Vi rejser om en uge!
Det er næsten ikke til at forstå. År og måneder er gået med opsparing og planlægning. De seneste måneder mere intensive, hvor stort set al fritid er brugt på forberedelser til rejsen. Erik har taget dykkercertifikat og lagt budgettet, jeg har ordnet utallige papirer, gennemlæst forsikringer og lavet huskelister. Det er efterhånden ikke mange ting vi mangler nu. Det betyder, at der er blevet tid til at tænke – tænke på alle de oplevelser, vi har i vente sammen og på, at vi skal væk i længere tid, end vi har været før på nogen rejse. For Eriks vedkommende tror jeg det er bestigning af Kilimanjaro og Great Barrier Reef, der er størst forventninger til. Jeg glæder mig også til Kilimanjaro, som uden tvivl bliver vores hidtil hårdest fysiske prøve. Men jeg glæder mig også til små strandhytter i Thailand og ikke mindst til alle de forunderlige ting på rejsens vej, som tilsammen gør rejsen til noget helt specielt. Til at møde fremmede kulturer og mennesker og til at prøve grænser af og bryde nogen! – “Life is either daring adventure or nothing!”
Når man vandrer i flere dage i træk, som vi skal i Afrika og Nepal, bliver livet reduceret til det essentielle – spise, sove… og vandre. Det efterlader en masse tid og rum til tanker og overvejelser… Man kommer til til at revurdere sine værdibegreber og sin plads i verden og man tilegner sig vilkår, der er forskellige fra sin fastlagte hverdag. I begyndelsen er det svært, men så lidt efter lidt giver man slip og åbner op for alle muligheder og indtryk og først dér lever man fuldt ud.
Vi glæder os meget begge to…