juleknas og -pynt. Gaderne er pyntet op med lys og dekorationer. Det er dejligt, at man kan faa lov til at fejre julen, selvom man er langt hjemmefra.

Men der er en meget vigtig del, der mangler for os alligevel - familien og vores venner. Pakkerne, flaeskestegen, ris a l’amanden og det aegte juletrae kan vi nok undvaere et enkelt aar, men at fejre julen uden familien og vennerne i naerheden, det er lidt haardt. Men i aar har vi valgt det saadan som en del af vores jordomrejse, og gudskelov har vi jo hinanden at fejre julen sammen med. Det er vi taknemmelige for. I det hele taget er vi taknemmelige for rigtig mange ting. Det bliver saerligt tydeligt for os hvor godt vi har det i Danmark, naar man oplever verden udenfor. Vi er priviligeret og heldige, bl.a. fordi vi har muligheden for at rejse og opleve, og fordi vi har familie og venner, som foelger os gennem glaeder og “sorger” paa vores rejse jorden rundt og i det hele taget. Alle de hilsner vi har faaet undervejs har virkelig varmet. Selvom man er to, kan man godt blive lidt ensomme sammen, og saa er det rart at faa hilsner hjemmefra og vide, at der er nogen derude som foelger med og er der. Det er ogsaa rart at kunne foelge lidt med i hvad der sker der hjemme. SAA BLIV ENDELIG VED MED AT SKRIVE!!!! (Det skal vi nok ogsa love at goere).

Vaebnet med nyt toej, sko, bamser, Guccitaske (ups!) og nye boeger koebt i KL’s utallige shoppingmalls, begiver vi os i morgen videre med fly til Singapore for at holde juledagene der. Vi har hoert, at det skulle vaere helt spetakulaert der med julelys, pynt, julemad mm. Det glaeder vi os til…naar vi nu ikke kan faa vores danske jul i aar er det er godt bytte synes vi… 

Vi oensker vores familie, venner, kollegaer og tidligere rejseledsagere en rigtig glaedelig jul og et godt og velsignet nytaar. Vi glaeder os meget til at se jer, naar vi kommer hjem til Danmark til foraaret.

Paa gensyn her paa bloggen i det nye aar

De bedste julehilsner, knus og tanker fra Erik og Betina