Omsider et nyt indlæg…

Kære alle,

Beklager den – indrømmet – ekstremt lange ventetid, men internet viste sig at være nærmest ikke-eksisterende på Samoa og besynderligt svært at opdrive i USA, hvor alle nok har deres egen computer, og derfor ikke behov for internetcaféer. Men her kommer der endelig et måske sidste indlæg på bloggen (det kan være vi sammenfatter turen i et sidste indlæg senere). Der er også en masse billeder denne gang.

Da vi forlod jer sidst, sad vi i lufthavnen i Auckland og ventede på vores fly til Samoa. Vi fandt hurtigt ud af, at det var sandt hvad vi havde læst, folk fra stillehavsøerne er generelt flæskefede. Der var rigtigt mange svært overvægtige mennesker der skulle med samme flyver som os. Vi krydsede fingre for, at der ikke var nogen af dem, der skulle sidde ved siden af os. Det viste sig, at hende der sad ved siden af Erik var en lokal, og også godt i stand, men dog langt fra rekorden. Men jesus christ, de har et problem. Problemet består primært i, at de lever af bistand fra især New Zealand, og derfor ikke bekymrer sig stort for at sørge for at etablere nogle erhverv der kan forsørge dem. Det eneste de producerer er stort set kun de serviceydelser, som turisterne efterspørger. Og så turistet er Samoa trods alt alligevel heller ikke.

Desværre ankom vores fly til Samoa meget sent om aftenen/natten, så vi blev hentet i lufthavnen omkring halv to. Da vi skulle helt over i den modsatte ende af øen, ankom vi først til vores lille resort omkring halv fire. Ved første øjekast var vi noget skuffede. Selvom vi havde forventet at det var primitivt, så var især toiletforholdende noget mere primitive end vi havde håbet på og også mere primitive end næsten alle andre steder, vi havde været. Nå, men om natten er alle katte jo grå som man siger, og vi lagde os til at sove og håbede på en åbenbaring dagen efter. Den kom til fulde, da vi slog øjnene op og så den mest fantastiske strand lige ude foran vores lille sivhytte. Der var kridhvidt sand og et koralrev, der brød bølgerne nogle hundrede meter ude i vandet, så vandet ved stranden var dejligt roligt. Samtidig var der kun omkring 10-15 meter ud til hvor koralrevet startede, så man nemt kunne smutte en tur ud og se på korallerne og de helt utroligt flotte fisk, der holder til der. Snorkling i Thailand og Australien var fantastisk, men der var en måske endnu større artsrigdom på Samoa, og så var det samtidig lige ud for stranden.

Vi boede der i tre dage, inden vi trængte til luksus og derfor flyttede over på et resort tæt ved lufthavnen. Fem stjerner, international standard, pool og frem for alt aircon. Skønt. Her boede vi også i tre dage, og der var oveni købet et dykkercenter, så Erik kunne komme ud at dykke. En rigtig god oplevelse også.

Seks dage på Samoa gjorde os godt. Afslappede og lidt mere solbrune tog vi videre med fly til Los Angeles for derfra at komme videre til San Francisco. Det gik efter planen bortset fra at Betinas bagage strandede i LA. United, som vi fløj med, var dog rimeligt hurtige til at få den frem, så vi fik den allerede ca. 8 timer efter vi ankom til SF. San Francisco var et rigtigt fornuftigt bekendskab. Hyggelig by med rimelige afstande mellem seværdighederne og en god storbystemning i store dele af byen. De fleste, vi har talt med, anbefaler at man bor i det kvarter, der hedde Fisherman’s wharf, hvilket vi dog ikke gjorde. Vi havde fundet os et lille hyggeligt hotel tæt ved Union Square (The Andrews Hotel – anbefalelsesværdigt), og vi kunne bedre lide den mere klassiske storbycharme der var over kvarteret omkring Union Square end det meget turistede Fisherman’s Wharf. Under vores desværre lidt for korte ophold i SF, hvor man sagtens kan bruge en 4-5 dage, var vi en tur ude at se det nu nedlagte fængsel Alcatraz. Det var en rigtig spændende oplevelse - overraskende nok, idet Alcatraz jo dybest set blot er et nedlagt fængsel. Her blev vi guidet rundt vha. høretelefoner og et timelangt “foredrag”, der var indtalt af tidligere indsatte og ansatte. Super godt lavet. Derudover fik selvfølgelig set Golden Gate Bridge, men fik desværre ikke tid til at besøge Napa Valley for smage på den lokale druesaft. Det må blive næste gang.

Efter San Francisco fløj vi til Las Vegas, hvor vi havde reserveret en bil for  at stryge af sted til Grand Canyon samme dag som vi ankom. Derfor var vi lidt nervøse for, om flyselskabet skulle genere os ved at være forsinket, så vi ville komme meget sent ud til Grand Canyon. Det viste sig dog, at det ikke var flyselskabet (United), der var vores hurdle, men udlejningsfirmaet i Vegas. Vi endte med at stå i kø i omkring halvanden time for at få udleveret nøglerne til vores store Chrysler (Chrysler 300 for nørdernes skyld ). Det betød, at vi først nåede vores hotel i Grand Canyon omkring kl. 21. hvor det var mørkt. Dagen efter var vi ude at se solopgang over Grand Canyon og se en IMAX film om dalen. Grand Canyon er uden tvivl et storslået syn. Over frokost fortsatte vi mod Monument Valley, der ligger ca. 300 km. yderligere vestpå på grænsen til Utah. Der er langt færre turister i Monument Valley, der ligger i Navajo indianernes reservat, end i Grand Canyon, men oplevelsen er omtrent lige så storslået, og kan varmt anbefales. Meget smukt sted. Efter en overnatning og sightseeing i Monument Valley kørte vi tilbage til Grand Canyon og videre til den lille by Williams på Route 66, hvor vi overnattede. Dagen efter brugte vi på at køre en del af vejen af Route 66, der ellers ikke anvendes ret meget længere eftersom der er bygget motorveje til erstatning. Det var meget sjovt med en masse souvenirbutikker, der febrilsk forsøger at holde gang i hypet omkring Route 66 og en masse klassiske “dinere” i bedste 50′er stil med burgere og milkshakes der får tænderne til at løbe i vand. Ikke særligt sundt, men super nice alligevel.

Sidst på eftermiddagen nåede vi Vegas. Vegas må siges at være et ret specielt sted. Det er ikke uden grund at man siger “No place like Vegas”. Det er et inferno af neonlys, casinoer, restauranter, butikker, forlystelser, gigantiske shows, springvand og letpåklædte kvinder (der kører rent faktisk lastbiler op og ad the strip med det eneste formål at reklamere for escort piger vha. store bannere på siden af bilerne – crazy).

Vegas var sjovt, og vi fik brugt en del penge på shopping i stedet for gambling – det synes vi var sjovere at bruge pengene på. Men Vegas er heller ikke et sted man kan holde ud at være alt for længe ad gangen, så de par dage vi var der, var fint tilstrækkeligt.

Fra Vegas begyndte turen hjemad så, og vi fløj via Chicago til København. Det var en meget speciel følelse at komme hjem til Danmark. På en måde rigtig skønt at være hjemme igen, og på en måde også en lidt tom fornemmelse, når man er vant til at rejse videre og videre og videre hele tiden.

Vi er glade for, at så mange har fulgt vores oplevelser her på bloggen, og vi glæder os til at fortælle meget mere face to face med jer alle sammen. Glem ikke at se billederne fra New Zealand, Samoa og USA nedenfor.

De bedste hilsner fra Betina og Erik

PS: Siden vi kom hjem, har det været et værre bøvl med at få uploadet billederne, hvilket er en af grundene til at det har taget så lang tid. Det krævede derfor en opgradering af programmet. Det gjorde det til gengæld lidt lettere at uploade, og det ser også lidt anderledes ud nu, hvilket I kan se nedenfor.