Saa er vi omsider naaet til Thailand. HURRA!!! Mens naermest hele verden forsoeger at komme ud er det lykkes os at komme ind nu. HURRA igen!

Men, men, men vi er ikke naaet til Koh Phi Phi i dag som det ellers var planlagt… Nu skal I faa historien. Den begynder paa vores afgangsaften fra Kathmandu d. 28. november.

Som manden hos Nepal Airlines havde raadet os til, tog vi MEGET tidligt i lufthavnen. Vi skulle flyve kl. 23:30 – vi stod i Kathmandus lufthavn allerede kl. 19:30. Det var der imidlertid ogsaa andre der gjorde. Ca. 60-70 stykker foran os! Heraf en stor gruppe nepalesiske drenge, der uden tvivl skulle flyve for foerste gang. Naa taenkte vi, det brude ikke give nogen problemer for der maa vaere mere end 200 saeder i flyveren. Paa det tidspunkt havde vi fundet ud af, at flyvet var overbooket med 17 passagerer + en lang venteliste.  

Vi stillede os i koe efter noeje at have aflaest hvilken een der synes at vaere kortest. I koeen talte vi med indtil flere mennesker, der havde vaeret ude i samme stormvejr med billetter som os. (Vi fandt ogsaa ud af, at de andre havde betalt for deres billetter og ikke bare havde faaet ombyttet dem! – endnu en gang blev vi bekraeftet i, hvor heldige vi var). Mens vi stod der i koeen small talkede jeg med nogle af vagterne og smilede meget venligt til alt hvad der var af lufthavnspersonale omkring os. Af erfaring efter tre uger i Nepal giver det en del good will… Uretfaerdigt, men saadan fungerer det.

Kort foer de skulle til at aabne skrankerne fandt vi saa pludselig ud af, at skranken vi stod ved slet ikke skulle aabne. Shit! taenkte vi. Nu ender vi bag i en af de andre koeer. Ahh nej! Men nej, nej, saadan gik det ikke. En af de maend jeg havde smilet og blinket til den sidste time vinkede os frem i en anden koe. Saadan! Men hvor var vi lige lidt flove overfor alle de ventende nepalesere. Men ok, vi var ude hvor alle kneb gaelder. Vi var faerdige med at vaere flinke. Vores koe begyndte indtjek foer de andre og snart kom vi til. Ved skranken saa manden mistaenkeligt paa vores mystiske billet (en saakaldt FIM billet fra Thai med en bekraeftelse ovenpaa fra Nepal Airlines). Saa tog han billetten i haanden og forsvandt… Vi holdt vejret. Tanekt hvis de ikke ville godkende den nu. Det ville ikke vaere til at baere. Manden kom tilbage. Billetten var god nok. Endelig nogle minutter senere kunne vi aande lettet op. Nu stod vi faktisk med to boardingkort i haanden. Saa blev der sms’et til familien. Vi var omsider efter alt kaoset i gaar kommet ud af Nepal…Naesten da.

Flyveturen tog 4 timer, hvor vi totalt udmattet faldt i soevn begge to. Soevnige landede vi i Kuala Lumpur. Med et blev det klart, at vi var tilbage i civilisationen. Her var alt hvad hjertet kunne begaere – og rene toiletter! Vi fandt hurtigt ud af at komme med toget ind til City. Her fandt vi ogsaa hurtigt et laekkert hotel, som desvaerre kun havde executive rooms tilbage. Pyt saa!

Efter at have nydt en stor morgenmad paa hotellet begav vi os lidt ud i byen. Vi havde ikke lige taenkt paa hvor varmt det var. Jeg var ifoert varmt toej var Kathmandu. Hoejhalet bluse og cowboybukser. Det var ca. 30 grader og MEGET fugtigt! Derfor fandt vi hurtigt ind i et af Kuala Lumpurs storcentre. Og et storcenter i Kuala Lumpur er altsaa et STORcenter. 14 etager og nok mere end 500 forretninger. Her kunne man faa alt! – Bl.a. spabad med fisk! Vi noejedes dog med lidt toej og andre fornoedenheder. Omkring os farede tusindvis af unge mennesker omkring os. Nogle klaedt i burka, andre med hot pans. Der var virkelig tale om en “melting pot”. Samme aften saa vi James Bond sammen med en masse Malayere. De elsker bare ham der James Bond – “My mane is Bond, James Bond” gentog de med asiatisk accent.

Efter en droemmenat paa hotellet i Kuale Lupur (den foerste rigtige seng i over en maaned!) tog vi til lufthavnen med toget igen. Transporten var lidt forsinket, men vi var da i lufthavnen lige to timer foer. Her kunne vi imidlertid ikke finde chek ind skranken. Vi fandt i stedet informationen, som kunne fortaelle os, at vi skulle skynde os til Kuala Lumpurs anden lufthavn 20 km derfra!!!! Fuck, Shit, aahh nej!!! Vi synes ellers at vi havde tjekket det, men de sidste dage har bare vaeret “system overload” i hovedet, saa den var aabenbart glippet alligevel. (Det viste sig, at der egentlig er tale om samme lufthavn, men at selve terminalen vi skulle fra laa 20 km derfra) Naa, men vi fandt os hurtigt en taxi, som koert os derud paa bare 15 minutter. Her naaede i snildt tjek in.

De foregaaende dage i Kathmandu havde vi haft fat i resortet paa Koh Phi Phi for at aendre vores lufthavns transfer fra Krabi til Phuket (som var eneste sted vi kunne faa billet til). Igennem mailvekslingen med dem, var vi paa forhaand blevet gjort opmaerksom paa, at vi skulle skynde os meget hvis vi skull naa faergen til Koh Phi Phi kl. 14:30. Derfor var det lidt Oev, da vi erfarede, at vores fly var forsinket med 20 minutter. Vi maatte forberede os paa en nat i Phuket by, men det var der jo ikke noget at goere ved. Nu var vi i det mindste i Thailand.

Da vi ankom til Phuket lufthavn saa det dog alligevel ud til, at vi kunne naa det. Nu afhang det af immgrationsskrankens hurtighed! De var hurtige nok og tids nok kom vi igennem og ud paa parkeringspladsen. Her skulle en chauffoer hente os og fraese os til baaden til Phi Phi. Men ak! Ingen chauffoer var at se. Vi kiggede og kiggede. Derefter ringede vi til resortet, som paastod, at manden var der med et skilt med vores navn paa. Vi kiggede desperat igen. Han var der altsaa ikke. Vi ringede igen. Nu ville vi ikke naa faergen – Santans! Pludselig kom fyren, der skulle hente os. Erik var roedgloedende af raseri! Manden paastod, at han havde siddet fast i trafikken paa en soendag i Phuket (hvor gaderne er helt tomme…). Gennem chauffoeren fik vi fat i resortet igen. Vi fortalte nu situationen, at de nu var skyld i, at vi ikke kunne naa faergen. Det endte med, at vi fik resortet til at betale hotelovernatning i Phuket til i morgen og at vi fik en gratis ekstra overnatning paa resortet i Phi Phi, saa vi alligevel faar i alt fire naetter derude som vi faktisk har betalt. Saadan! Vi er blevet ret gode forhandlere efter to maander i ulande.

Alt i alt er vi lykkelige og taknemmelige for, endelig at vaere kommet til Thailand mod alle odds. De seneste dage har vi vaeret gennem et billethelvede uden lige. Paa trods af, at flere tusinde mennesker forsoegte at komme ud fra Kathmandu udenom Bangkok fik vi en billet til samme dag til Malaysia. Utroligt! Det er svaert helt at forstaa og forklare hvordan det kunne lade sig goere. Jeg tror det handler om at vi var bedre til at “spille spillet” end de andre og manipulere os til vores vilje. Vi ved fra andre, at ventetiden for at komme ud fra Kathmandu er over en uge nu. Endvidere ved vi, at ventetiden paa at flyve fra Bangkok er 3 uger, hvis de da aabner. Det var GODT at vi kom videre, ellers kunne vi have siddet i Nepal i mange dage…

I morgen venter Koh Phi Phis strande…Hvis ikke chauffoeren sover over os igen… Hope not!

Hilsner fra Erk og Betina

Well… I morges checkede vi ud af hotellet, og tog som planlagt hen til Thai Airways’ kontor for at faa dem til at udstede billetten til Nepal Airlines’ fly i aften kl. 23.30 til Kuala Lumpur. Paa trods af at vi var der praecis da de aabnede var der allerede en lang koe, og vi matte vente fem kvarters tid indtil det blev vores tur. Da vi endelig kom til fik vi at vide, at det var rigtigt, at de ville betale billetten til Kuala Lumpur, men at der saa skulle udstedes en saakaldt FIM, der er et fysisk dokument, der sikrer betaling flyselskaberne imellem i saerlige tilfaelde. Saadanne dokumenter kan imidlertid kun udstedes i lufthavnen, men det var ikke noget problem, forsikrede damen i skranken, vi skulle bare tage derud med det samme.

Som sagt saa gjort, vi tog dagens anden taxa til lufthavnen. Da vi naaede derud blev vi ret overraskede over karakteren af deres kontor. Det var et lille intermistisk kontor paa anden sal af en kontorbygning. Den foerste mand vi talte med fortalte os, at det kunne der overhovedet ikke vaere tale om, at udstede en FIM, da vi ikke skulle videre med et connecting flight ud af Thailand fra Bangkok. Det var i totalt modstrid med den besked vi nu havde faaet af Thais kontor downtown ikke mindre end tre gange. Her var vi noedt til at haeve stemmen, og kom nu til at tale med chefen derude. Efter intense overvejelser besluttede han, at de, givet den ekstraordinaere situation, alligevel ville udstede os en FIM, der altsaa goer det ud for en flybillet. Hurra taenkte vi, da vi fik overleveret det essentielle dokument. Gudskelov kiggede vi det igennem med en lup inden vi forlod kontoret; det viste sig nemlig, at de havde udstedt en billet til bookingklasse Y, der er economy, og vores reservationer var til Business Class (kode J), da der kun var ledige pladser paa Business Class. Det var dog ikke noget problem at faa aendret, men man skal godt nok vaere om sig for at faa tingene paa plads.

Derefter tog vi dagens tredje taxa til Nepal Airlines’ kontor for at faa bekraeftet vores reservationer. Klokken var efterhaanden blevet henad tolv, men vi havde reservationerne til kl. 15, saa det var ikke noget problem. Det var det saa alligevel. Da vi kom hen til Nepal Airlines, der var belejret af andre turister i et omfang, de nok ikke just er vant til, fik vi at vide, at vores reservation var blevet slettet. Total krise.. hvad foregaar der… vores reservation var jo til kl. 15! Manden, som tilfaeldigvis viste sig at vaere chefen for foretagenet beklagede, men sagde, at der ikke var noget han kunne goere, da alle pladser var solgt. Efter lidt undersoegen og raaben frem og tilbage forklarede han, at de grundet det store pres fra afviste Thai passagerer, havde besluttet sig for, efter at have talt med Thai, at slette alle ikke-billetudstedte reservationer kl. 11, hvorefter vores billetter var blevet solgt. Nu stod vi med et stykke papir, hvorpaa der stod at vi skulle flyve i aften, men uden pladser i flyet, og i hos Thai i lufthavnen havde de taget vores billetter mod at udstede FIM’en. Gode raad var dyre. Nu blev Betina hidsig, og fortalte dem, at det var deres problem, og at vi ikke forlod kontoret foer end de havde fundet os to pladser til i aften. Det havde chefen ikke meget forstaaelse for, og Erik proevede at glatte lidt ud, saa good cop/bad cop blev spillet til perfektion. Paa mirakuloes vis lykkedes det dem at fremskaffe to saeder til os, en paa business og en paa economy. HURRA. Hvordan gjorde de saa lige det… saare simpelt flyet er mega overbooket, og chefen fortalte os med lav stemmefoering, at det nok var en god ide at vaere i lufthavnen i god tid. Flyet er 23.30, vi har booket en transfer til lufthavnen kl. 19, saa det burde vaere rigeligt.

Dagens fjerde taxa tog os tilbage til vores hotel for at spise frokost. Helt bombede var vi begge efter en foelelsesmaessig rutschebanetur i saerklasse.

Dagens sidste goeremaal var endnu en penibel sag. Vi opdagede ret tidligt under vores ophold i Nepal, at de havde lavet en fejl i graensekontrollen. Vi har et visum til 30 dage, men under udloebsdatoen havde de ved en fejl kun givet os 15 dage, hvilket nok skyldtes, at alle andre i vores GAP gruppe kun havde et 15 dages visum, og at de saa havde overset, at vores var for 30 dage. Vi havde hele tiden taenkt, at det nok gik, for man kunne jo se paa entry stemplet, at der objektivt var sket en fejl. Alle problemerne de sidste par dage havde imidlertid gjort os paranoide, saa vi besluttede os for at tage paa immigrationskontoret for at faa det rettet – dagens femte taxa. De havde egentlig lukket, da vi naaede derhen, men det lykkedes os alligevel at faa rettet datoen. Saa er der i hvert fald en enkelt usikkerhedsfaktor mindre.

Dagens sjette taxa tog os hen til den internetcafe hvorfra dette indlaeg er skrevet. Her har vi booket nye billetter fra Kuala Lumpur til Phuket, saa, inshallah, gaar det hele forhaabentlig i orden. Vi toer dog ikke tro noget foer end vi sidder i det fly i aften. De fingre, vi bad jer om at krydse i gaar, skal gerne beholdes krydset indtil ca. kl. 19 dansk tid i aften.

Vi giver lyd fra os snarest, forhaabentlig med besked om at vi trods alle odds er ankommet til Malaysia/Thailand.

Mange hilsner fra Betina og Erik

Hi all,

(Bemaerk, at vi har lavet to indlaeg i dag. Beskrivelse af vores trekkingtur er i et indlaeg nedenfor. Dette indlaeg er paa engelsk og beskriver vores kvaler det sidste doegns tid med at komme ud af Kathamandu pga. problemerne i Bangkok. )

We promised some of our new-found friends, our travelling companions on the GAP tour through India and Nepal that at least one of our blog entries should be in English. We found this to be definately the right time.

Already the night before flying back to Kathmandu from Lukla, where our trek ended (below is an entry in Danish that describes our trek through the Everest region), we got word from Betina’s mother that there were problems in Bangkok. Since then, we have received so many text messages on the cell phone (thank heaven, it is working again) and e-mails from you out there. Thank you very much to all of you, it is comforting and warming to us that so many of you not only follow our journey, but also do your best to help us out, when problems arise.

Since we had heard that there were problems in Bangkok already before we got back to Kathmandu, the first thing we did was to turn on the telly at our hotel here in Kathmandu. Fortunately, we had BBC (it has often been the case in both India and Nepal that they have BBC rather than CNN), so we could easily get an update of the events in Bangkok, yesterday. It seemed pretty hopeless to go to Bangkok any time soon, and completely out of the question to go there today. Hence, yesterday, we tried all day to call Thai Airways’ offices both in Kathmandu and Bangkok to know if we were still supposed to show up at the airport, even though there weren’t going to any flight for us. As we didn’t manage to get hold of anybody by yesterday evening, we decided that we would just go to the airport this morning as planned, as there were little else we could do, since we hadn’t spoken to anybody. Then we were going to sort out the tickets at Thai’s office in the airport. We did not manage to get hold of our hotel in Bangkok to cancel our reservation either, but sent them an e-mail to cancel our reservation, which they have fortunately replied to by now.

This morning, we turned on the television only to find out that the Bangkok blocade was no longer the main story. Now, terror bombings in Mumbai were. We have not really got a close overview of the various places the bombings and shootings have happened, but at least it seems that there have been explosions at one of the restaurants that we ate at, and at two of the hotels that we had walked by when we were there. The hotel that we ourselves stayed at in Mumbai, were probably not target of any explosion of shooting, as it was relatively low-key compared to the Taj and Oberoi hotels. Our thoughts are right now with two of our new-found friends from the GAP trip, who were supposed to be in Mumbai around this time, we hope to hear from you soon that you are OK. We had also received a couple of text messages from you back home in DK, informing us of events in Mumbai – thank you.

This morning after having had our breakfast, we tried to call Thai Airways again, and this time with considerably more luck, which saved us a trip to the airport, as they could confirm that the flight to Bangkok today was indeed cancelled. Thereafter, we went to the Thai office here in Kathmandu to change our tickets. As the only destination of Thai Airways out of Kathmandu is Bangkok, there was little they could do for us more than changing our tickets to one of the following days, hoping for the situation in the Bangkok airport to ease. However, they did tell us that if we could get a ticket out of Kathmandu to any destination with any other carrier at all, they would be willing to exchange our ticket for a new of that airline. Having already yesterday done our research on the internet, we knew that the only viable other options were Nepal Airlines to Kuala Lumpur and Silk Airlines to Singapore. Hence, we decided to head for Nepal Airlines’ office to see if they could get us to Kuala Lumpur, as it would then be a relatively easy task to go from there to the Thailand Andaman coast (Krabi, Phuket or the like). At Nepal Airlines they told us there were no flights to Kuala Lumpur until tomorrow (Friday), and Thai is only willing to exchange the ticket if we can get on a flight on the same day, because, as they say, you never know if the airport is open tomorrow. We think not. Therefore we asked Nepal Airlines to reserve us two tickets for the Friday flight to Kuala Lumpur. They only had available seats in business class, so we called Thai Airlines to hear if this was OK. It was, but they still wouldn’t issue the tickets until tomorrow morning, given that the flight tomorrow is indeed cancelled. Hence, it all ended up with us having reservations for the tomorrow (late – 23.30) flight with Nepal Airlines to Kuala Lumpur. However, we still need to have the tickets issued, which we hope to have at Thai Airways’ office tomorrow morning, once it is confirmed that they do not fly tomorrow. And apparently, it will not cost us a dime extra. We keep our fingers crossed that nothing will go wrong, but is looks as if we are guaranteed to get out of Kathmandu some time tomorrow. Please also keep your fingers crossed for us.

Anyways, once we got out of Nepal Airlines’ office, we suddenly noticed that all shops were closed, and couldn’t figure out why. We started walking along one of the main streets, New Road, and a little further ahead we saw that there had been bonfires in the streets and there were policemen everywhere. At that time we decided to go straight back to the hotel. There was chaos in traffic, bacause the inner city had been blocked. Here at the internet cafe next to the hotel, where we are sitting now, we have read that the chaos and riots here in Kathmandu has been due to the discovery of two missing teenagers’ dead bodies yesterday. They had been reported missing for weeks, and protesters are claiming that the police had not done enough to solve the crime. The situation is still a little tense here, with shops opening and closing all the time contingent on the presence of protesters nearby. However, we still feel relatively safe, and we stay around the hotel tonight and take a taxi to the Thai office tomorrow morning.

We are so happy to receive all of your comments, so please keep them coming. For those of you who have not yet written comments to us, remember that it is very easy to do so by registering – you only need to enter a username and a password.

Finally, here is a brief description of our trekking in the Everst region (more elaborate in the below post in Danish). The trekking, which was a total of ten days, started out with a domestic flight with a very small airplane (!) to Lukla. The landing in Lukla was itself a pretty interesting experience, as the runway is extremely short and located on a semi-flat part of a cliff. Anyways, we landed safely.. a group of Germans was as late as September not so fortunate when they collided with the face of the mountain – all died. The first two days were spent in the valley leading to the small town of Namche Bazaar. The trekking to there was nice and relatively easy going, as it more or less follows the river upstream. The stretch is what is often reffered to as “nepali flat”, which essentially means up and down, up and down all the time. Namche Bazaar, where we arrived after two days of trekking is a funny little town located amazingly beautifully in a southward facing valley that seems suited for a town like this. The altitude here is 3400, which is approximately 600 meters higher than Lukla, where we started. Most people stay in Namche two days to acclimatize, which we also did. Most people are then heading for Everest Base Camp. Unfortunately, we did not afford the time to do this trek, which is normally around 15 days, so instead we went into a side valley to visit the village of Thame with its monastry. Still, relatively easy trekking, which was actually typical for most of our days. The longest day we had was around four hours of trekking. In Thame, we felt the bitter cold for the first time. Temperatures at night drop to around minus 10 to 15 celsius, and most of the guesthouses, where we stayed, we literally build by thin pieces of wood with no heating inside whatsoever. So yes, you bet it was cold. Our sleeping bags were a bit too summerly for these conditions, as they were only suited to temperatures down to around plus 0 to 5 celsius. Thame was the first of three nights, where we experienced to wake up with frost on the inside of the windows. Brrrr…

After this cold experience, the next day (day 5), we walked almost back to Namche, before turning to the village of Khumjung, the largest of the area, and relatively untouched by tourism, as it is not on the road to Everest Base Camp. On day 6, we continued to the monastry of Thengboche, which is on the Everest Base Camp route. We were so lucky to have clear skies; it was so beautiful, the view towards Everest, Lhotse, Nuptse and Ama Dablan. We even had a view of Everest from our bedroom. Amazing… but cold… winter at 3800 meters is cold. By this time we were glad that we were not going all the way to Base Camp, as it would just get colder and colder. After spending one night at Thengboche, we walked back to Namche Bazaar, and the next two days we walked out of the valley back to Lukla again. We were pretty affraid that it should be bad weather in Lukla (fog), as it is pretty common that flights back to Kathmandu are cancelled or delayed. However, the weather in Lukla was clear and beautiful, so only a little fog in Kathmandu managed to delay us for about an hour, but this was perfectly acceptable as long as we got back to the civilization after 10 days that felt like going back in time with scarce electricity, no roads or wheels (transportation of goods is done by the means of humans or yaks…) and very little heating in the guesthouses apart from the only fireplace located in the dining room, which was hard to leave for bed.

All the best from the two of us, hoping to get moving tomorrow. We will keep you posted.
Betina & Erik

Hej igen!

Sidst vi slap jer var vi paa vej op i Himalayas bjerge, naermere bestemt Everestregionen paa et ti dages trek. Dette blogindlaeg starter fra hvor vi slap.

Mandag morgen meget tidligt d. 17. november blev vi hentet og sammen med vores trekkingguide Nawang begav vi os mod Kathmandus indenrigslufthavn. Pga. taage var vores lille fly forsinket i ca. en time. Lufthavnen var ikke meget andet end en ventesal, saa ventetiden foeltes lang. Endelig var vores fly klar til afgang. Kort efter lettede vores lille propelfly med plads til 20 passagerer fra lufthavnen. Paa flyveturen var vi heldige at sidde i hoejre side og kunne dermed se mange af Himalayas beroemte bjerge. Bl.a. Lotse og Everest fra flyveren. Efter ca. en halv time kom den lille bjergby Lukla (2800 m) til syne mellem bjergene i dalen. Landingsbanen var placeret paa en lav skraent paa bjerget. Vi landende uden problemer, selvom landingen for os synes lige lovlig spaendende. Helt saa heldigt var det ikke gaaet for 4 tyske turister og deres nepalesiske guider for et par maaneder siden. Da deres pilot lagde an til landing i Lukla var der tage. Flyvet floej ind med for lav hoejde og ramte frontalt ind i bjergvaeggen i stedet for landingsbanen. Alle blev draebt. “Big Fire…BOM!”, fortalte vores bjergguide Nawang livligt.

I Lukla moedtes vi med vores baerer, som skulle baere vores to gange 1o kilos tunge bagage fra bjergby til bjergby de naeste ti dage. Jobbet som baerer er eftertragtet fordi man paa en tur tjener ca. det samme som en landsbylaerer goer paa to maaneder.

Vi fattede vandrestavene og begav os i raskt tempo af sted mod foerste by – Manjo. Turen dertil gik forholdsvis ligeud henover grus og stenet terraen. Nepaleserne kalder en saadan nogenlunde sti uden stigninger for “Nepalese flat”. Alligevel kunne vi maerke pulsen og maatte hive lidt efter vejret i de knapt 3000 meters hoejde. Fremme i Manjo blev vi vist ind paa det thehus vi skulle overnatte paa. Vi fik et lille hjoernevaeresle paa 1. sal. Vinden pev ind, men soveposerne ville holde os varme om natten. Aftenen tilbragte vi nede i thehusets pejsestue sammen med 6-7 andre turister. Her fik vi mad og varmt appelsinsaft…uhm! Sengetid i Himalaya er allerede ved otte-tiden for man er tidligt oppe og den friske bjergluft og trekkingen goer een meget traet. Derfor laa vi ogsaa i hver vores sovepose med taeppe over os paa dette tidspunkt.

Naeste morgen gik vi af sted mod naeste bjergby Namche ved otte-tiden. Vejret var godt med enkelte skyer. Som dagen foer krydsede vi flere floder. Dette foregik paa over 1oo meter lange haengebroer, som gyngede godt i vinden – isaer ude paa midten hoejt over den brusende flod. Paa vejen til Namche blev vi passeret og passerede selv yakokser, koeer, heste og mange baerere, der hver isaer enten gik med proviant til bjergbyerne eller med turisters bagage. Enkelte af dem bar paa op til 70 kg! Yakokserne var kaempe store og havde lange skarpe horn, som man for alt i verden skulle undgaa. Derfor var det hurtigt ind til siden paa den smalle sti eller skraent, saa ”paraden” med den haeftige oppakning kunne komme forbi. Den sidste times tid op til Namche i 345o meters hoejde gik opad og opad. Det var haardt, men med Kilimanjaro in mente dog til at overskue.

Paa vejen ind gennem Namche by, som vel nok er den stoerste bjergby deroppe, stoedte vi paa en stoerre flok tibetanere der havde slaaet deres telte op. De var alle kommet over passene fra Tibet, en mindst ti dages vandring gennem sne og haard frost. Vi fik at vide at tibetanerne ikke var flygtninge, men var kommet til regionen for at saelge toej og andre varer. Naar de ikke har mere tilbage tager de den lange vej hjem igen.

I Namche var der noget, der mindende lidt om civilisation (selvom det jo egetnlig ikke var det vi var kommet for). Der var en lille bager, smaa butikker/boder og saagar internet! Vi spiste en varm aeblekage hver efter dagens anstrengelser. Resten af tiden blev brugt paa thehuset med laesning, varme drikke og snakken med andre turister. Enkelte af dem kunne berette om spandende ekspeditioner og bestigninger af bjerge og peaks i omraadet.

Vi blev i Namche i to naetter. Paa dag fire vandrede vi videre til naeste bjergby, Thame. Trekkingen var haard det sidste stykke, men vi naaede frem efter ca. 4 timer. Fra Kathmandu havde vi faaet stillet i udsigt, at vi skulle regne med 5-6 timers trek hver dag, saa fire timer var bestemt i orden. Vi kom til den lille by netop til at naa at se deltagerne af dette aars Everest Maraton naaede dagens maal i Thame. Taenk en gang at gennemfoere maraton her! Af samme grund var det svaert at finde ledige vaerelser i byen. Vi endte med et lille koldt vaerelse i et noget primitivt thehus, men som vores guide sagde ”it’s better than tents” - det var vi enige i. Det var nemligt blevet ret koldt efter vi havde bevaeget os laengere oip i hoejderne. Thame ligger i 38oo meter. Aftenen forloeb som de foregaaende ved kallelovnen i thehusets stue. Natten var meget kold og vi maatte sove med overtoej paa, hue og vanter for at holde varmen. Naeste morgen var der frost paa indersiden af vinduet…

   Vi drog af sted lige efter Everest Maraton-holdet (deres sidste dag) mod byen Khunjung i 385o meters hoejde. Stierne foerste os op og ned af dalene, over floder, langs skraenter og ind i skove. Langs med vejen havde vi atter fantastisk udsigt til Himalayas bjerge. Det bedste Everest view havde vi stadig i vente dagen efter. I Khungjung stoedte vi paa en gruppe tyskere, som ogsaa boede i vores thehus. Det var frygteligt koldt i thehusets stue, saa vi spurgte paent tyskere om der ikke kunne blive plads til os ude ved dem i udestuen hvor solen varmede. “Das ist gesetz”. Loed det vredt fra dem. Jeg spurgte igen og loed som om jeg ikke kunne forstaa poelsetysk, men frasen blev blot igen gentaget paa modersmaalet. Sikke en indspist gruppe. Hvor herre bevares. Taenk at staa midt i Himalaya og forlange at tale paa sit modersmaal! Kort efter vrissede samme poelsetysker af tjeneren: ” Ein, zwei, dreimal nudlensuppe!!!”. Stakkels tjener! Naa, men snart efter forlod poelsetyskerne deres pladser ifoert seler, tophuer og militaerbusker for at begive sig ud paa en lille travetur. Saa kunne vi faa varmen igen i udestuen.

Naeste morgen overhalede vi til al fryd poelsetyskerne paa vejen fra Khunjung til Temboche, turens haardeste trek. Vi startede i  3850 meter og skulle slutte i samme hoejde, men for at komme fra den ene lille bjergby til den naeste, maatte vi helt ned i dalen og op igen 600 meter. Pyha! Men vi klarede det fint, for formen var kommet igen. Baade vores guide og baerer var forbloeffet over vores hurtighed – Ha!

Temboche er en lille bitte by noget laengere oppe mod Mt. Everest. Fra vaerelset i thehuset (som var piv utaet og koldt som de andre steder) var der storslaaet udsigt direkte til Mt. Everest og Lotse. Det var ret fantastisk og der blev lige taget en masse billeder.  Om eftermiddagen var vi heldige at faa lov til at overvaere en buddistisk ceremoni oppe i det flotte buddistiske tempel, som Temboche er beroemt for. Vi sad paa taepper paa gulvet indenfor og kunne se og hoere hvordan munkene messede og spillede paa deres instrumenter. Templet var malet med flotte detaljerede tegninger overalt og der var hundredevis af levende lys. Det var en helt saerlig oplevelse. Inden vi gik derfra igen gav vi munkene et biddrag til renoveringsarbejdet af templet.  

Paa grund af kulden og forventet snefald blev vi enige med vores guide om at gaa fra Temboche en dag foer en beregnet. Vi blev derfor kun en nat i den lille guddommelige bjergby med udsigten til Everest og begav os den naeste dag tilbage til Namche. Hele vejen dertil snakkede vi om alle de laekre ting, vi skulle koebe der og spise om aftenen i soveposen. Guldbamser, kiks, snickers og cola for at naevne nogle. Der var doemt regulaert aedegilde den aften. Nu var vi ogsaa ved at vaere traette af trekking og saa frem til Thailands sol og strande kun faa dage vaek.

Naeste dag gik vi fra Namche til Pakhding, som ligger ca. to timer fra Lukla, hvor vi skulle med bjergflyet hjem. Vejret var raadet og koldt. Sneen var paa vej. Det var taaget hele vejen. Vi begyndte at blive urolige for vores fly fra Lukla to dage senere. Hvis taagen og skyerne ikke forsvandt kunne vi risikere at sidde fast i Lukla – en bittelille bjergby. Det var naesten ikke til at baere taenkte vi. Flyet til Bangkok skulle afgaa dagen efter fra Kathmandu og det ville vi bare naa. Vi skulle senere faa helt andre og uventede udfordringer…

I Pakhding var vi igen nede i 2600 meters hoejde og det kunne maerkes paa vejrtraekning og lunger. Nu kunne man traekke vejret uden anstrengelser igen. Om aftenen saa vi sammen med de faa andre turister og deres baerere en god dokumentarfilm om bestigningen af Everest i 1996 – det aar hvor mange mistede livet paa bjerget pga. en storm.

Turen fra Pakhding tilbage Lukla naeste dag gik nemt og solen skinnede. Vi skulle nok komme med et fly til Lukla tanekte vi. Om aftenen inviterede vi vores guide og baerer paa middag i thehuset. De fik lov at vaelge lige hvad de ville fra menuen. Isaer vores baerer havde svaert ved at tage imod denne gestus. Under middagen fik vi talt mere sammen med dem begge. Vores guide fortalte om sine bestigninger af nogle af 8000-meter bjergene og om sine planer med at bestige Everest naeste aar. Vores baerer fortalte os lidt omn livet i den lille bjergby han kommer fra og om sine boern. Han droemmer om at blive guide saa han kan tjene flere penge og give sine boern en uddannelse. Inden aftenen var slut gav vi dem begge et kort med en hilsen paa og en god portion drikkepenge som tak for turen. Begge var glade og tilfredse.

Naeste morgen i Lukla var det skyfrit og vi sad i thehuset lige bad landingsbanens hegn og ventede at se vores lille miniput-fly lande, saa vi kunne smutte ned i lufthavnen og hoppe paa det (ja, ikke meget sikkerhed der). Men intet fly kom. Telefonen ringede. Konen i thehuset fortalte at nu var der taage i Kathmandu. Oev, Oev! Heldigvis gik der ikke mere end en time foer vi kunne hoere lyden af propellerne paa flyveren. Inden vi gik fra thehuset velsignede thehusets kone os begge og gav os hver et buddsitisk toerklaede ”for good luck”.

I lufthavnsbygningen gik vi hurtigt gennem den saakaldte sikkerhedskontrol. En vagt sprugte ved indgangen om hvor vi kom fra. Vi svarede “Denmark”. Saa spurgte han “Mattis?” Vi svarede paent at ham kendte vi desvaerre ikke… Hvad mente manden? Troede han, at vi kendte alle i Danmark eller hvad? Manden spurgte nu igen, mens han rystede en aeske taendstikker. Naaah! “No matches sir”. Det var saa det sikkerhedstjek.

Flyveturen gik fint. Bagge sad vi med en foelselse af, at vaere baade heldige og priviligeret over alt det vi havde set og oplevet i Himalayas Everest Region. Det havde bestemt vaeret et lille eventyr! I Kathmandu skyndte vi os at tanede tv’et og hoere mere om situationen i Bangkok, som skulle vise sig at faa konsekvenser for vores videre rejse… 

Hej igen,

Nu er vi naaet til Kathmandu - Nepals pulserende hovedstad.

Pokhara viste sig som en helt anden verden end mange af de andre steder, vi har besoegt gennem vores vej gennem Indien og Nepal (og Tanzania for dens sags skyld). Byen er i hoej grad centreret om een ting – turisme. Det vrimler med souvenirshops, gadesaelgere, restauranter, touroperatoerer osv. Af Pokharas tilbud fik vi proevet en morgentur op paa en lille bakketop lidt uden for byen for at se solopgangen over Annapurna. Selvom vi var lidt uheldige med vejret, da der var lidt skyer, der skyggede for solen, saa var det stadig flot og en rigtig god oplevelse. Efter at have betragtet bjergenen fra bakketoppen gik vi ned til byen – en tur paa et par timer. Det var vores foerste fysiske aktivitet i flere uger, saa det var rart at faa roert sig lidt og vide, at kroppen alligevel er klar til vores trekkingtur, der starter i morgen (mandag). Derudover var jeg (Erik) ude at proeve paragliding. Vi var overraskende mange fra gruppen (8 ud af 15), der meldte sig til at proeve paraglidging med udsigt over Annapurna. Desvaerre var det en lidt skuffende oplevelse. Vi havde bestilt en ekstra lang tur paa en time, men vejret viste sig fra sin triste side med overskyet og naesten vindstille, saa en timelang tur var ganske enkelt ikke muligt. I stedet fik vi at vide, umiddelbart inden vi skulle af sted, at vi kun ville faa en halv time i luften. Det var imidlertid ogsaa langt fra virkeligheden, idet vi reelt kun kom til at flyve ca. 10 minutter. Det var en stor oplevelse -  naesten ligesaa stor som hanggliding i Rio. (Forskellen er, at paragliding er med faldskaerm, hanggliding med et dragelignende stativ). Alle der var med var ogsaa enige om, at det var oplevelsen vaerd, trods den korte tur og manglende udsigt over bjergene paa grund af skyerne. Da vi kom tilbage til byen havde vi et par skrappe toeser med i gruppen, der benhaardt fik forhandlet sig frem til, at vi fik 2/3 af pengene tilbage samt en gratis t-shirt. Saa vi endte faktisk med kun at betale 30 euro for turen og fik altsaa oveni koebet en t-shirt med i koebet.

Fredag koerte vi med bussen til Kathmandu. Vejen mellem Pokhara og Kathmandu er det taetteste man kommer paa en hovedvej i Nepal. Den er til gengaeld ogsaa asfalteret… det meste af vejen i hvert fald! Det var en bumpet affaere, men ogsaa flot, isaer til sidst, hvor vi naermede os Kathmandu dalen. Jeg stod og kiggede paa et kort over Nepal i dag, og det er ganske enkelt skrammende saa lidt infrastruktur der er i dette land. Ligesom vi derhjemme har flere typer af linier paa kort afhaengig af om der er tale om hovedveje, motorveje, landeveje osv. er der praktisk taget kun to typer her i Nepal. Vej eller sti… Dvs. om man kan koere med bil eller man kun kan gaa. I store dele af landet er der ingen veje, men derfor heller ingen biler, hvilket er tilfaeldet i Lukla, hvor vi flyver til i morgen. Det bliver skoent. Her inde i Kathmandu er der masser af biler, og isaer motorcykler, der er meget taet ved at koere ind i folk, og dytter naermest permanent. De har lov at koere alle steder, skoent gaderne som regel kun er ca. 4-5 meter brede. Ensrettede gader er ogsaa en by i Rusland. I kan selv forestille jer resultatet – kaos. Fortove er ogsaa forbeholdt saerligt udvalgte gader, saa man maa ofte springe for livet.

Vi bor midt i turistkvarteret Thamel, der selvfoelgelig er spaekket med butikker, der saelger alt det, de tror, turisterne gerne vil koebe. T-shirts, trekkingudstyr (fake hele moeget, selvfoelgelig, selvom saelgerne ofte proever at slippe af sted med at paastaa andet), smykker og diverse statuer og traeudskaeringer.

Den manglende infrastruktur i Nepal kommer ogsaa meget konkret til udtryk et par gange om dagen selv her i Kathmandu. Stroemafbrydelser er hyppige i hele Nepal, hvilket vi isaer oplevede gentagne gange i Chitwan nationalparken, men her i Kathmandu har de sat stroemafbrydelserne i system. Det betyder, at der paa alle hotellerne haenger en ugeplan for, hvornaar stroemmen ikke virker. I de perioder, laegges dele af byen toer for elektrcitet, for at undgaa at nettet bryder sammen pga. overbelastning. Holy s…! De fleste af hotellerne har deres egne generatorer, saa man alligevel kan se hvad man foretager sig, men en gaatur i byen i stroemafbrydelsesperioderne, hvis de den paagaeldende dag ligger om aftenen, er en ret interessant oplevelse.

Her i Kathmandu har vi nydt, at der har vaeret gode muligheder for at faa mad fra det internationale koekken. Mange restauranter serverer italiensk, indisk eller kinesisk mad og selvfoelgelig en masse fast food ogsaa. Der er ogsaa en raekke barer her, hvilket vi ikke just har vaeret vant til. I gaar var vi paa en bar der hed Tom & Jerry. De havde en raekke fodboldtroejer og halstoerklaeder haengende… I kender typen, og gaet hvad vi saa, da vi kom ind haengende over hovederne paa os… Forza Broendby. Det varmede helt om hjertet . Saagar Boldklubben Frem var repraesenteret med et toerklaede.

Her i Kathmandu er det ogsaa slut med vores grupperejse med GAP. Ligesom med Tucan i Sydamerika, har det vaeret en god oplevelse at rejse i en gruppe disse steder. Det har gjort, at vi, i lande som Indien og Nepal, har kunnet koncentrere os om at opleve sevaerdighederne, maden og kulturen og overlade alt det praktiske til vores turleder. Vores gruppe har ogsaa vaeret god, hvilket der selvfoelgelig aldrig er nogen garanti for, og vi har knyttet nye venskaber i bl.a. England, Canada, USA og Spanien. Selvom gruppeturen har vaeret en god oplevelse, glaeder vi os ogsaa til nu at vaere lidt for os selv. Vi sad i gruppen i gaar aftes og gjorde lidt status over de to lande. De fleste syntes at Indien havde vaeret en voldsom oplevelse. Personligt har jeg dog vaeret meget positivt overrasket over Indien. Jeg havde virkelig forventet noget meget slemt, og saa kan man som regel ogsaa kun blive positivt overrasket. Menneskerne var overraskende flinke, maden overraskende god, og sanseindtrykkene mange og imponerende. Der gaar nok nogen tid inden vi kommer tilbage, men jeg er til gengaeld ogsaa ret sikker paa at vi kommer tilbage.

De naeste ti dage, hvor vi tager paa trekking omkring Everest er det mere end tvivlsomt om I hoerer noget fra os, men vi har hoert at der skulle vaere et enkelt sted undervejs, hvor de har internet. Vi faar se. Mobilen virker stadig heller ikke her i Nepal; der er nok ikke nogen roaming aftale. Saa sms’er faar vi stadig ikke…

Mange hilsner fra Betina og Erik

Kaere alle

Der er gaaet en lille uge siden vi sidste skrev paa bloggen. Siden sidst har vi naturligvis oplevet en hel masse. Vi sluttede vores fortaelling sidst netop som vi skulle af sted med nattoget til Varanasi. Togturen gik bedre en ventet paa trods af en tre timers forsinkelse, som der ikke var nogen egentlig forklaring paa udover koeer pa skinnerne…! Vi sov alle 15 i en stor sovevogn med tre koejer ovenover hinanden. Der var overraskende nok rene lagner og taepper. Selv brugte vi dog vores silkelagenposer og sov ovenpaa det andet. Toilettet (for der var kun et) var ok. Kun faa kakkelakker… Togturens stoerste problem var vores turleders snorken, som holdt en del af gruppen vaagne indtil vi fik ham til at vende sig om paa siden ved at kilde hans taeer!

I Varanassi oplevede vi om aftenen i sunset flower ceremoni. Sunset var der desvaerre ikke noget af, men stemningsfuld musik fra to musikere mens vi langsomt og lydloest gled ned ad Ganges floden langs med flodbredden med alle trapperne. Undervejs satte vi smaa skaale ud i vandet med lys og blomster i. Det lyste fantastisk flot op. Laengere henne ad bredden overvaerede vi en hinduistisk ceremoni fra baadene. Vi saa ogsaa to af de steder hvor hinduerne braender deres afdoede slaegtninge (vi saa dog ikke nogen paa baalene).

Naeste morgen tidligt gentog vi baadturen for at se hvordan hundredevis af hinhuer kom til bredden for at vaske sig i det hellige vand, bade og vaske toej.

 Efter to dage i Varanasi koerte vi med bus videre nordpaa over den nepalesiske graense. Saa var det farvel til Indien for denne gang. Indien har uden tvivl vaeret en oplevelse af de store. Kulturen, kaoset, den nysgerrige befolkning, Taj Mahal og Ganges. Alt er med os i bagagen. Vi kommer nok ikke tilbage foreloebig… Indien kraever haar paa brystet og et godt helbred! Vi vil bestemt ikke anbefale at tage af sted med boern – i hvert fald ikke hvis man vil opleve det aegte Indien.

Vi kom over graensen til Nepal forholdsvis nemt. Det tager altid noget tid og frembringer lidt kaos naar en hel gruppen skal have visum og stempler. Kort efter vi var koert fra graensen kunne vi se hvordan tingene aendrede sig. Befolkningens paasklaedning, husene, gaderne. Der var mindre steoj og mere groent og mindre beskidt. Atmosfaeren var afslappet og der var rent simpelt mere plads og renere luft. 

Efter en nat i en lille graenseby koerte vi med bus videre til Chitwan Nationalpark. Her boede vi i et lille hyggeligt resort bygget af Hollaendere som led i et stoerre projekt i hele den omkringliggende landsby. Hele landsbyen er nu blevet beskraeftiget med turismen i omraadet. Vi kunne f.eks. fiske med landsbykonerne, komme paa madlavningskursus, hjaelpe med at vaske elefanterne fra elefantopfostringshjemmet, ridde paa elefanter i junglen eller sejle i kano paa floden inde i junglen i nationalparken.  Et par fra gruppen valgte at vaske en elefant. Det var fantastisk sjovt at overvaere og bagefter fik de ogsaa bad af elefanten som blaeste vand paa dem med sin snabel. Om eftermiddagen tog vi med hele gruppen paa elefant jungle ride i junglen. Vi sad fire ovenpaa hver elefant i en kurv. Ikke just komfortabelt men skaegt. Vi saa naesehorn taet paa og krokodiller. Elefantturen blev ekstra spaendende af at vores elefant flere gange ville op at slaas med en anden elefant! Vi blev godt rusket sammen oppe i kurven og elefanten broelede og stampede i jorden. Vores elefantguide gjorde sit bedste for at berolige vores rasende elefant, men det lykkedes aldrig helt. Hen imod slutningen begyndte vores elefant tilmed at loebe. Ikke paa stien men ind igennem den taette jungle med os i kurven! Lige lovligt eventyrligt. Vores guide blev ved med at sige “No mind – no problem”. Hvis vi har at goere med “no mind” tror jeg nok vi har et problem… Naa men vi naaede tilbage til start i hel tilstand…heldigvis. Vores egen turleder havde vaeret med paa turen og kunne fortaelle os at vi bestemt ikke havde vaeret paa en hel almindelig elefant ride.

Om aftenen sad vi laenge ude omkring baalet i resortets have. Stroemmen var gaaet, saa alt maatte oplyses med levende lys. Ganske autentisk og hyggeligt.

I morges tog vi med bus til Pokhara, som ligger ved foden af Annapurnabjergmassivet. Her er masser af smukke sneklaedte bjerge. Vores GAP tur ender om tre dage, naar vi naar frem til Kathmandu. Herfra venter os nye eventyr i bjergene i Everestregionen.

Hilsner fra Erik og Betina

P.S. Mobiltelefonen har indtil videre intet signal her i Nepal. Vi skriver hvis vi faar signal

Hej igen alle sammen,

Efter et par hektiske dage i Jaipur og Agra kom vi i gaar til den lille by Orchha lidt uden for den lidt stoerre by Jhansi (stadig i det nordlige Indien), hvor vi i dag har lidt fritid, saa jeg igen kunne faa skrevet lidt om vores oplevelser. Vi forlod Jaipur i forgaars. Jaipur var en hektisk by med masser af handlende, og vi brugte en hel del af vores tid der paa bare at gaa rundt paa markederne og opsuge stemningen af Indien. Man begynder efterhaanden at vaeene sig til kaos. Vi tog igen toget fra Jaipur til Agra. I Agra var en af turens foreloebigt absolutte hoejdepunkter – Taj Mahal. Der var selvfoelgelig tonsvis af mennesker – faktisk isaer indenlandske turister primaert, som ofte var meget interesseret i at tale med, trykke haand med og tage billeder af os og vores rejsefaeller. Det er ikke blevet traettende endnu – faktisk meget sjovt, og vi vil jo lige saa gerne have billeder af dem – kvinderne i deres smukke sarier og blandt maendene er Sikh’erne meget oenskede motiver. Taj Mahal var fantastisk smuk. Vi tog helt ufatteligt mange billeder inden vi gik ind for at se selve mausoleet. Det viste sig dog at vaere lidt af en skuffelse. Taj Mahals skoenhed skal saa absolut beundres udefra – indeni er der ikke meget at se. Et par lukkede sarkofaer, der ikke engang indeholder liget af den kvinder, som Taj Mahal blev bygget til aere for. (Hun ligger i kaelderen).

I gaar tog vi saa lidt at et tigerspring fra hektiske Agra til den lille by Orchha, hvor vi sidder paa en lille internetcafe nu. Cafe er vist saa meget sagt… rummet er omkring 10 m2 og der er ikke meget andet end tre computere her. Orchha er paa grund af sin lille stoerrelse dejlig afslappet i forhold til de andre byer i Indien, vi har besoegt, og derfor lidt af et aandehul paa den rejse. Man kan rent faktisk faa lov at gaa nogenlunde i fred paa gaden. Skoent. Grunden til besoeget i denne by er et tempelkompleks fra 1600-tallet, som dog er ret medtaget af mange aar uden vedligeholdelse. Generelt maa man sige, at de sevaerdigheder, der er erklaeret Unesco World Heritage Sites er godt vedligeholdt; derudover kniber det lidt mere. Tempel- og paladskomplekset er omfangsrigt og imponerende, men det er svaert at konkurrere med Taj Mahal…

I aften tager vi med tuk-tuk tilbage til Jhansi, hvor vi skal med nattog til Varanasi. Det bliver nok lidt af en oplevelse. Standarden er ikke helt som i nattog i Europa. I skal nok hoere mere naeste gang om denne togtur, hvor vi ogsaa haaber at kunne laegge nogle billeder ud.

Vi holder stadig varmen fint her, hvor temperaturen er faldet til omkring 30 grader, hvilket er noget mere behageligt end det var i Mumbai og Delhi.

Haaber I alle har det godt,

Betina og Erik

Hej alle sammen,

Saa kom vi til Indien. Vi ankom med fly fra Johannesburg til Mumbai natten til i onsdags paa et besynderligt halvtomt fly. Jeg har i hvert fald aldrig vaeret med et saa tomt fly foer. Det kan maaske skyldes, at der i Indien i den forgangne uge har vaeret en af aarets vigtigste festivaler – Diwali, og den var allerede godt i gang, da vi ankom til Mumbai. Diwali fejres som lysenes fest, saa alle bygninger var flot lyst op med eletriske lyskaeder og levende lys, og det var et flot skue, da vi landede i Mumbai at se fyrvaerkeriet over byen.

Mumbai var saaledes vores foerste moede med Indien. Vi havde forberedt os paa et larmende, kaotisk og lugtende scenarium, hvilket ogsaa nogenlunde viste sig at holde stik. Vi var dog ret positivt overraskede, og det var alligevel vores indtryk, at der er en vis systematik i kaoset. Paa trods af at de koerer som sindssyge – jeg tror faktisk (tro det eller lad vaere) at det var endnu vaerre end i Kina. Det var faktisk heller ikke noget problem at vandre rundt i byen uden at blive overfaldet af tiggere og saelgere af alskens ragelse. Bevares – der er masser af saelgere, isaer ved de store turistattraktioner, hvilket vi ogsaa senere har oplevet i Delhi og Jaipur, hvorfra jeg skriver dette indlaeg, men de er hverken mere eller mindre paagaaende end hvad man oplever mange andre steder. De fleste accepterer oveni koebet et ‘nej’. Den foerste dag brugte vi bare paa at slendre rundt i byen, og suge byens indtryk til os. Den anden dag havde Henrik, som vi havde moedt i Tanzania paa Kilimanjaro turen, vaeret saa venlig at arrangere en sightseeing for os. Paa den maade fik vi ogsaa set de ‘must-sees’, der var i Mumbai, selv om – indroemmet – det var ikke overvaelende mange, men isaer at se ‘vaskemaendene’ var ret sjovt.

Fredag floej vi til Delhi med et indisk lavprisselskab. Det fungerede helt fint – der er nu en gang noget trygt i at vaere i lufthavne og i et fly (paa en eller anden bizar maade). Forstaaet paa den maade, at fly og lufthavne i meget hoej grad er standardiseret og praeget af hoej sikkerhed. Hvorom alting er, flyveturen var fin, men der var dog en enkelt ting der adskilte sig fra en flyvning mellem to europaeiske destinationer. Ding ding ding loed det uafladeligt fra serviceknapperne ved praktisk taget alle stoleraekkerne. De stakkels stewardesser fik godt nok deres sag for. Naar inderne har betalt for en flybillet (maaske helt op til 300-400 kr. – det var i hvert fald hvad vores kostede), saa vil de ogsaa have fuld valuta for pengene.

Delhi viste sig en del mere kaotisk end Mumbai. Det gjaldt dog isaer det omraade, vores hotel laa i – Karol Bagh. En smeltedigel af handlende, tonsvis af mennesker, rickshaws med eller uden paahaengsmotor og stort og smaat braendbart. Vi fandt heldigvis foerst ud af da vi skulle til at forlade Delhi, at det var i det selv samme omraade at der sprang terrorbomber saa sent som for et par uger siden… (!). Det viste sig, at det hotel vi havde faaet oplyst af GAP, og hvor vi boede den foerste af to naetter i Delhi, var det forkerte hotel. Det fandt vi ud af ved et tilfaelde om morgenen loerdag, da vi spurgte i receptionen paa hotellet, hvor ‘resten’ af vores gruppe mon var henne. Naa, men vi fik med lidt besvaer rykket hotel loerdag (vi havde selvfoelgelig afleveret vasketoej paa det foerste hotel, hvilket ikke ligefrem simplificerede tingene) og vi fik ogsaa tid til at se en del sevaerdigheder i Delhi ved at hyre en taxa for en dag (for den nette sum af ca. 120 kr.)… Jeg elsker priserne her i Indien. Man kan snildt redde sig et godt maaltid mad for ca. en tyver… That’s how I like it.

Den stoerste oplevelse i Delhi var nok lotustemplet, eller “Baha’i house of worship”, som er et tempel for en sekt, der har som hovedtrosretning, at man accepterer alle hovedreligionerne – islam, hinduisme, kristendom you name it. Sympatisk tanke. Vi var saa heldige at opleve en “gudstjeneste” der fungerede paa den maade, at en person, der skulle repraesentere hver af de store religioner laeste, messede eller sang en boen fra det paagaeldende trosretning. Det var ret stort at opleve – isaer fordi de mange turister der gjorde, at der var repraesentation af alle trosretninger i menigheden ogsaa. Den stoerste attraktion var dog selve bygningen, der er fantastisk smuk. Jeg haaber jeg kan laegge et billede ud her senere.

En ting har dog vaeret en skuffelse at opleve i Indien. Foerste gang var paa en i oevrigt rigtig god restaurant i Mumbai, hvor vi mad saa staerk saa det stod ud af oerene. Her bestilte vi Darjeeling the med forventning om en delikat kop the, men blev ak ak ak praesenteret for to smaa soelvkander med Twillings. Det samme alle andre steder vi har faaet the her i Indien. Sjovt hvordan man altid faar skodthe paa praecis samme maade som man altid faar NesCafe i kaffeproducerende lande som Brasilien, Ecuador og det samme oplevede vi paa denne tur ogsaa i Tanzania. Men ok – oekonomen i mig er glad – det har forstaaet vaerdien af frihandel Maden i Indien er generelt rigtig god – ja, den har lidt tendens til at saette lidt rigelig gang i fordoejelsen, men det smager rigtig godt. Det sjoveste vi har proevet ind til videre har vaeret “Thali”, der er en vegetarisk frokost, hvor man faar en masse smaa retter i skaale, og saa spiser man det hele med fingrene sammen med Naan broed. Det var ret sjovt at proeve, og det virkede ogsaa som om tjeneren paa restauranten syntes det var ret sjovt, at han skulle forklare to turister, hvordan de skulle goere. Vi maa dog ogsaa erkende, at vi nu for foerste gang siden vi forlod Danmark, har vaeret paa McDonalds (i Delhi). Koer er jo hellige (de staar gud hjaelpemig ogsaa midt uden paa vejen alle steder – ikke mindst her i Jaipur), saa Big Mac er der ikke noget af. Men da vi begge er mest til McChicken, saa var det jo helt fint. Vi er ikke stolte af at have frekventeret McD, men vi syntes at vi havde fortjent det, ikke mindst efter Tanzania, som mildest talt ikke var nogen stor kulinarisk oplelvelse.

Vi er nu startet paa vores tur med GAP – fjorten dage fra Delhi til Kathmandu i Nepal. Resten af vores gruppe paa 15 mand virker alle soede og rare, saa vi skal nok faa en god tur. I morges tog vi med tog fra Delhi til Japiur i Rajasthan provinsen. Vores indiske turleder Hari havde fortalt om et meget luksurioest tog… ja… det skal tages med et gran salt eller to. Da vi saa nogle af de andre tog og togvogne, hvor folk stod som sild i toende og saagar sad paa taget af togvognene, kunne vi godt se at vores tog i sammeligning var ret luksurioest, men som sagt, maalt efter hjemlige forhold var det ret skrabet. Det bliver spaendende at se hvordan det ser ud, naar vi ikke skal med “luksus” tog.

Vi haaber I alle har det godt hjemme i Danmark. Tak for jeres sms’er, hvoraf vi kan forstaa at det er ved at blive lidt efteraarskoldt derhjemme. Det er ogsaa “vinter” i Delhi – hmm – i dag var det ca. 33 grader… Vi kan lige holde varmen.

Mange hilsner fra Erik og Betina