Hej alle sammen,

Her kommer endnu en hilsen, denne gang fra en internetkiosk i Auckland lufthavn, hvor vi sidder og venter paa vores fly til Samoa, hvor der forhaabentlig venter sol, strand og frem for alt ren afslpaning. Siden vi skrev til jer sidst, i Te Anau, har vi vaeret en tur omkring Dunedin, der ligger paa oestkysten af sydoeen ret langt sydpaa. Byen er ret speciel, paa den maade, at den priser sig selv for at vaere den mest skotske repraesentant i New Zealand. Det er ogsaa rigtigt i et vist omfang, at en del bygninger, ikke mindst kirker har et ret anglikansk praeg. Om det saa lige er skotsk eller walisisk eller hvad ved jeg skal jeg ikke goere mig klog paa, men saerpraeget er der i hvert fald. Saa er Dunedin ogsaa den stoerste universitetsby paa sydoeen, hvilket ogsaa goer, at der er en lidt anderledes og mere levende stemning i byen end hvad tilfaeldet er for de fleste andre byer paa sydoeen. Dunedin var vi dog ikke voldsomt imponerede af, men vi er paa den anden side heller ikke taget til New Zealand for at se byer, men den flotte natur. Derfor tog vi bilen, og tog ud paa Otago halvoeen kun en lille times koersel fra Dunedin. Denne halvoe rummer noget ret unik natur, og der er paa relativt lille plads baade pingviner, saeler, soeloever og saa den store stolthed – albatrossen, naermere betegnet “Northern Royal Albatross”, der angiveligt skulle vaere den stoerste af albatrosarterne. Stor var den i hvert fald. Vi var ifoelge vores guide meget heldige med vejr osv., saa vi saa masser af kaempe albatrosser flyve rundt over hovederne paa os og faa meter foran os. Det var meget imponerende, de er godt nok store naar de kommer taet paa. De har et vingefang paa 3 meter (!) og vejer omkring 9 kg. Kaempe fugl. Vi var meget glade for at vi var taget derud, det var en stor oplevelse at se dem, og vi fik ogsaa nogle rigtigt flotte billeder med hjem. Dem maa I vente lidt endnu paa at se.

Dagen efter koerte vi videre paa vores sidste straek til Christchurch, hvor vi afleverede bilen. Dermed er det slut med at koere i venstre side af vejen for denne gang. Det er nu gaaet overraskende smertefrit, og det er utroligt hvor hurtigt man vender sig til det. Det hjalp selvfoelgelig ogsaa, at vi har vaeret igennem en raekke lande, hvor man ogsaa koerer i venstre side … Tanzania, Indien, Nepal, Thailand, Malaysia… ja, jeg tror faktisk ikke vi har haft hoejrekoersel siden Zurich. Et par andre eftertanker omkring bilkoerslen skal der ogsaa lige vaere plads til. Trods de lange afstande isaer i Australien, men til dels ogsaa her i New Zealand, er de fleste veje faktisk ret fine. Naar nu afstandene er saa store, saa saetter man ogsaa pris paa, at man maa koere 100 km/t paa landevejene (i Western Australia endda 110), for ellers tager det altsaa lang tid at daekke afstandene med vores danske 80 km/t. I Australien var trafikreglerne stort set som derhjemme, bortset fra i Melbourne, hvor de har en af de mest (undskyld sproget) fucked up regler for hoejresving (altsaa stort sving, da der jo er venstrekoersel). Det er en regel, de kalder for The Right Hook. Man kan blive saa frustreret over den regel, at man fristes til at saette bogstaverne “er” paa den regel. Hvorom alting er, naar man skal dreje til hoejre, skal man laegge sig helt ind til venstre af vejen, altsaa i venstresvingsbanen, og saa koere lidt frem indtil der begynder at blive roedt, og naar saa alle, der skal ligeud er koert frem eller holder tilbage, saa laver man et kaempe hoejresving paa tvaers af alle vejbanerne. Bizart. De paastaar at dets skyldes tilstedevaerelsen af sporvogne i byen, men den koeber jeg ikke. Det har man altsaa loest paa smartere maader andre steder. Her i New Zealand har de ikke the right hook, heldigvis. Til gengaeld er reglerne for at holde tilbage, naar man skal dreje i et kryds anderledes. I Danmark er det altid den, der skal lave det store sving (i Danmark altsaa venstresving) der skal holde tilbage for den der skal lave det lille sving. Jeg gaar ud fra, at det er lavet saadan fordi det er svaerere for den der skal lave det lille sving ogsaa at holde oeje med cyklister, fodgaengere osv. Det giver mening. I New Zealand er det lige omvendt. Saa naar man skal lave lille sving skal man godt nok se sig for, da man baade skal holde oeje med tvaergaaende trafik, modsatkoerende svingende, cyklister og fodgaengere. De to sidstnaevnte er der selvsagt kun i byerne, saa det letter selvfoelgelig tingene lidt, men hvorfor de har valgt at lave vigepligtsreglerne stik modsatte af saa vidt jeg ved alle andre lande er mig en gaade. Og saa en sidste ting – det kan godt vaere at koebenhavnske bilister foeler sig chikaneret af Bondams lukning af Noerrebrogade og andre bilistfjendtlige tiltag i trafikudformningen, men i Auckland tager de godt nok prisen. Her har man, som i en raekke andre storbyer, fodgaengergroent. Dvs. at naar der er groent for fodgaengere, saa er der groent for alle fodgaengere og roedt for alle bilister. Det betyder, at man fx kan gaa tvaers over et kryds, da alle bilister har roedt lys. Det er for saa vidt meget smart, men det graenser til chikane, naar fodgaengergroent kommer hele tiden, altsaa foerst er der groent for bilister i den ene retning, saa for fodgaengere, saa for bilister i den anden retning, og saa for fodgaengere igen osv. Kombineret med lidt groenpile her og der, saa goer det det altsaa rigtigt surt at misse et groent lys, da man kan holde i adskillige minutter og vente paa det naeste groenne lys. Da lyskurvene samtidig er med faa hundrede meters afstand, saa bliver det hurtigt rigtigt festligt. Anyways, hermed inspiration for trafikudvalget til den naeste studietur

I morges floej vi saa fra Christchurch og her til Auckland, hvor vi saa har haft stoerstedelen af vores smaa ti timers ventetid, som vi har slaaet ihjel ved at vandre rundt inde i centrum. Om et par timer flyver vi saa til Samoa. Det betyder, at vi krydser hen over den internationale datolinje. Det er der ikke nogen af os der har proevet foer. Betydningen af det er lidt sjov. Lige nu er kl. 20.02 d. 18. februar her. Det samme goer sig gaeldende for os om 24 timer. Med andre ord oplever vi d. 18. februar to gange saa at sige. Lidt specielt, men en meget god historie.

Efter seks dage paa Samoa gaar turen igen videre, denne gang til USA, hvor foerste stop er San Fransisco.

Haaber I alle har det godt derhjemme,

Mange hilsner fra Betina og Erik

Hej alle,

Her kommer seneste nyt fra New Zealand, hvor vi i skrivende stund er naaet til adrenalin-hovedstaden Queenstown. Queenstown lever af at servicere turister (er faktisk den mest besoegte by i New Zealand paa trods af at her bor ret faa mennesker – vist nok omkring 10.000). De ydelser, man kan koebe af de mange turbureauer rundt omkring varierer var faldskaermsudspring, paragliding, jetboating, bungy-jumping, helikopter ture, rafting… you name it. Vi valgte at proeve jetboating, der, sandt at sige, faktisk var ret sjovt. Man sidder ca. 12-15 mennesker paa raekke i en baad drevet af to kraftige jetmotorer og farer saa nedad en flod og sejler saa taet paa klippevaeggene som overhovedet muligt. Det gaar derudaf med ca. 80 km i timen kun afbrudt af enkelkte 360 graders sving for at give lidt ekstra til oplevelsen. Lidt som en tur i rutsjebanen, men selvfoelgelig latterligt dyrt. 25 minutters tur koster godt og vel 300 kr. pr. snude… Man kan godt gribe sig selv lidt i at taenke at det hele er lidt et stort tivoli. Det er der faktisk ingen grund til, for Queenstown ligger i en ret smuk del af New Zealand omgivet af soer og bjerge. Naa, men Queenstown er fin nok for dem der vil have action, men man faar ret hurtigt nok af, at det stort set er det eneste byen tilbyder, og at det hele er en stor pengemaskine.

Naa, men for lige at gribe traaden fra hvor vi forlod jer sidst, saa var vi paa vej til Queen Charlotte Trekket allernordligst paa sydoeen. Vores to dages trek gik fint, men efter de to dage var vi ogsaa glade for at vi ikke skulle gaa de to sidste dage af trekket ogsaa. Der er ret smukt med en flot tempereret regnskov og gode udsigter til de mange fjorde, men det det saa til gengaeld ogsaa hele vejen. Efter en nat tilbage i Picton begav vi os af sted mod Nelson og Motueka ved Abel Tasman Nationalparken. Det var skoenne tre dage vi havde der. Vi havde igen booket et homestay, og det var en kanon oplevelse igen. Det viste sig, at vi skulle bo i et Annex til huset, der var tegnet (!) af den tidligere ejer (arkitekt). Det hele var meget oekologisk orienteret og integreret i naturen. Det betoed bl.a. at vi fik oekologisk morgenmad, plukkede frugt og salat til vores aftensmad i deres koekkenhave og … badet var udendoers. Godt vi ikke var der om vinteren, men da vejret var perfekt – 25-27 grader og solskin var det ret cool. Vi noed bare at vaere der og slappe af, men vi var da ogsaa paa vores bebudede tur i Abel Tasman Nationalparken, hvor vi sejlede i kayak en 3-4 timer. Ogsaa det var en rigtig god oplevelse, og kan varmt anbefales, men vi var ret traette i armene bagefter…

Under vores ophold i Motueka begyndte vi desvaerre at faa lidt problemer med lejebilen. Begyndte at ryste og knirke og havde meget svaert ved at holde farten op ad selv smaa bakker. Vi ringede til udlejningsfirmaet, og de sagde, at vi var velkomne til at kigge ind forbi og faa set paa den. Problemet var bare, at det naermeste kontor var i Christchurch – 500 km den forkerte vej – eller 900 km den rigtige vej – her i Queenstown. Vi valgte at satse paa, at bilen holdt til Queenstown. Det gjorde den heldigvis. Nu har vi faaet den byttet til en anden. Stadig ikke noget fartmonster, men der er da ingen maerkelige lyde og rystelser, og den koerer ogsaa noget bedre.

Paa vejen fra Abel Tasman og ned til Queenstown overnattede vi to naetter i Franz Josef, der er en lille turistby med et eneste formaal – at servicere de turister, der vil se gletcherne i naerheden. Det gaelder generelt om vestkysten at man har det ret meget for sig selv. Paa hele vestkysten bor der ca. 30.000 mennesker, saa det er bestemt ikke overrendt. I vores guidebog stod der, at der var kun en ordentlig maade at se gletcherne paa – fra oven. Ergo, vi maatte hoste op med de penge der skulle til for at komme paa en halv times helikoptertur henover gletcherne og med en landing paa toppen for at tage billeder. Det var penge well spent – rigtig flot, og vi var ret heldige med vejret. Det er tit overskyet og regnvejr, men vi kom af sted med en del sol paa himmelen. I sig selv var det ret sjovt at flyve i helikopter; det var der ingen af os der havde proevet foer, og saa var det ogsaa som lovet en god maade at se gletcherne paa.

Vi er her i Queenstown et par dage endnu inden vi igen skal paa landevejen for at koere til Milford Sound, hvor vi skal paa et cruise og overnatte en enkelt nat paa skibet. Derefter foelger et par dage i Te Anau i Fiorland distriktet, ikke saa langt fra Milford Sound, hvorefter vi skal til Dunedin paa vestkysten inden vi vender snuden tilbage til Christchurch for at flyve videre til Samoa. Desvaerre er vores fly til Samoa blevet rykket, hvilket giver os 10 timers ventetid i Auckland. Skoent ikke? Naa, men det giver os paa den anden side en mulighed for at se lidt af Auckland og maaske faa shoppet lidt. Man kan virkelig maerke at den lokale dollar er langt nede, det er ret billigt baade at spise, bo og shoppe her nede.

Det var alt fra rejseskriveriet i denne omgang, men nedenfor foelger vores billeder fra Australien, som vi haaber i vil nyde.

Mange hilsner fra Betina og Erik

Udsigt over Perths skyline set fra den store Kings Park

Den smukke udsigt over havet fra vores skoenne lille resort i Denmark

En af de lokale…

Et ikke helt usaedvanligt syn i Australien… lang lige vej… masser af den…

Ku’ ik’ la’ vaer’

Et billede fra vores vintur i Margaret River omraadet. Vingaardene er ofte i sig selv et besoeg vaerd.

Den 1,8 km lange mole i Busselton

En af de obligatoriske… men en forstaaelig attraktion… Ayers Rock / Uluru

Kata Tjuta, der ligger kun ca. 20 km fra Ayers Rock var naesten endnu mere betagende.

Fluerne i det centrale Australien (og desvaerre ogsaa enkelte andre steder) er en for uindviede uforstaaelig stor plage. De elegante hovednet hjaelper ekstremt meget paa irritationen, men det goer champagnen ved solnedgangsturen ved Uluru lidt besvaerlig at indtage…

Nedenfor en stribe billeder fra vores to dage paa Kangaroo Island…

En af de mest overraskende oplevelse paa vejen mellem Adelaide og Melbourne i Mt. Gambier. The Blue Lake. Sigende navn, ikke? Den bliver blaa hver sommer uden at nogen rigtig ved hvorfor. Fantastisk flot synes vi, og sjovt fordi det var en sevaerdighed vi ikke rigtigt havde planlagt at se. Der er ikke manipuleret med farverne – saadan saa den ud.

Et flok billeder fra Great Ocen Road

Et par billeder fra cruiset paa Great Barrier Reef. Selvom det var flottest under vandet (hvor digitalkameraet ikke rigtig ville med ned) var det nu ogsaa ret flot over vandet.

Her er der snydt lidt, billederne er fra Sea World paa Guldkysten, men fiskene er gode nok og nogle vi saa paa revet

Man kan ikke tage i Sea World uden at se delfin-show…

Blue Mountains med “de tre soestre i forgrunden”. Man kan godt lidt se det blaa skaer over traerne i horisonten, ik’?

Et af Sydneys to stoerste vartegn – Sydney Harbour Bridge

Utzons mestervaerk by night

Kaere alle,

Siden vi skrev sidst har vi forladt Australien og begivet os til New Zealand. Inden vi forlod Australien naaede vi lige at opleve nationaldagen – Australia Day – i Sydney. Dagen var en stor barbecue, og der var markeder og udstilling af veteranbiler i gaderne og den slags. Det var ret hyggeligt, men aergeligt, at det om eftermiddagen blev regnvejr for foerste gang i ugevis. Lidt aergeligt at det lige skulle ske den dag. Om aftenen var vi i operahusets koncertsal til en koncert med irsk folkemusik. Det loed lidt specielt, men vi syntes at det ville vaere sjovt at proeve at komme til en koncert i operahuset, og det var noget billigere at gaa til koncert end til en opera. Det viste sig bestemt ikke at vaere noget daarligt valg. Vi saa og hoerte et irsk ensemble, der kalder sig Masters of Tradition, og er en samling af de bedste irske musikere inden for hvert deres instrument. Det var alle tiders. Fra start til slut var det en stor oplevelse, og en af de stoerste koncertoplevelser, vi har haft. Saadan kan man nogle gange virkelig blive positivt overrasket. Det er ogsaa altid lidt nemmere naar man ikke har saa hoeje forventninger. Men som sagt – det var fed musik og dybt imponerende. Vi skal hjem og bestille et par cd’er.

Dagen efter Australia Day floej vi til Christchurch i New Zealand. Dermed er vi vist saa langt vaek hjemmefra som man naesten kan komme – rent geografisk i hvert fald. Til gengaeld er det nok det land, hvor mentaliteten har mindet mest om Danmark, som vi har vaeret i paa denne tur. Vi er her i New Zealand i godt og vel tre uger, og skal kun rundt paa sydoeen.

Efter et par dage i Christchurch, der, bevares, da var meget hyggelig, men ikke nogen stor oplevelse, lejede vi en bil og koerte op til den lille by Kaikoura et par hundrede kilometer norpaa paa oestkysten. Byen er beroemt for en population af hvaler der holder til kun faa mil fra kysten, da en dyb undervandskoeft goer, at der er meget dybt vand taet paa kysten. Vi var paa en hvalkiggertur – dyrt som bare pokker, men alle pengene hver. Hele tre hvaler fik vi set, og hvaler er heldigvis indrettet saadan, at naar de kommer op til overfladen, saa bliver de der typisk i en 5-10 minutter, saa man kan naa at faa et ordentlig blik paa dem. Det stoerste oejeblik er dog til sidst, lige inden den dykker, hvor man kan faa et flot billede af hvalens hale. Det var foerste gang at nogen af os saa hvaler, og det er i sandhed en oplevelse. Saa store dyr – utroligt. Udover hvaler boed Kaikoura ogsaa paa saeler og de store albatrosser, saa vi fik set lidt af hvert der.

Efter Kaikoura koerte vi yderligere nordpaa til en lille by ved navn Renwick, der ligger pladask midt i Marlborough vindistriktet, der isaer er beroemt – ogsaa i Europa – for deres Sauvignon Blanc. Vi indkvarterede os hos en familie, der tjente lidt ekstra ved at leje et par vaerelser ud. Det var en god oplevelse, og lidt anderledes end de evigt ens moteller og hostels. De havde et par cykler, vi kunne laane, til at koere en tur ud i vinmarkerne og besoege de forskellige vingaade. Det brugte vi det meste af loerdagen paa, og det var en rigtig god tur i dejligt varmt solskinsvejr. Bl.a. kom vi forbi vores favoritproducent – Cloudy Bay og smagte deres fantastiske Sauvignon Blanc. Det var primaert Sauvignon Blanc, der var en oplevelse hos de forskellige producenter, men der var ogsaa enkelte gode Pinot Gris’er imellem (ikke mindst den lille producent Gibson Bridge, der ogsaa havde hoestet utallige udmaerkelser for denne vin) og enkelte Pinot Noirs.

I dag (soendag) koerte vi videre til Picton, nord paa sydoeen. Der er herfra faergen til Wellington (hovedstaden paa Sydoeen) sejler. Vi skal dog ikke med faergen, men skal bruge de naeste par dage paa en vandretur paa Queen Charlotte Track, der gaar langs med fjorden af samme navn. Derefter tager vi igen bilen og koerer til Nelson og videre til Abel Tasman National Park, hvor vi haaber at komme ud at sejle i kayak.

Billeder fra Australien maa I vente lidt endnu paa, men jeg proever at finde et sted og tid, hvor jeg kan uploade nogle billeder.

Mange hilsner fra Betina og Erik