Nyt fra Nepal

Hej igen!

Sidst vi slap jer var vi paa vej op i Himalayas bjerge, naermere bestemt Everestregionen paa et ti dages trek. Dette blogindlaeg starter fra hvor vi slap.

Mandag morgen meget tidligt d. 17. november blev vi hentet og sammen med vores trekkingguide Nawang begav vi os mod Kathmandus indenrigslufthavn. Pga. taage var vores lille fly forsinket i ca. en time. Lufthavnen var ikke meget andet end en ventesal, saa ventetiden foeltes lang. Endelig var vores fly klar til afgang. Kort efter lettede vores lille propelfly med plads til 20 passagerer fra lufthavnen. Paa flyveturen var vi heldige at sidde i hoejre side og kunne dermed se mange af Himalayas beroemte bjerge. Bl.a. Lotse og Everest fra flyveren. Efter ca. en halv time kom den lille bjergby Lukla (2800 m) til syne mellem bjergene i dalen. Landingsbanen var placeret paa en lav skraent paa bjerget. Vi landende uden problemer, selvom landingen for os synes lige lovlig spaendende. Helt saa heldigt var det ikke gaaet for 4 tyske turister og deres nepalesiske guider for et par maaneder siden. Da deres pilot lagde an til landing i Lukla var der tage. Flyvet floej ind med for lav hoejde og ramte frontalt ind i bjergvaeggen i stedet for landingsbanen. Alle blev draebt. “Big Fire…BOM!”, fortalte vores bjergguide Nawang livligt.

I Lukla moedtes vi med vores baerer, som skulle baere vores to gange 1o kilos tunge bagage fra bjergby til bjergby de naeste ti dage. Jobbet som baerer er eftertragtet fordi man paa en tur tjener ca. det samme som en landsbylaerer goer paa to maaneder.

Vi fattede vandrestavene og begav os i raskt tempo af sted mod foerste by – Manjo. Turen dertil gik forholdsvis ligeud henover grus og stenet terraen. Nepaleserne kalder en saadan nogenlunde sti uden stigninger for “Nepalese flat”. Alligevel kunne vi maerke pulsen og maatte hive lidt efter vejret i de knapt 3000 meters hoejde. Fremme i Manjo blev vi vist ind paa det thehus vi skulle overnatte paa. Vi fik et lille hjoernevaeresle paa 1. sal. Vinden pev ind, men soveposerne ville holde os varme om natten. Aftenen tilbragte vi nede i thehusets pejsestue sammen med 6-7 andre turister. Her fik vi mad og varmt appelsinsaft…uhm! Sengetid i Himalaya er allerede ved otte-tiden for man er tidligt oppe og den friske bjergluft og trekkingen goer een meget traet. Derfor laa vi ogsaa i hver vores sovepose med taeppe over os paa dette tidspunkt.

Naeste morgen gik vi af sted mod naeste bjergby Namche ved otte-tiden. Vejret var godt med enkelte skyer. Som dagen foer krydsede vi flere floder. Dette foregik paa over 1oo meter lange haengebroer, som gyngede godt i vinden – isaer ude paa midten hoejt over den brusende flod. Paa vejen til Namche blev vi passeret og passerede selv yakokser, koeer, heste og mange baerere, der hver isaer enten gik med proviant til bjergbyerne eller med turisters bagage. Enkelte af dem bar paa op til 70 kg! Yakokserne var kaempe store og havde lange skarpe horn, som man for alt i verden skulle undgaa. Derfor var det hurtigt ind til siden paa den smalle sti eller skraent, saa ”paraden” med den haeftige oppakning kunne komme forbi. Den sidste times tid op til Namche i 345o meters hoejde gik opad og opad. Det var haardt, men med Kilimanjaro in mente dog til at overskue.

Paa vejen ind gennem Namche by, som vel nok er den stoerste bjergby deroppe, stoedte vi paa en stoerre flok tibetanere der havde slaaet deres telte op. De var alle kommet over passene fra Tibet, en mindst ti dages vandring gennem sne og haard frost. Vi fik at vide at tibetanerne ikke var flygtninge, men var kommet til regionen for at saelge toej og andre varer. Naar de ikke har mere tilbage tager de den lange vej hjem igen.

I Namche var der noget, der mindende lidt om civilisation (selvom det jo egetnlig ikke var det vi var kommet for). Der var en lille bager, smaa butikker/boder og saagar internet! Vi spiste en varm aeblekage hver efter dagens anstrengelser. Resten af tiden blev brugt paa thehuset med laesning, varme drikke og snakken med andre turister. Enkelte af dem kunne berette om spandende ekspeditioner og bestigninger af bjerge og peaks i omraadet.

Vi blev i Namche i to naetter. Paa dag fire vandrede vi videre til naeste bjergby, Thame. Trekkingen var haard det sidste stykke, men vi naaede frem efter ca. 4 timer. Fra Kathmandu havde vi faaet stillet i udsigt, at vi skulle regne med 5-6 timers trek hver dag, saa fire timer var bestemt i orden. Vi kom til den lille by netop til at naa at se deltagerne af dette aars Everest Maraton naaede dagens maal i Thame. Taenk en gang at gennemfoere maraton her! Af samme grund var det svaert at finde ledige vaerelser i byen. Vi endte med et lille koldt vaerelse i et noget primitivt thehus, men som vores guide sagde ”it’s better than tents” - det var vi enige i. Det var nemligt blevet ret koldt efter vi havde bevaeget os laengere oip i hoejderne. Thame ligger i 38oo meter. Aftenen forloeb som de foregaaende ved kallelovnen i thehusets stue. Natten var meget kold og vi maatte sove med overtoej paa, hue og vanter for at holde varmen. Naeste morgen var der frost paa indersiden af vinduet…

   Vi drog af sted lige efter Everest Maraton-holdet (deres sidste dag) mod byen Khunjung i 385o meters hoejde. Stierne foerste os op og ned af dalene, over floder, langs skraenter og ind i skove. Langs med vejen havde vi atter fantastisk udsigt til Himalayas bjerge. Det bedste Everest view havde vi stadig i vente dagen efter. I Khungjung stoedte vi paa en gruppe tyskere, som ogsaa boede i vores thehus. Det var frygteligt koldt i thehusets stue, saa vi spurgte paent tyskere om der ikke kunne blive plads til os ude ved dem i udestuen hvor solen varmede. “Das ist gesetz”. Loed det vredt fra dem. Jeg spurgte igen og loed som om jeg ikke kunne forstaa poelsetysk, men frasen blev blot igen gentaget paa modersmaalet. Sikke en indspist gruppe. Hvor herre bevares. Taenk at staa midt i Himalaya og forlange at tale paa sit modersmaal! Kort efter vrissede samme poelsetysker af tjeneren: ” Ein, zwei, dreimal nudlensuppe!!!”. Stakkels tjener! Naa, men snart efter forlod poelsetyskerne deres pladser ifoert seler, tophuer og militaerbusker for at begive sig ud paa en lille travetur. Saa kunne vi faa varmen igen i udestuen.

Naeste morgen overhalede vi til al fryd poelsetyskerne paa vejen fra Khunjung til Temboche, turens haardeste trek. Vi startede i  3850 meter og skulle slutte i samme hoejde, men for at komme fra den ene lille bjergby til den naeste, maatte vi helt ned i dalen og op igen 600 meter. Pyha! Men vi klarede det fint, for formen var kommet igen. Baade vores guide og baerer var forbloeffet over vores hurtighed – Ha!

Temboche er en lille bitte by noget laengere oppe mod Mt. Everest. Fra vaerelset i thehuset (som var piv utaet og koldt som de andre steder) var der storslaaet udsigt direkte til Mt. Everest og Lotse. Det var ret fantastisk og der blev lige taget en masse billeder.  Om eftermiddagen var vi heldige at faa lov til at overvaere en buddistisk ceremoni oppe i det flotte buddistiske tempel, som Temboche er beroemt for. Vi sad paa taepper paa gulvet indenfor og kunne se og hoere hvordan munkene messede og spillede paa deres instrumenter. Templet var malet med flotte detaljerede tegninger overalt og der var hundredevis af levende lys. Det var en helt saerlig oplevelse. Inden vi gik derfra igen gav vi munkene et biddrag til renoveringsarbejdet af templet.  

Paa grund af kulden og forventet snefald blev vi enige med vores guide om at gaa fra Temboche en dag foer en beregnet. Vi blev derfor kun en nat i den lille guddommelige bjergby med udsigten til Everest og begav os den naeste dag tilbage til Namche. Hele vejen dertil snakkede vi om alle de laekre ting, vi skulle koebe der og spise om aftenen i soveposen. Guldbamser, kiks, snickers og cola for at naevne nogle. Der var doemt regulaert aedegilde den aften. Nu var vi ogsaa ved at vaere traette af trekking og saa frem til Thailands sol og strande kun faa dage vaek.

Naeste dag gik vi fra Namche til Pakhding, som ligger ca. to timer fra Lukla, hvor vi skulle med bjergflyet hjem. Vejret var raadet og koldt. Sneen var paa vej. Det var taaget hele vejen. Vi begyndte at blive urolige for vores fly fra Lukla to dage senere. Hvis taagen og skyerne ikke forsvandt kunne vi risikere at sidde fast i Lukla – en bittelille bjergby. Det var naesten ikke til at baere taenkte vi. Flyet til Bangkok skulle afgaa dagen efter fra Kathmandu og det ville vi bare naa. Vi skulle senere faa helt andre og uventede udfordringer…

I Pakhding var vi igen nede i 2600 meters hoejde og det kunne maerkes paa vejrtraekning og lunger. Nu kunne man traekke vejret uden anstrengelser igen. Om aftenen saa vi sammen med de faa andre turister og deres baerere en god dokumentarfilm om bestigningen af Everest i 1996 – det aar hvor mange mistede livet paa bjerget pga. en storm.

Turen fra Pakhding tilbage Lukla naeste dag gik nemt og solen skinnede. Vi skulle nok komme med et fly til Lukla tanekte vi. Om aftenen inviterede vi vores guide og baerer paa middag i thehuset. De fik lov at vaelge lige hvad de ville fra menuen. Isaer vores baerer havde svaert ved at tage imod denne gestus. Under middagen fik vi talt mere sammen med dem begge. Vores guide fortalte om sine bestigninger af nogle af 8000-meter bjergene og om sine planer med at bestige Everest naeste aar. Vores baerer fortalte os lidt omn livet i den lille bjergby han kommer fra og om sine boern. Han droemmer om at blive guide saa han kan tjene flere penge og give sine boern en uddannelse. Inden aftenen var slut gav vi dem begge et kort med en hilsen paa og en god portion drikkepenge som tak for turen. Begge var glade og tilfredse.

Naeste morgen i Lukla var det skyfrit og vi sad i thehuset lige bad landingsbanens hegn og ventede at se vores lille miniput-fly lande, saa vi kunne smutte ned i lufthavnen og hoppe paa det (ja, ikke meget sikkerhed der). Men intet fly kom. Telefonen ringede. Konen i thehuset fortalte at nu var der taage i Kathmandu. Oev, Oev! Heldigvis gik der ikke mere end en time foer vi kunne hoere lyden af propellerne paa flyveren. Inden vi gik fra thehuset velsignede thehusets kone os begge og gav os hver et buddsitisk toerklaede ”for good luck”.

I lufthavnsbygningen gik vi hurtigt gennem den saakaldte sikkerhedskontrol. En vagt sprugte ved indgangen om hvor vi kom fra. Vi svarede “Denmark”. Saa spurgte han “Mattis?” Vi svarede paent at ham kendte vi desvaerre ikke… Hvad mente manden? Troede han, at vi kendte alle i Danmark eller hvad? Manden spurgte nu igen, mens han rystede en aeske taendstikker. Naaah! “No matches sir”. Det var saa det sikkerhedstjek.

Flyveturen gik fint. Bagge sad vi med en foelselse af, at vaere baade heldige og priviligeret over alt det vi havde set og oplevet i Himalayas Everest Region. Det havde bestemt vaeret et lille eventyr! I Kathmandu skyndte vi os at tanede tv’et og hoere mere om situationen i Bangkok, som skulle vise sig at faa konsekvenser for vores videre rejse…